dummy

Endnu et lys er gået ud

22-05-2012
Kenth Kjeldgård Nielsen

For mange år siden sang Bee Gees om at "the lights all went out in Massachusetts"... Nu er lyset blevet endeligt slukket for Robin Gibb, en af brødrene fra den berømte pop- og discogruppe. I en alder af 62 mistede han søndag d. 20. maj kampen mod kræften.

Således er der nu kun en af brødrene,  Barry Gibb, tilbage. Bee Gees er nok især kendt for discoklassikere som "Stayin' Alive" og "Night Fever", men de startede allerede tilbage i 1960'erne med at indspille musik, hvor flotte vokalharmonier prægede lydbilledet. Der har været en fortsat række af udgivelser fra gruppen, omend de ikke i samme omfang har markeret sig som i discotidens glansperiode. Men ikke desto mindre er Bee Gees og brødrene Gibb nogle af de helt store navne som har sat et tydeligt præg på populærmusikken.

Også andre kunstnere har nydt godt af deres kompositioner. De står bag numre som "Islands in the Stream" som Kenny Rogers & Dolly Parton (og Peter Thorup & Anne Grethe) hittede med, "Heartbreaker", kendt med Dionne Warwick ikke mindst "Words", som er blevet fortolket af så forskellige navne som Glen Campbell, Elvis Presley, Roy Orbison og Boyzone.