Et 50 års jubilæum – og en ærgerlig tendens

Ofte fastsætter man en musikers debut til det tidspunkt, hvor han/hun udsender sin første plade. I så fald skulle norske Bjørn Eidsvåg kunne fejre sit 45 års jubilæum som musiker i år, for det var i 1976, han udsendte sin første plade, ”Inn for landing”. Men både på Eidsvågs egen hjemmeside, bjorneidsvag.no, og i den norske Wikipedia kan man læse, at musikeren startede som artist i 1971, og det må jo betyde, at han begyndte at optræde offentligt 5 år før han udgav sin første plade. Hvor han optrådte i sine første år som ”artist”, kan man bl.a. læse om i Randi Berge Svendsens store Bjørn Edsvåg-biografi ”Bjørn – en biografi” (2007), ligesom man kan læse om dette og meget andet i Eidsvågs nyere selvbiografi ”Tro og trass. Mine vei, mine valg” (2019). Under alle omstændigheder har Bjørn Eidsvågs musikalske karriere hele tiden været knyttet til forskellige kirkelige fora, lige siden han fik sin første guitar som 12-årig, og denne sammenhæng er fortsat efter uddannelsen til cand. theol.

Efter pladedebuten i 1976 har der kun været korte mellemrum mellem nye udgivelser fra Bjørn Eidsvågs hånd. Det store folkelige gennembrud kom i 1993 med pladen ”Allemannsland”, og fra det følgende album, ”Landet lenger bak” (1996), har salgstallene for Eidsvågs plader ligget på mere end 100.000 eksemplarer pr. udgivelse. Karrieren har budt på adskillige norske priser og udmærkelser, og Eidsvåg har arbejdet sammen med en lang række nordiske musikere på de seneste 25 års udgivelser, hvilket har medvirket til at skaffe ham et stort og trofast publikum, såvel i Norge som i de andre nordiske lande.

I Danmark har Eidsvåg igennem mange år givet velbesøgte koncerter, ikke mindst i Christians Kirken på Christianshavn, hvor Eidsvåg for alvor har fået mulighed for at lade sin musik og sit kristne engagement gå op i en højere enhed. De sidste to år har koncerterne i Christians Kirken desværre måttet aflyses på grund af corona; men allerede nu er der mulighed for at bestille billet til Eidsvågs kommende christianshavner-koncert, denne gang i Vor Frelsers Kirke d. 9.4.2022.

Jeg har selv fulgt Bjørn Eidsvåg i mange år, og jeg er en varm tilhænger af hans kobling af indholdsrige, eksistentielt ladede tekster med et ualmindeligt vellydende musikalsk akkompagnement, der da også i tidens løb har skaffet ham en lang række hits i Norden. Bjørn Eidsvågs seneste udspil på cd er albummet ”Far faller” fra 2013 (bl.a. med hittet ”På rett kjøl”, en duet med Kurt Nilsen), og det er en udgivelse, jeg ofte finder frem fra cd-reolen og lytter til med fornøjelse. Her er flere højdepunkter ud over landeplagen ”På rett kjøl”, bl.a. den alvorligt-humoristiske ”Eg vil ikkje dø”, hvor Eidsvåg gør oprør mod den tåbelige ide, at vi alle skal dø engang. Døden kommer helt sikkert ikke til at sejre uden modstand fra Bjørn Eidsvågs side (læs mere om sangen i artiklen ”Døden er en håbløs ide”).

En irriterende tendens
Den glimrende ”Far faller” er imidlertid ikke det seneste pladeudspil fra Bjørn Eidsvåg. I 2020 udsendte han pladen ”Tapt uskyld” – men kun på vinyl! Det har betydet, at undertegnede ellers trofaste Bjørn Eidsvåg-fan indtil videre har valgt at springe udgivelsen over i håbet om, at den på et tidspunkt også vil blive gjort tilgængelig som cd. Desværre er der ikke meget, der tyder på, at det vil ske, for Eidsvåg har med sin nye plade tilsluttet sig en – efter min mening – både ærgerlig og irriterende tendens blandt nordiske rockmusikere, gående ud på at musikken kun skal udsendes på vinyl (samt evt. i form af streaming). Indtil videre har den trend ramt en række af mine foretrukne nordiske musikere, som de sidste par år har udsendt nogle – men ikke alle – deres plader på vinyl og dermed har undladt at give cd-publikummet en chance for også at lytte med.

I første omgang viste tendensen sig hos svenske Lars Winnerbäck, som jeg uden videre køber alt med uden at høre det først – indtil han i i 2017 udsendte 4-LP-sættet ”Vi var där” med live-optagelser fra kunstnerens seneste turné. Ud over live-optagelserne (som jeg gerne ville høre) var der som lokkemad inkluderet et hidtil uudsendt nummer af Winnerbäck på LP-sættet, og jeg overvejede længe, om jeg af den grund skulle købe LP-boksen eller lade være. Til slut købte jeg den, efter at den var blevet kraftigt nedsat i forhold til startprisen, og det var så den historie – troede jeg.

Men nej; ved juletid 2019 var det Ulf Lundell, som spillede ud med en julesingle, som kun udkom på vinyl: ”Stockholm i december”. Den valgte jeg at springe over. Kort efter udsendte Oscar Danielson, som jeg normalt køber alt med, sin nye plade eksklusivt som LP: ”Det här kan bli året som jag faller” (2020), og den plade har jeg også indtil videre afholdt mig fra at købe, selv om jeg vældigt gerne vil høre den. Og nu er det minsandten igen Lars Winnerbäck, der har valgt udelukkende at prioritere vinylkøberne med sin nye EP: ”Själ och hjärta”. Hvad skal man dog stille op med sådan en stædighed?

Før i tiden havde jeg naturligvis ikke noget imod LP´er. Jeg har masser af dem, og det kan stadig ske, at jeg på en plademesse falder over en LP, jeg gerne vil eje (selv om plademesserne godt nok er aflyst for tiden). Hele mit hjem er fyldt med gode LP´er, som jeg ikke har tænkt mig at skille mig af med, men som jeg dog hører ret sjældent. For det er jo betydeligt nemmere at sætte en cd i afspilleren, og den skal ikke engang vendes efter side 1. Desuden er det sjældent, der er noget i vejen med cd´erne, mens LP´erne ganske ofte skratter mere eller mindre irriterende og i værste fald springer i rillerne. Derfor undrer jeg mig også over, hvorfor flere af mine yndlingskunstnere har ladet mig som cd-lytter i stikken og er nøjedes med at udgive deres seneste værker på vinyl.

Cd eller vinyl?
Et godt argument for denne udvikling kunne jo være den bedre lydkvalitet, som LP´en efter sigende skulle kunne tilbyde i forhold til cd´en. Jeg har bare frygteligt svært ved at høre den påståede forskel i lydkvalitet, som vel også drages i tvivl af fagkundskaben i diskussionen om LP´ens fortrin frem for cd´en. Under alle omstændigheder er jeg bange for, at en eventuelt marginalt bedre lyd på en LP for mig slet ikke ville kunne opveje minusserne ved det – efter min mening – noget gumpetunge LP-format, hvis største fordel i mine øjne er den udvidede plads til omslagsillustrationerne.

Lad mig her til slut i denne lille klagesang over en kedelig tendens inden for de nye pladeudgivelser opregne, hvad det er for nogle faktorer ved LP´en, jeg er utilfreds med. For det første er LP´en som nævnt besværligere at håndtere end cd´en, ligesom den er mere følsom over for skader og ridser. For det andet koster LP´en altid mere end den tilsvarende cd, ofte måske 50% mere. De penge kunne jeg godt bruge til andre ting. Den højere pris hænger bl.a. sammen med det øgede materialeforbrug i forbindelse med LP´en, der sluger flere ressourcer at fremstille end den lille cd.

Så vidt jeg husker, var det nedsatte ressourceforbrug imidlertid netop et af argumenterne for overgangen fra LP´er til cd´er – og ressourcesynsvinklen er jo ikke blevet mindre aktuel i dag i forhold til dengang i 1980´erne. Så er der spørgsmålet om plads og opbevaring, hvor man måske kan argumentere, at de to formater fylder på forskellige måder. Men alt andet lige kræver en LP-samling nok mere plads end en cd-samling(?). Tilbage står blot at nævne LP´ens aktuelle hip-faktor, altså at den i visse kredse anses for mere trendy og moderne end cd´en. Men jeg håber ikke, at det er den omstændighed, der har gjort, at mine musikalske helte på det seneste er holdt op med at udsende deres nye udspil på cd. Den slags pjat skulle de gerne være hævet over.

Og lad mig ikke glemme her til slut at ønske Bjørn Eidsvåg tillykke med 50 års jubilæet. Hvis han igen begynder at udsende sine sange på cd, vil jeg hellere end gerne følge ham de næste 50 år.