Engelsk/amerikansk fusion: 50 år med The Black Man's Burdon

Eric Burdon gav sammen med de funky drenge i War en forrygende udgave af Stones nummeret ‘Paint It Black’ på ‘The Black Man’s Burdon’ bygget op som en suite på side A af dette dobbeltalbum anden og sidste studieudgivelse, hvor den britiske blues-shouter par excellence dannede par med det syv mand store kollektiv af særdeles velfunderede amerikanske musikere.

Desværre, da Burdon og War fungerede glimrende som team og fik det bedste frem i hinanden, hvilket både ‘Eric Burdon Declares War’ fra april 1970 og ‘The Black Man’s Burdon’, der udkom december 1970 tæt mod juletid, tydeligvis demonstrerede.

Det går over stok og sten med lige dele jazz, funk, blues og latin tilsat stærke solistiske præstationer bakket op af fyrigt damp under kedlerne i rytmesektionen. Og oveni er der jo Burdons krasbørstige og potente vokal. Perfect match.
Et af trumfkortene ud i instrumental virtuositet bestod af Lee Oskars mundharpespil. Oskar, født 1948 og opvokset i København, drog til USA som 18-årig og slog sig i slutningen af 60’erne ned i Californien, hvor han sammen med Burdon fandt frem til det hold, der endte som War, der fra 1971 og mange år frem klarede sig ganske flot uden den oprindelige The Animals frontman.
Ekvilibristiske Oskar opnåede sidenhen succes som soloartist og producent af mundharper. Lee Oskars firma har gjort sig gældende på markedet i 35 år efterhånden, og han spiller stadig sammen med tre-fire af gutterne fra det hedengangne War under navnet Low Riders.

Af øvrige highlights fra ‘The Black Man’s Burdon’ bør ligeledes fortolkningen af Moody Blues’ signatursangen ‘Nights In White Satin’ fremhæves sammen med heftigt gyngende sager som ‘Gun’ og ‘Bare Back Ride’ plus dobbeltsættets sidste skæring, den inderligt soulmættede ‘They Can’t Take Away Our Music’.
Pladens titel er et spin off af begrebet ‘Black Man’s Burden’, der refererer til slaveri som skildret i den britiske forfatter E.D. Morel bog af samme navn fra 1920 som modsvar til Rudyard Kiplings ‘The White Man’s Burden’ (1899), der tog vestlig imperialisme i forsvar. Eric Burdons bevidsthed i forhold til sine musikalske rødder, sorte menneskers vilkår og den historiske udvikling skinnede klart igennem her.

Slutteligt og sædvanen tro skal der lyde et stort tillykke til ‘The Black Man’s Burdon’ et såvel intellektuelt som sejt svingende musikalsk statement, der stadig ræsonnerer i vor tid præget af debatter om betydningen af ens hudfarve og opgør med udøvelse af racisme.