Et postkort fra Californien

Når The Beach Boys giver koncert i Århus d. 1. august i år, er det en flok rutinerede herrer, publikum her får mulighed for at møde. De fire stranddrenge, som udgør grundstammen i gruppen, er mellem 69 og 71 år, og årets koncertturné skal bl.a. markere 50 års jubilæet for dannelsen af The Beach Boys i 1962.

I forbindelse med turnéen udsendte gruppen i starten af juni 2012 cd'en That's why God made the radio, som betegner en tilbagevenden til og en perfektionering af de klassiske Beach Boys-dyder: uovertrufne harmonistemmer, formidabelt iørefaldende melodier og nogle superbt tilrettelagte arrangementer. Cd'en har delt vandene hos de danske anmeldere, som enten har været meget skeptiske eller særdeles positive. Når enkelte anmeldere kun har kunnet høre slatne orkestreringer, sterile guitarer og anakronistiske tekster på den nye cd, skyldes det dog nok, at disse anmeldere ikke har hørt ordentligt efter.

That's why God made the radio

er overordentligt flot produceret, med nogle lækre lydbilleder, som The Beach Boys næppe kan reproducere live ved koncerten i Århus, men som til gengæld er ren honning for øret på studieindspilningen. Og med hensyn til teksterne kan man kun ryste på hovedet ad anmeldere, der ikke har lagt mærke til, at teksterne på den nye cd ud over tilbageblikkene faktisk både går i kødet på fænomener som betragterkulturen og nutidens dyrkelse af reality-konceptet og desuden rummer indtil flere smukke lovprisninger af dét at leve i nuet. Men man hører vel det, man har lyst til at høre.

The Beach Boys' seneste cd-udgivelse er et orgie af vellyd og en gave til lyttere, som holder af melodisk rockmusik. Den cd skal nok finde frem til sit publikum. Men ganske få måneder inden That's why God made the radio blev sendt på gaden, udkom der en cd med et indhold, som er meget nært beslægtet med The Beach Boys' sange, og som formentlig også vil tiltale Beach Boys-publikummet, men som slet ikke har fået den samme eksponering som Thats's why God made the radio – og som måske af samme grund risikerer at havne i glemslen, allerede inden den har haft en chance på markedet.

A postcard from California

Det drejer sig om den gamle Beach Boy Al Jardine's første solo-studieudgivelse, A postcard from California (Jardine udsendte i 2002 et livealbum med gamle Beach Boys-numre). Jardine har altid haft en lidt speciel position i The Beach Boys, fordi han hverken var i familie med de øvrige gruppemedlemmer (han var skolekammerat med Brian) eller var lige så umiddelbart tiltrækkende for det modsatte køn - lige så "lækker" - som de tre Wilson-brødre og fætter Love. Men trods sin tilsyneladende outsider-rolle i familieforetagendet Wilson & Co. har Al Jardine altid – dvs. i mere end 50 år nu – indtaget en central rolle i gruppen, både som sanger og musiker, og han har da også i tidens løb bidraget med adskillige udødelige Beach Boys-numre – især i den senere del af produktionen.

Et par af disse Jardine-klassikere kan høres i nye versioner på hans nye cd, som også rummer versioner af et par andre kendte Beach Boys-numre (samt af John Phillips' klassiker "California dreamin'", der jo passer som fod i handske til Californien-temaet på Jardines cd). Hovedparten af materialet på A postcard from California er imidlertid skrevet til lejligheden og byder på et repertoire, som er absolut konkurrencedygtigt i forhold til det "normale" Beach Boys-repertoire.

Faktisk er de nye sange på Al Jardines soloudgivelse så Beach Boys-agtige, at de lige så godt kunne være udsendt på en regulær Beach Boys-cd. Der er ingen modsætning mellem Al Jardines og Brian Wilsons musikalske universer, så derfor forekommer det både logisk og særdeles passende, at Brian Wilson og andre Beach Boys-medlemmer medvirker på A postcard from California. Mere uventet – om end langt fra overraskende – er det, at Al Jardine har fået en perlerække af (især) californiske musikere til at hjælpe sig med korsang osv. på den nye cd: David Crosby, Neil Young, Gerry Beckley og Dewey Bunnell (fra gruppen America), Steve Miller, Glen Campbell mfl. dukker op på de nye numre og er med til at gøre cd´en til et flot og helstøbt værk.

Blandt hovedattraktionerne på cd'en kan man f.eks. nævne det herlige titelnummer, som indleder festen. Sangen er både en øjeblikkelig ørehænger, lige til at synge med på, og desuden en fin introduktion til det overordnede Californien-tema. En pudsig detalje i forbindelse med nummeret er, at melodien i glimt bringer mindelser om det gode gamle Beach Boys-hit, "Sloop John B." – et nummer, som i parentes bemærket også afslutter Jardines soloudspil. Californien dukker op mange gange og i forskellige afskygninger i de følgende numre på cd'en, bl.a. i den fine sang "Don't fight the sea", med indlagt hvalsang og gode økologiske pointer i teksten. Samt naturligvis nogle uendeligt flotte harmonier i omkvædet.

Først og fremmest er Californien dog til stede i cd'ens formidable version af Beach Boys-nummeret "A California saga" (oprindelig en del af materialet på lp'en Holland fra 1972). Sangen er en uforbeholden kærlighedserklæring til staten Californien og dens kystlinje, og hvis man ikke får lyst til at besøge de legendariske lokaliteter – Big Sur, Monterey, Morro Bay, osv. – efter at have hørt sangen, er man nok slet ikke interesseret i sol, sommer og surfmusik. "A California saga" er et af Al Jardines glansnumre, og det er en fornøjelse at genhøre nummeret i denne version, som både byder på en fin duet med Neil Young og en forsanger, der lyder lige så overbevisende, som da han første gang sang nummeret for 40 år siden.

Hvis det er sådan at blive 70 år – som Al Jardine bliver d. 3. september i år – er der næppe grund til bekymring over at få grå hår ved tindingerne. Al Jardine har i hvert fald stadig en del at byde på!