Et sandt eventyr – det er ganske vist

Boganmeldelse:
"Dizzy Mizz Lizzy – en drengedrøm"
/ af Jan Poulsen 
(Udgivet på Gyldendal, 2015)

Op til julehandlen udkom denne fine bog om det moderne musikeventyr: Historien om Dizzy Mizz Lizzy.

Forfatteren og GAFFA-journalisten Jan Poulsen, der blandt andet har givet os den roste biografi om Eik Skaløe, serverer denne seriøse sag på godt 300 sider, så vi bare labber det hel i os. Den vante detaljerigdom formår ikke at spolere dette flow, der gør bogen både underholdende og informerende. Dette er bogen om gruppen, som har været igennem et eventyrligt forløb.

Dizzy Mizz Lizzy

Dizzy Mizz Lizzy – tre purunge drenge, der væltede musikscenen i Danmark med deres debutplade i 1994, som er den bedst sælgende debutplade i Danmark med 300.000 solgte eksemplarer.

Dizzy Mizz Lizzy – som på det nærmeste blev kvalt i successen og stoppede efter få år.
Dizzy Mizz Lizzy –som parentetisk dukkede op igen med en nostalgisk comeback-turne i 2010.
Dizzy Mizz Lizzy – som blev gendannet for good sidste år og sejrede sig gennem det ganske land. Og lige nu venter vi spændt på den nye plade, som efter planen udkommer til marts.
Og så er Dizzy Mizz Lizzy – en drengedrøm en rigtig behagelig måde at afhjælpe ventetiden med.

Her er udført et gedigent stykke arbejde med brug af både tidligere interviews og dugfriske og reflekterende interviews med venner og bekendte og de tre hovedpersoner: Bassisten Martin Nielsen, trommeslageren Søren Friis-Larsen og guitaristen og sangeren Tim Christensen.Ja, sådan er instrumenterne fordelt nu, men sådan har det ikke altid været. Yderst fornøjeligt at læse om de spæde år, hvor Tim Christensen, der fra starten skrev alle numrene, var for genert til at synge dem. Flere, i øvrigt i bogen navngivne, ”håbløse sangere” blev prøvet, men ingen duede til især Tims perfektionistiske idealer. Til sidst, og modstræbende, blev det komponisten selv, der sang – og tak for det.

Optur

Rasmus Nøhr arrangerede i nogle år DM i rock, og 1993 står her som det magiske år: I tæt opløb blev Dizzy Mizz Lizzy nummer et og Kashmir nummer to. Rasmus Nøhr var i begyndelsen en slags manager, men da rocktoget efterhånden kørte på professionelle skinner, blev han vraget. Han var selvfølgelig godt utilfreds, men i et nutidig samtale med bogens forfatter kan han rationaliserende forstå logikken. Her er ærlig tale.

En ærlig tale, som er kendetegnende gennem hele bogen. Især de første år var tumultariske: Tre teenagere, der nærmest fra den ene dag til den anden blev rockstjerner og allemandseje. Gentagne gange pointerer og forklarer trioen, hvad der lå bag – og ikke lå bag – deres handlinger for 20 år siden. Opståede kontroverser blev fortiet og ubehandlede, så deres sammenholdende kit efterhånden ”blot” var musikken.

Nedtur

Centralt i bogen står begivenheden ”Opløst i Kongens Have”, hvor de tre konfliktsky mødes en martsdag 1998 i Kongens Have og til fælles lettelse opløser Dizzy Mizz Lizzy. En smuk beskrivelse, der ses i bakspejlet fra alle tre. Forfatteren svinger sig her op med store ord: ”Dizzy Mizz Lizzy er levendegørelsen af drengedrømmen. Den findes hverken bedre eller større i Danmark eller noget andet sted.” Og han slutter kapitlet med ”Historien om Dizzy Mizz Lizzy var således noget ganske særligt. Og for god til at stoppe her.”

Optur retur

Og vi ved alle, at historien jo ikke stoppede her. På bogens sidste 50 sider får vi en hastigere gennemgang af årene 1998 til nu. Jan Poulsen nævner allerede i forordet, at Tim Christensens glorværdige solokarriere beskrives minimalt; den er ikke bogens ærinde. Søren og Martins ”mellemtid”, som indeholdt forbavsende lidt musik, er også hurtigt overstået.
Dizzy Mizz Lizzy havde en enkelt ren nostalgitur i 2010, som viste, at omverdenen slet ikke var færdig med gruppen. Og de tre nu voksne mænd mærkede også, at der var noget at bygge videre på.

Derfor viste indledende møder hen mod en enighed og afklarethed, som mundede ud i det genskabte Dizzy Mizz Lizzy, der i 2015 sejrede gennem det danske rockland. Og ikke kun som et revivalband, men med splinternye numre, som lover godt mht. den plade, der efter planen udkommer her til marts.

Forfatteren Jan Poulsen har præsteret en velskrevet bog med en detaljerigdom, der vidner om en stor og grundig research, og bagerst i bogen er naturligvis en grundig diskografi og en (nærmest) komplet koncertoversigt - bravo.

Han langer et par gange ud efter rocklandet uden for Valby Bakke; det havde han i min optik ikke behøvet. Allerede i forordet kalder han postulatet ”Aarhus var Danmarks musikby i 1980’erne” for hjernedødt. Et voldsomt ordvalg. Og mod slutningen kommer en bredside mod Skanderborg Festivalens navneskift til Smukfest, som i flg. Poulsen rimer på drukfest. Ja ja, den evindelige diskussion om landets store festivaler…

Selvom Tim Christensens store idol og forbillede Paul McCartney i forbindelse med spørgsmålet om Beatles’ gendannelse har udtalt, at man ikke kan genopvarme en soufflé, er historien om Dizzy Mizz Lizzy et modbevis. For gruppen står i dag så stærk som aldrig før. Det kan lade sig gøre - you can reheat the soufflé.

Og mens vi venter på pladen, kan vi så med stor fornøjelse læse dette historiske vidnesbyrd om drengedrømmen, der gik i opfyldelse.

Vi ses derude i musiklandet!