En musikers dagbog – for fyrre år siden

C.V. Jørgensen – en levende legende i det musikalske Danmark. En mytisk skikkelse, der i årtier har formået at bevare sit privatliv privat uden for scenens projektører. Hans enestående sangtekster fra 1970’erne og 1980’erne er høj poppoesi, som gennem årene har været en væsentlig inspirationskilde for yngre sangskrivere.

Efter længere tids tilbagetrukkethed har den 67-årige Carsten Valentin Jørgensen det sidste år igen turneret flittigt i hele landet – og med enorm succes.

Trommeslageren René Wullf, som var med i kvartetten C.V. Jørgensen 1976-1979 har nu skrevet bogen Det ganske lille band – mine år med C.V. Jørgensen, der på knap 300 sider fokuserer på de fire år, hvor orkestrets tre mesterværker udkom: Storbyens små oaser, Vild i varmen og Solgt til stanglakrids.

C.V. Jørgensen – en kvartet, ikke blot en person

Ja, for C.V. Jørgensen er i denne sammenhæng ikke blot navnet på forsangeren og sangskriveren, men også navnet på orkestret. Det var i hvert fald bandets officielle holdning i den omtalte periode, selvom den gængse opfattelse blandt publikum er, at C.V. Jørgensen er – personen i forgrunden.

Derfor skal bogtitlen læses bogstaveligt. Bogen drejer sig om ”Det ganske lille band”, og undertitlens ”C.V. Jørgensen” er naturligvis bandet. Med det som underliggende forståelsesramme giver bogen en frisk og underholdende beretning om en vigtig periode i dansk musikhistorie - set fra indercirklen.

Carsten V. Jørgensen samlede i 1976 en tæt kvartet med Ivan Horn på guitar, bassisten Erik Falck og trommeslageren René Wulff og sig selv på rytmeguitar. De prøvede forskellige bandnavne, men enedes om forsangerens navn. Det var på det tidspunkt uproblematisk, da de alle fire opfattede sig som et band.

Efter prøvespil i 1976 kom René Wulff med i kvartetten, og han skriver, at ”kemien imellem os var nærmest magisk”. Og det er kendetegnende for bogen, at det usædvanlige sammenhold, kvartetten som én organisme, er den gennemgående tone og dét, der gør bogen læseværdig. En ungdommelig begejstring mellem de fire unge arketyper, som vinder det halve kongerige – og nok også en del prinsesser hen ad vejen. Der leves i nuet, og derfor er forfatteren eksempelvis heller ikke interesseret i at undersøge, hvorfor Carsten V. Jørgen egentlig fyrede sit tidligere band.

Og så var der den om …

Vi får masser af musikeranekdoter fra livet på de danske (og nordiske) landeveje, og opremsningen af spillesteder er næsten uendelig. Ind i mellem er der guldkorn, som når Wulff beskriver den næsegruse beundring for The Doobie Brothers, som C.V. Jørgensen varmer op for og får et tættere forhold til. Som at være der selv.

Og perioden med Thomas Grue som 2. guitarist i bandet fortælles med en ærlig og nærværende nerve. Her står bandkammeraterne uden formåen til at hjælpe Grue væk fra sin selvdestruktive livsbane.

Vi får også den uundgåelige og ofte gentagne historie om det populære band, der drømmer om at slå igennem i det store, forjættede udland. Men her er det minsandten bandet selv, der ikke er i tvivl om, at Carstens sange bare ikke duer på engelsk. En sjælden selverkendelse; respekt.

Langsomt falmer det ungdommelige gåpåmod, og hverdagens rutine skygger mere og mere over stjernestunderne. I 1979 forlader Carsten V. Jørgensen bandet, der fortsætter uden ham og med navnet C.V. Moto. ”Et stendødt band” er Wulffs betegnelse. En fantastisk periode er slut for forfatteren; efterfølgende musikertid er efterklange af storhedstiden med C.V. Jørgensen.

Det ganske lille band vil jeg kalde en fin, tidstypisk musikerdagbog med hovedpersonen René Wulff, som er musiker, ikke forfatter. Som sådan giver den en interessant beskrivelse af en vigtig periode i poppens historie. Og Wulff et den oplagte til at skrive den; Erik Falck døde i 2016 og Ivan Horn i 2017. Måske skriver den egentlige hovedperson en dag sin version – dét kunne være spændende!

Men Carsten V. Jørgensen er stadig den private person, som vi kun kender fra scenen og fra pladerne. Og det er også stærkt nok; hans kongeniale tekster er stedsegrønne. Det er da heller ikke bogens mission at beskrive ham, og derfor er der ikke mange ord om tiden efter ”Det ganske lille band” og C.V. Jørgensens fortsatte succes.

Den må vi finde andetsteds – gå eksempelvis ind og hør en koncert med C.V. Jørgensen, som er så meget i live her i 2018.

Lån bogen fra dit nærmeste bibliotek