En stemme i brist fra det elektriske pæreglas

"Everyone else in the world / would love me by now/ would love me in a crowd / but not you". Endnu et smukt sortsyn læst så smertefuldt rigtigt i kærlighedens tanketunge vraggods af denne Nordens helt store noir dronning, Stina Nordenstam. Hendes skrøbelige stemme svøbt omkring de afventende og stille melodier fik sit store gennembrud med And she closed her eyes (1994), hvor "Little star" og titelnummeret (i øvrigt senere glimrende fortolket af The Walkabouts) samt ikke mindst "So this is goodbye" stadig er standard for hvor blottet en lillepigestemme kan være i en stor mandeverden.

Siden har hendes produktion været mildest talt eksklusiv (for nu lige at undgå at sige noget negativt), men os der blev fortryllet for livet med hendes gennembrud har naturligvis aldrig glemt hende, og som tak får vi med This is Stina Nordenstam endnu et mesterværk, hvis musikalske virkemidler (skramlende lo-fi instrumentføring, old school electronica og slag på jern og andet i for studiet forhåndenværende) kunne være orkestreret af en anden noir-mester, Tom Waits.

Nyt er hendes nu-breaks; f.eks. skal "The diver" absolut skære i hendes fortryllende stemme med korte og alt for dominerende larmeflader - måske en bevidst effekt for at understrege stemmens kronbladsfine nuancer, men alligevel. Hendes første af to duetter med Suedes Brett Anderson, "Trainsurfing", er på sidstnævntes hjemmebane med lidt ekstra i form af en umiskendelig Beck-pastiche, og ellers nej tak siger jeg så, for en sådan afbøjning klæ'r ikke umiddelbart Nordenstam, hvis udtryk er så prægnant, så tvingende ensomt at det ikke behøver at gå i nogen form for dialog. Bedre går det dog med den anden duet, "Keen yellow planet", der er et noget mere troværdigt eksemplar af slagsen (især imponerer Andersons mørke croon), og som uden søm går over i pladens helt store vindfang: "Lori Glory", der alene er hele pladen værd. Sangen er så glad, at man næsten kan fornemme et stille smil i Nordenstams sangmund. Men smilet er nok bare produktet af en normal "læsning", og så meget desto mere magisk bindende er hendes trolddom, når man gør sig denne fejl bekendt.

Pladen rundes af med den Belle and Sebastian-agtigt lydende "Sharon & Hope" om fra engle falden kærlighed ("He learned about love the hard way / She learned that nothing would stay"). I kølig og kalkulerende Lolita-appel overtrumfer hun til enhver tid den varme Vanessa Paradis i Frankrig, og som kunstner er hun i en klasse helt for sig selv. I sandhed: This is Stina Nordenstam.