En svensk kulturkanon

I 2022 besluttede den svenske regering, at man ville udfærdige en svensk kulturkanon, til dels efter inspiration fra den danske Kulturkanon, der så dagens lys i 2006. D. 2. september i år kunne den svenske kulturminister Parisa Liljestrand fra Moderaterna så præsentere den nye Nationell Kulturkanon, som efter 3 års arbejde og input fra såvel eksperter som almindelige borgere ”er endelig og ikke kan ændres”, som det hedder i præsentationsoplægget.

Den nye svenske kulturkanon er en liste over ”vigtig kultur, som alle svenskere bør kende til”. Kanonlisten er blevet til ud fra de 3 nøgleord: dannelse, fællesskab og inklusion, og listen adskiller sig en del fra den danske ved at tillægge kunstarter og samfundsforhold lige stor vægt i definitionen af ordet ”kultur”. Det betyder, at kun halvdelen af kulturkanonen beskæftiger sig med kunst, mens den anden halvdel er optaget af forhold som religion, lov og ret, opfindelser og økonomi. Det betyder igen, at en del af den svenske kulturkanon snarere ligner den nye danske kanonliste over immateriel kulturarv, end den ligner den oprindelige danske Kulturkanon.

En anden forskel mellem de to nationale kulturkanoner er, at mens de udvalgte værker i Sverige skal være mindst 50 år gamle, opererer den danske Kulturkanon ikke med bestemte tidsafgrænsninger. Desuden er det vigtigt at påpege at den svenske kanon i modsætning til den danske eksplicit udspringer af et politisk ønske om at styrke det nationale sammenhold. ”Der er vældig meget, der trækker os fra hinanden, en enorm polarisering. Mere end nogensinde har vi i dag brug for mere af det kit, der binder os sammen og gør os til det, vi er. En kanon kan være en del af den proces”, udtalte den svenske kulturminister ved præsentationen af den nye kanon – og det kan hun sikkert have ret i.

Da Brian Mikkelsen kort inden publiceringen af den danske Kulturkanon i 2006 tilsvarende forsøgte at gøre projektet til et slags nationalistisk fremstød, tog komiteen bag kulturkanonen imidlertid kraftigt afstand fra denne udlægning; men i Sverige er der ingen tvivl om, at den nye kulturkanon – også – har et nationalt mobiliserende formål. Det fremgår både af nøgleordene bag kanonen og af de kommentarer, der i tidens løb er blevet knyttet til projektet, bl.a. af kulturkanon-komiteens formand. Han har udtrykt det på den måde, at ”Sverige har et problem med socialt sammenhold – findes der i dag et fælles ”vi” i befolkningen?”.

For og imod en kanon
Der er delte meninger om en konstruktion som en kulturkanon. I Danmark var der mange kritiske røster imod projektet, både før og efter publiceringen af kanonen i 2006. I Sverige er situationen ikke meget anderledes, og flere institutioner og organisationer har undervejs nægtet at deltage i udpegningen af værker til kanonen, bl.a. Svenska Akademien og Sveriges Författarförbund. Det influerer naturligvis på det færdige produkt, hvis man mangler vigtige stemmer i debatten; men på den anden side er det nok lidt naivt at tro, at man opnår andet end at have rene hænder ved at udelukke sig selv fra et projekt som en national kulturkanon.

Det er vel overskueligt, hvor stor betydning den danske Kulturkanon har haft for de områder, kanonen omfatter, så på den baggrund kan man måske tage den nye svenske kanon med et stort gran salt. På den anden side er der ofret mange penge og store ressourcer på at tilvejebringe den nye kulturkanon, og det var vel næppe sket, hvis der ikke var nogen, der troede på nytten af en sådan kanon. Tiden må vise, hvad der sker med den svenske Nationell Kulturkanon; men jeg må indrømme, at jeg selv synes, det er både underholdende og potentielt betydningsfuldt med den form for hitlister. Derfor har jeg interesseret fulgt det svenske kanonprojekt, ligesom jeg med interesse har noteret mig det færdige resultat, som kan læses på hjemmesiden www.regeringen.se. I det følgende vil jeg komme med et par kommentarer til kanonlisten, nærmere bestemt til den del af listen, der handler om denne hjemmesides overordnede emne: musikken.

En svensk musikkanon
Musikdelen af den svenske kulturkanon indeholder 10 titler på musik, som kanon-komiteen altså mener, at alle svenskere bør kende – for det var det antal værker, hvert underudvalg under kanon-komiteen fik til opgave at udpege. Det siger sig selv, at det er noget nær umuligt at begrænse sig til kun 10 stykker musik, når man både skal dække den klassiske og den rytmiske musik, og når man desuden skal tilgodese diverse særinteresser: børnemusikken, minoritetsgruppernes musik, osv. 

Det kan næppe lade sig gøre; så måske skulle underudvalget for musik i Sverige have ladet sig inspirere af det danske kanonudvalg for musik, som på anarkistisk vis tillod sig at opsplitte emnefeltet i to: partiturmusik og populærmusik, og som desuden tillod sig at lade nogle af de 12 udvalgte kanonværker repræsentere 12-15 titler hver, hvorved antallet af musikværker i kanonen blev langt højere end de oprindeligt tilladte 12 titler. Smart tænkt og smart udført!

Men svenskere er ikke anarkister af natur, så medlemmerne i det svenske kanonudvalg for musik har (næsten) holdt sig inden for den udstukne ramme på 10 værker. Mens det danske kanonudvalg udpegede mere end 50 stykker musik til den danske Kulturkanon, optræder der derfor kun 14 musikværker i den svenske kanon, fordelt på 10 poster, når det hele er talt med. To af værkerne er to samiske sange, som sørger for den politiske korrekthed i projektet, og 3 af værkerne er nationale folkemelodier, spillet af en svensk spillemand. Dertil kommer Alice Tegnérs børnesange, to viser af Evert Taube, Jan Johanssons ”Jazz på svenska” samt 5 orkesterværker.

Det er sikkert rigtigt, at mange svenskere kender eller har hørt om de 10/14 kanonværker, selv om Karl-Birger Blomdahls opera ”Aniara” måske mest er med på musiklisten, fordi der ikke var plads til Harry Martinsons banebrydende værk på listen over litteratur. Men det, at noget er med på listen, behøver jo ikke at betyde, at man af den grund også elsker det. Operaen kan næppe kaldes svensk folkeeje på samme måde, som Evert Taubes viser er det. Eller på samme måde, som Bellmans viser, Olle Adolphsons og Cornelis Vreeswijks viser, eller for den sags skyld ABBAs ”Waterloo” er det. Hvis kanonlisten kun skulle omfatte værker, der var populære blandt svenskerne, havde den nok set noget anderledes ud, end den gør i dag; men formålet med listen er altså også et andet, nemlig at opregne værker, der ”gør os til det, vi er”, og som er med til at knytte svenskerne sammen.

Man kan – med god ret – mene, at den svenske populærmusik er kraftigt underrepræsenteret i den nye kulturkanon. Her foretog det danske kanonudvalg et smågenialt træk ved både at lave en kanonliste over populærmusik og en over partiturmusik for derved at sikre populærmusikken mere plads. (En anden lille genialitet ved den danske kanon er i parentes bemærket tilføjelsen af en speciel Børnekanon, som betyder, at man i Danmark undgår den akavede sammenblanding af voksen- og børnekultur. Hvis man også havde foretaget en sådan manøvre i Sverige, ville f.eks. Jan Lööfs herlige nyklassiker ”Historien om det røde æble” måske være kommet til ære og værdighed i en kanon, ligesom man ville have kunnet hædre nogle flere svenske børnebogsklassikere end de to udvalgte i den nuværende kanon).

Men tilbage til sagen: en af årsagerne til underrepræsentationen af populærmusikken i den svenske kulturkanon er nok den ret skrappe aldersgrænse på minimum 50 års anciennitet for de udvalgte værkers vedkommende. Og måske spiller det også ind i forhold til kanon-komiteens valg af musik, at man i Sverige siden 2014 har haft en svensk æresloge for populærmusik: Swedish Music Hall of Fame. Denne institution er skabt for at ”hylde svenske musikere og sangskrivere, som har haft betydning for populærmusikkens udvikling i Sverige”, og mon ikke eksistensen af SMHOF har betydet noget for kulturkanon-udvalgets valg af musik?

De to musiklister har ganske vist ikke noget med hinanden at gøre, og formålet med en kulturkanon og en Hall of Fame er også forskelligt – selv om der er tydelige lighedspunkter mellem de to æresloger. Under alle omstændigheder er det vel muligt, at kanon-komiteen for musik har skelet til, at populærmusikken i Sverige allerede har en udstillingsplatform og derfor ikke behøver så stor eksponering i den nye kulturkanon. Det er svært at sige; men som den nye svenske kulturkanon er udformet, må svenskerne lære at leve med, at Evert Taube og Jan Johansson tilsyneladende er de eneste navne fra populærmusikken, som ”alle svenskere bør kende til”. Det gør jo også livet lidt enklere for vores svenske broderfolk.

PS: I Norge er man p.t. begyndt at arbejde med planer om at udfærdige en norsk kulturkanon.