En solrig eftermiddag i 1966

Vejret var nu bedre i gamle dage. Sommeren for 50 år siden bød på mange varme, solbeskinnede eftermiddage, i hvert fald hvis man skal tro hitlisterne fra dengang. I juni 1966 udsendte gruppen Kinks singlen ”Sunny afternoon”, som straks røg til tops på den engelske hitliste, og som oven i købet i juli måned formåede at fortrænge Beatles-singlen ”Paperback writer” fra førstepladsen. Ikke mindst sidstnævnte omstændighed glædede Ray Davies dengang i 1966, for kampen om topplaceringerne på hitlisterne var hård, og The Beatles var og blev de ubestridte mestre. Så for at forvise Beatles fra førstepladsen krævedes der noget helt specielt – og det var netop, hvad ”Sunny afternoon” var (og er).

Sangen blev ellers til på et tidspunkt, hvor Ray Davies var under pres, både på hjemmefronten og i sit professionelle liv. Det var ikke længe siden, han var blevet far for første gang, og hans daværende kone Rasa og den lille datter ville gerne se lidt til den travle far. Samtidig havde Davies netop haft et nervøst sammenbrud på grund af stress, og oven i det hele var han bange for, at han ikke havde flere sange i sig. Han oplevede en begyndende skriveblokering, som heldigvis blev brudt, da han mere eller mindre tilfældigt fandt frem til den faldende toneskala, som indleder ”Sunny afternoon”, og som han derefter byggede sangen op omkring.

Nu er der naturligvis ikke ret meget inden for kunstens verden, der er tilfældigt, og især ikke det, der ser allermest enkelt ud. Men Ray Davies havde med sin toneskala fundet et sted at starte den kommende hit-sang, og med emnemæssig inspiration fra et par af sine tidligere hits, ”A well-respected man” og ”Dedicated follower of fashion”, havde han grundingredienserne til ”Sunny afternoon”. Så manglede han ”bare” at skrive selve sangen og at indspille den med The Kinks.... Begge dele lykkedes heldigvis for ham (selv om der heller ikke er ret meget inden for kunstens verden, der udelukkende skyldes held), og dermed var grunden lagt til endnu et af mange hits fra en af Englands førende sangskrivere.

  ”Sunny afternoon” fortæller historien om en (ny)rig englænder, som desværre er blevet flået til skindet af skattevæsenet, så han nu knap nok har råd til at sejle i sin yacht. Desuden er konen taget hjem til sin mor med beretninger om druk og vold, så det kniber gevaldigt for vores hovedperson i sangen at nyde det liv i overflod og luksus, som han ellers er så vant til. Det kan være hårdt at være engelsk rigmand! Men heldigvis har han stadig sin kolde øl, og heldigvis skinner solen ned fra en skyfri himmel denne sommereftermiddag, som snart er det eneste, der er tilbage at glæde sig over.

And I love to live so pleasantly
live this life of luxury
lazing on a sunny afternoon
in the summertime
in the summertime.

En af hemmelighederne bag den nye og de to ovennævnte sanges store succes (i England) var udnyttelsen af den traditionelle engelske Music Hall-stil i såvel instrumenteringen som melodiopbygningen af sangene. En anden forklaring på deres store gennemslagskraft (i England) var sangenes brug af den specielle britiske underspillede satire, som man også kender fra f.eks. Monty Pythons univers. Og så var alle 3 sange jo både iørefaldende og lette at synge med på, som man må kræve det af hit-melodier.

Men Ray Davies´ virkelige kunststykke i forbindelse med ”Sunny afternoon” bestod nok i at gøre hovedpersonen i sangen til en ambivalent skikkelse, som man måske sagtens kunne finde latterlig, men som man samtidig næppe kunne undgå at føle en form for samhørighed med i kraft af den universelle genkendelighed i personens situation: ”sipping at my ice cold beer/ lazing on a sunny afternoon”. Hvis teksten kun havde hængt hovedpersonen ud som en usympatisk og ynkelig skikkelse, ville sangen næppe have vundet så stærkt gehør hos lytterne, som den gjorde. Men fordi jeg-fortælleren i sangen ikke kun er et dumt svin, men også en helt almindelig mand med sans for livets gratis glæder, glider historien om den ruinerede rigmand alligevel ned – naturligvis godt hjulpet på vej af en ualmindeligt indsmigrende og behagelig melodi, krydret med Nicky Hopkins´ herlige klaverspil.

”Sunny afternoon” blev nummer 1 på den engelske og på den irske hitliste i sommeren 1966, mens den ”kun” nåede en 14-plads i USA – den var nok for britisk til en egentlig topplacering på dem amerikanske hitliste. Senere er sangen hen ad vejen blevet indspillet af en lang række musikere - med større eller mindre succes – og så har Ray Davies´ 1966-hit desuden lagt navn til en langlivet og særdeles succesrig musical, som nu løber på tredje år på Harold Pinter Theatre i Londons West End. Musicalen er oven i købet netop blevet forlænget endnu en gang, så den kan opleves helt frem til oktober 2016.

Musicalen ”Sunny afternoon” handler om gruppen The Kinks og om gruppens kometagtige karriere i midt-tressernes England. Den populære og kritikerroste musical er fyldt med hitsange fra The Kinks´ righoldige bagkatalog, og en af disse sange er naturligvis titelmelodien ”Sunny afternoon”. Så der er på ingen måde tale om ren tilbageskuen, når der i dag er grund til at sige til lykke til Ray Davies med 50-års fødselaren. Sangen ”Sunny afternoon” er fortsat sprællevende, som man ved selvsyn kan overbevise sig om i London frem til d. 29. oktober i år. Og måske endnu længere frem i tiden, hvis forestillingen bliver forlænget endnu en gang.

Ray Davies har selv udtalt om musicalen, som både har vundet teaterpriser og har indbragt sin ophavsmand en pris for Outstanding Achievement in Music: ”Jeg er glad over at se ”Sunny afternoon” klare sig godt i West End og oven i købet tage på en landsdækkende turné, med mange af de samme spillesteder som dem, The Kinks besøgte i sin tid”. Det er jo altid en fornøjelse at se, at ens børn klarer sig godt her i livet.