Genrer


Euforisk marathonkoncert i Odense
Da publikum trådte ind på Musikbiblioteket i Odense lørdag aften den 10. marts, ventede der en anderledes og øjenåbnende oplevelse.
I samarbejde med musikorganisationen Amo Musicam havde Musikbiblioteket allieret sig med to af tidens mest interessante bands i Odense: Summit som opnåede en flot 2. plads ved Tinderbox Band Battle 2017 og trioen Organik, som i denne uge udgav deres fremragende debut-album. Hør albummet via Spotify.
Organik og Summit havde slået sig sammen for at skabe en seks timers uafbrudt koncert, der skulle føre publikum igennem seks musikalske stemningsfaser (portaler), mens publikum frit kunne bevæge sig rundt imellem musikerne eller vælge at slænge sig i madrasserne.
"Vi ved ikke helt, hvad der kommer til at ske, for det afhænger meget af de impulser, der opstår i mellem os og publikum", havde Per Therkelsen, guitarist i Organik på forhånd varslet.
For at skabe de perfekte rammer til denne aften, som mest af alt gav en fornemmelse af hvordan det må have været at befinde sig i lokationen omkring Pink Floyds performance i den legendariske "Live at Pompeii"-dokumentar, havde arrangørerne allieret sig med billedkunstneren Henrik Sandstrøm fra Unique Art & Poetry, der havde indrettet et atelier til at kreere live-kunst ved selve koncert-området.
Arrangørerne havde derudover allieret sig med med lysmanden Mads Jensen fra den progressive odenseanske kulturorganisation Røde Himmel, der med gamle overheadprojektorer, vand, olie og frugtfarve i samarbejde med publikum fremmanede 60'ernes psykedeliske lysprojektioner i koncertrummet.
Euforisk stemning og koncertoplevelse
Med deres mastodonte 6 timers hypnotiserende multi-dimensionelle jam sessions, der bevægede sig et særegent grænseland mellem space rock, psychedelia, prog-rock med elementer af metal, sprængte de to odenseanske superbands Summit og Organik på forunderlig vis rammerne for den traditionelle koncert-performance.
Koncerten "De 6 Portaler" var et indlysende eksempel hvad der sker når så otte fremragende musiktalenter tør slippe tøjlerne og de faste rammer - og begiver sig ud i en sonisk nattefærd som ingen rigtig kendte - og som de godt 50 publikummer der mødte op sandsynligvis sent vil glemme.
Helt igennem fremragende koncertaften på Odense Musikbibliotek.
De 6 portaler - 6 timers maratonkoncert
Odense Musikbibliotek den 10. marts 2018