Et dragende drama

SPOT Festival byder gerne på en hel ny konstellation med et nyt værk.

Aarhus Sinfonietta er et klassisk ensemble, der gerne kaster sig ud i uventede og krævende opgaver. På sidste SPOT Festival hørte vi det fantastiske værk ”One world above, another below”.

Fredag eftermiddag bliver vi budt indenfor i Rytmisk Sal i Musikhuset for at høre komponisten og guitaristen Emil Palmes værk ”Dawn”. Guitaristen danner sammen med sangerinden Sophia Luna Portra duoen Bona Fide, som spiller gotisk folk. Dirigent for det samlede ensemble er denne eftermiddag Lasse D. Hansen.

Publikum er en anelse overrasket: der er kun ståpladser. Men vi cirka 40, der har valgt denne koncert, er ikke sene til at sætte os på gulvet. Koncerten er fremrykket et kvarter, så 15 minutter efter start, hvor der selvfølgelig bliver spillet pianissimo, hører vi adskillige stiletter og lædersåler komme anstigende. Men pyt, sådan er SPOT Festival jo også, folk kommer og går for at høre en bid af så meget som muligt.

Emil Palme er helt i hvidt, mens Sophia Luna bærer en gevaldig robe i karrygul, som til mig signalerer det vilde vesten for flere hundrede år siden.
Den smukke toneart

”Dawn” starter med voldsom tremolo i strygekvartetten, og Sophia Luna falder ind med en ildevarslende ballade i mol, hvor Emil Palme minimalistisk gentager oktavklange på guitaren. ”When I was seventeen / I knew you”. Den engelske tekst er for undertegnede lidt vanskelig at skelne. Men helt sikkert noget med den dér kærlighed.

Og associerer til 1600-tallets ulykkelige kærlighedssang om Geordie, som forsøger at redde sin mand fra hængning. Dén Geordie, som Joan Baez ta’r op igen i 1962.
Sangen er en form for prolog, der efterfølges af en præcis march med Palmes gennemgående meget åbne guitarklang, der næsten har dobroens metalliske lyd. Vi bli’r i mol. Mon ikke det er i E-mol, som guitaren jo er som skabt til. En toneart, som jeg hører som værkets foretrukne.

Efter anden sang begynder en forsigtig applaus – jo, det er meget passende her til SPOT. Så vi gi’r den hele armen, når de enkelte sange slutter. Vi oplever en gotisk western, som er tilpas langt fra ”Det lille hus på prærien” men rammer en tidsånd fra verden af i går.

Gennem hele koncerten har harpen en central rolle, der med sine mange brudte akkorder supplerer guitaren brillant.

Den smukke harpe
Vi hører et inderligt vers kun for harpe og mandoliniseret guitar. Som et præludium af J.S. Bach, der har opdaget Carl Nielsens sublime brug af skiftende dur/mol. Lige til primærbenet at memorere ”Tågen letter”.

De mange interludier viser nye sider af særligt strygekvartetten, hvor især en duet med cello og harpe træder frem. I mine ører har de medvirkende fløjte, klarinet og horn færre solistiske passager. Eller også er det bare fordi, jeg flyder hen i den cinematiske vellyd.

Men hvad er det, der sker? Jeg hører en sang i dur, en sang med håb, en sang med glæde. Og de mange kakofoniske klange er som blæst væk, jeg hører velbehagelige orkesterklange. Det er slutningen:
”Baby, I could find you in the dark /
I know just how you feel /
won’t you lie down beside me /
and tell me how you’re real.”
– der ER altså håb!

Tænk, tre kvarter er pludselig gået; jeg tror, også vi gulvsiddende velvoksne kunne ha’ labbet mere i os.
For selv om klangene er øreprovokerende, bliver de spillet med overskud og professionalisme af sinfoniettaen, og Sophia Lunas dybfølte foredrag rører mig.

Tak, SPOT, for at turde give os sådan en anderledes, stor oplevelse.