Eric Clapton og det 10. bud

Når Eric Clapton fylder 75 år den 30. marts, er det efter en karriere langt ud over det sædvanlige og en karriere, hvor han på et tidspunkt nærmest blev ophøjet til helgen. I midten af 1960'erne kunne man endda på mure i England og andre steder læse, at ”Clapton is God” – men der er nu ikke noget, der tyder på, at det skulle være tilfældet. Ganske vist spillede Clapton guddommeligt på sin guitar, ligesom han i starten af karrieren stort set hele tiden befandt sig i centrum af banebrydende og legendariske musikalske konstellationer: Yardbirds, Bluesbreakers, Cream, Blind Faith, osv. Men at der af den grund skulle være noget ophøjet eller overjordisk over den engelske guitarist, er der næppe noget belæg for at mene. Tværtimod er der en del, der tyder på, at Clapton langt hen ad vejen har haft et noget ambivalent forhold til de højere magter.

Spørgsmålet om Eric Claptons eventuelle religiøsitet dukker jævnligt op i medierne, og der er fremsat mange forskellige teorier i den forbindelse. Først og fremmest henviser fortalerne for teorien om, at Clapton skulle være religiøs, til forskellige udtalelser fra musikeren selv samt til et par af de sange, han i tidens løb har skrevet. Blandt de tilsyneladende religiøst inspirerede Clapton-sange kan man nævne titler som ”Holy Mother” (1986) og ”Tears in Heaven” (1992), den sidste direkte affødt af sønnen Conors død i 1991. Sangen ”My father's eyes” (1998) hørte jeg selv som en stærkt religiøst farvet sang, første gang jeg stiftede bekendtskab med den; og selv om jeg senere har erfaret, at sangen handler om Claptons egen far, vil jeg alligevel tillade mig at betragte teksten i sangen (fra udgivelsen Pilgrim!) som ret så spirituelt ladet - også selv om den måske ikke direkte kan kaldes religiøs.

Det kan til gengæld en Clapton-sang, der tydeligere end de øvrige nævnte sange indskriver sig i en eksplicit religiøs kontekst: sangen ”Presence of the Lord” fra gruppen Blind Faiths eneste udgivelse, lp'en Blind Faith fra 1969 (bemærk i øvrigt i denne sammenhæng gruppens og pladens navn: Blind tro!). Teksten rummer et stærkt konfessionelt indhold, og sangen er tydeligvis skrevet af en troende kristen. Tidspunktet for sangens tilblivelse falder nogenlunde sammen med starten på en kort, men relativt rolig periode i Claptons liv, hvor han – trods et stof- og alkoholmisbrug af et vist omfang – følte, at han var ved at finde ro i sin tilværelse. Han havde fået et par nære venner i musikerparret Delaney og Bonnie, som på dette tidspunkt turnerede sammen med Blind Faith, og som kom til at fungere som en art mentorer for Clapton. Og så var Eric Clapton her ved indgangen til 1970'erne nyforelsket – i vennen George Harrisons kone Pattie Boyd!

Clapton og Boyd

Forholdet var dog ikke uproblematisk, idet hverken Pattie Boyd selv eller George Harrison tog sagen alvorligt, og der var ingen særlig udsigt til, at Claptons heftige kurmageri kunne føre til noget egentligt kærlighedsforhold. Dette opildnede imidlertid blot Eric Clapton endnu mere, og hans følelser for Boyd udviklede sig til en ren besættelse, som der måtte stærke midler til for at holde i ave. Clapton havde direkte kurs mod en psykisk krise, som kun blev forstærket i efteråret 1970, da en af hans nære musikalske venner døde: Jimi Hendrix. Clapton forsøgte at dulme smerten gennem et dramatisk heroinmisbrug, som hans venner efterfølgende forsøgte at hjælpe ham ud af de følgende år – bl.a. ved at bede Clapton spille ved et par store koncerter, hvor Clapton kunne få spilleglæden og selvværdet tilbage: Bangla Desh koncerten i 1971 og Rainbow Theatre koncerten i 1973 (den sidste direkte arrangeret til ære for Clapton).

Eric Clapton klarede sig nogenlunde helskindet ud af misbrugsperioden og opnåede oven i købet den triumf at kunne score den attråede prinsesse: i 1974 flyttede Clapton sammen med Pattie Boyd (hvorefter George Harrison humoristisk begyndte at omtale Clapton som hans ”husband-in-law”). De to blev gift i 1979 og levede sammen til 1987, hvor Pattie Boyd forlod Clapton - og senere blev de formelt skilt i 1989. Ægteskabet var langt fra nogen dans på roser: begge ægtefæller drak betydeligt mere, end hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler, og Clapton har også senere indrømmet at have været voldelig over for sin kone ved adskillige lejligheder. Omkring 1984 indledte Clapton en affære med den italienske skuespillerinde Lory del Santo, med hvem han fik sønnen Conor i 1986. Sønnens fødsel kom til at fungere som en slags wake-up call for Clapton, der i 1987 meldte sig til afvænning – og ved samme lejlighed fandt Gud! Eric Clapton blev en troende kristen af den type, man møder i hans 18 år gamle sang ”Presence of the Lord”, og hans omvendelse betød efter hans eget udsagn, at han siden da har bedt til Gud hver dag.

Pro et contra på Dommens Dag

Som man kan forstå af ovenstående lidt sladderblad-agtige gennemgang af Claptons privatliv har han ikke altid levet op til Bibelens ord – og slet ikke til Det Gamle Testamentes 10. bud: ”Du skal ikke begære din næstes hustru”. Claptons omfattende stof- og alkoholmisbrug og hans voldelige adfærd over for Pattie Boyd var vel heller ikke præcis i overensstemmelse med retningslinjerne for god kristen opførsel; men mon ikke Vorherre trods alt på den yderste dag er rede til at tilgive en angrende synder, som måske også undervejs har haft sine grunde til at handle, som han gjorde? Det må kræve en næsten overmenneskelig styrke ikke at lade sig påvirke af al den opmærksomhed og den virak, der i flere årtier blev Clapton til del – og rent fysisk er det nok lidt af et mirakel, at han overhovedet har overlevet det vilde stjerneliv gennem så mange år.

Når regnskabet en dag skal gøres op, må man også håbe, at dommerne i det høje vil lade Claptons mange formidable sange og hans suveræne guitarspil tale til hans fordel – heriblandt selvfølgelig ikke mindst hans religiøst farvede sange. Og Claptons lemfældige forhold til det 10. bud (og til det 6. bud med, for den sags skyld) må vel også retfærdigvis ses i det lys, at den skønne Pattie Boyd åbenbart har været helt uimodståelig og har haft en usædvanlig tiltrækningskraft på mændene – tænk blot at kunne inspirere til så fine sange som George Harrisons ”Something”, ”If I needed someone” og ”For you blue”, samt til Claptons ”Layla”, ”Bell bottom blues”, ”Wonderful tonight”, m.fl. Der må være tale om en kvinde noget ud over det sædvanlige (hvad det så ellers er). Pattie Boyd har i ordets bedste forstand fungeret som en muse for sine beundrere – og altså ikke en muse for de ringeste kunstnere inden for musikverdenen.

Hvis verden står til den tid, giver Eric Clapton koncert i Royal Arena, København, den 21. juni.

Tak for al musikken, held og lykke med at efterleve Vorherres bud i fremtiden og tillykke med 75 års fødselsdagen den 30. marts i år.