Et magert musikår

Hvert år i december udvælger dagbladet Politikens anmeldere af pop- og rockmusik et antal nyudgivne albums, som efter deres mening fortjener prædikatet ”Årets bedste udgivelser”. Som regel drejer det sig om albums af musikere, jeg aldrig har hørt om, og stort set altid er det musik, jeg ikke selv har hørt. Det er ikke for pop- og rockanmeldelsernes skyld, jeg abonnerer på Politiken.

Jeg skal her indskyde, at jeg faktisk jævnligt forsøger at lytte med via Youtube, når bladets musikanmeldere i ekstra blomstrende vendinger fremhæver en af ”Ugens 5 uundgåelige”. Men endnu er der ingen af disse popmelodier, der har givet mig lyst til at indlede et nærmere bekendtskab med deres ophavsmænd.

Mine øregange må være skruet anderledes i end anmeldernes øregange, og som udgangspunkt vil jeg straks tilstå, at mine ører er allergiske over for tidens dunkende rytmer, slikkede synthesizere og elektroniske trommemaskiner, som de bl.a. høres i hiphop og rap.

Jeg plejer selv i december at lave min egen personlige hitliste over årets bedste musikalbums og således også i år. Der er næppe noget overraskende i, at der ingen overlapninger er mellem min og Politikens hitliste. Selv om jeg i år dog trods alt kender nogle af navnene på avisens liste over årets gode musik, er det slet ikke de former for musik, jeg selv hører.

Tyngdepunktet i min egen liste over årets bedste albums ligger på den klassiske rockmusik eller udløbere af samme musik, evt. med tilføjelse af nyere navne, der spiller i samme stil. Og den form for musik kan man ikke beskylde Politikens anmeldere for at dyrke.

Få 2024-udgivelser
Min personlige hitliste over årets bedste udgivelser plejer at indeholde et pænt antal titler, måske mellem 15 og 20, men de senere år har det knebet med at få antallet op på 10. Og i 2024 har det været helt galt med antallet af nyudgivne musikalbums, der har fundet nåde for mine ører. Hvis jeg anstrenger mig kraftigt, kan jeg bringe antallet af gode 2024-albums op på 5 – og så er det ikke engang alle 5 albums, jeg selv har købt (som jeg ellers plejer med de gode nye udgivelser). Et noget magert musikår.

Det er klart, at min liste over årets bedste musik er strengt personlig, nærmest privat, og at en anden musiklytter ville opstille en anden liste. Sådan er det også med Politikens hitliste; musiksmag er en personlig sag, som godt kan diskuteres, men som ikke har nogen facitliste. Derfor er historien om det magre musikår også mest interessant for mig selv; men når det alligevel kan være relevant med et par overvejelser om emnet i et offentligt forum som dette, der det, fordi udviklingen i indholdet på min musikliste peger på nogle overordnede tendenser af mere generel karakter.

Her tænker jeg ikke så meget på det helt oplagte forhold, at musikudgivelse inden for de seneste mange år har ændret karakter, så der nu ikke længere udsendes så mange cd´er som tidligere, ligesom albumformatet efterhånden er ved at være særdeles trængt. Den udvikling er (desværre) indlysende; men til gengæld er det ikke en udvikling, der primært rammer den musikform og de musikere, jeg lytter til. Inden for den klassiske rockmusik opererer man stadig med udgivelser på cd, og man ser stadig albumformatet som et bæredygtigt koncept med mulighed for at formidle en gennemtænkt og gennemarbejdet helhed.

Hovedårsagen til min skrumpende hitliste over årets bedste musikudgivelser er derfor hverken ændrede udgivelsesformater eller nye koncepter for udgivelserne, men derimod det meget enkle faktum, at udøverne af ”min” musik bliver ældre og ældre – hvis de da ikke helt falder fra – og dermed hverken kan mobilisere de kræfter, en pladeindspilning kræver, eller har så meget mere musik i sig, som trænger sig på. Mange af mine artikler her til hjemmesiden i løbet af 2024 har været 80 års fødselsdagshilsner til nogle af mine favoritmusikere, og den omstændighed siger jo i sig selv mere end mange ord om, hvorfor der ikke mere udkommer så mange albums med den form for musik, jeg kan lide.

Måske det også er meget sigende i denne forbindelse, at to af de nyudgivne albums, jeg har investeret i i 2024, er udsendt af et par ungersvende på kun 65 og 70 år: Per Gessle og Steve Forbert. Mange af mine musikidoler har ikke sendt ny musik på gaden i år; og så hjælper det kun lidt, at en af mine ældre musikalske venner – Willie Nelson på 91 år – har udsendt hele to albums med nyindspillet musik i 2024! Nelsons aktuelle pladeaktivitet dokumenterer trods alt, at udsendelse af høreværdig ny musik ikke bare er en sag for ungdommen. Kvalitet har ingen alder!

Ny musik – altså ny for mig
Men betyder det ringe antal udgivelser på min personlige musikhitliste da, at jeg kun har hørt 5 nye albums i løbet af 2024? Nej, naturligvis ikke. Verden er heldigvis så vidunderligt indrettet, at der altid vil være god musik, som er undgået min opmærksomhed, da den udkom, og som derfor ligger parat derude og venter på at blive opdaget – af mig. Desuden er der altid den mulighed, at min musiksmag ændrer sig en smule med tiden, og at jeg derfor kommer til at kunne lide musik, jeg tidligere ikke troede, at jeg brød mig om. Læg dertil al den gode musik, som jeg ikke kender til, og som jeg aldrig kommer til at høre, fordi jeg ikke møder den; men den musik behøver jeg jo heldigvis ikke at bekymre mig om.

Selv om der altså ikke er udsendt mange 2024-cd´er, som jeg har taget til mig, har jeg alligevel anskaffet et stort antal cd´er – alt for stort! – i løbet af året, og for mig har disse mange udgivelser naturligvis haft samme effekt som de udgivelser, der står 2024 på: nemlig at tilbyde nye, hidtil uhørte musikoplevelser. Hvad enten mine mange 2024-køb stammer fra genbrugsbutikker, hollandske udsalg, pladeantikvariater eller måske fra iMusic eller Amazon (men det er nu de færreste af dem), er der tale om en udvidelse af mit musikalske kendskab til den form for rockmusik, jeg nu engang foretrækker. Og disse udvidelsesmuligheder er i princippet ubegrænsede.

Et af de mest oplagte udvidelsesfelter for mig er den musikform, der kan betegnes countryrock – eller måske americana – for her har jeg i mange år nøjedes med at spille på de sikre heste: Flying Burrito Brothers, Eagles, Poco, Gram Parsons mv. Men området er kæmpestort, og selv om det altid gælder om at styre fri af både almindelig countrymusik, hillbillymusik og bluegrassmusik, er der rigeligt tilbage at gå i gang med. Et (for mig) ret nyt bekendtskab i dette krydsfelt er f.eks. Garth Brooks, hvis navn jeg udmærket kendte til på forhånd, men som jeg aldrig for alvor har dyrket. Men efter nogle billigt indkøbte cd´er med denne herre er der her et nyt musiknavn af følge op på.

Med skam at melde har jeg heller aldrig fulgt George Harrisons udgivelser helt tæt, selv om jeg altid godt har kunnet lide hans numre. Det betyder, at jeg nu har en række (formentlig) udmærkede cd´er at holde øje med i genbrugsbutikkerne – og det, selv om der altså ikke står 2024 på cd´erne. Men for min skyld kunne disse cd´er lige så godt være udsendt i går som for 25 år siden; musikken på Harrisons udgivelser er noget ujævn, men aldrig uinteressant – og heller aldrig utidssvarende, hvis man mener, at musik kan være det – så for mig er han et herligt ”nyt” bekendtskab. Osv. osv.

Der er noget betryggende i at vide, at man aldrig vil løbe tør for nye musikalske oplevelser, når man ikke er afhængig af, at musikken absolut skal stamme fra det seneste års udgivelsesrepertoire. Amen.