Face to face

Hvis man beder en rockmusikfan fra min generation (årgang 49) om at udpege de 3 bedste britiske grupper nogensinde, er der stor sandsynlighed for, at svaret vil være: The Beatles, The Rolling Stones og The Kinks – i den rækkefølge. Der er naturligvis masser af andre navne, der vil trænge sig på sammen med de 3 ovennævnte navne: The Animals, The Who, The Hollies, The Searchers, Manfred Mann, Them, osv. osv. Men mon ikke det i den sidste ende alligevel vil være de 3 ”store” grupper fra 1960´erne, der vil udgøre toppen af listen? Og mon ikke rækkefølgen af navnene stort set altid vil være som anført ovenfor? Hvis man er så heldig/uheldig at være aktiv musiker i samme århundrede som The Beatles, er der jo ikke meget, man kan stille op mod at blive henvist til en af de lavere rangerende pladser på sejrsskamlen. Men en anden- eller tredjeplads i en popularitetskonkurrence er jo heller ikke så dårligt.

The Kinks har altid stået en smule i skyggen af de to andre store tressergrupper, selv om det i marts 1965 lykkedes gruppen at vippe The Beatles ned fra albumhitlistens andenplads med gruppens anden LP: ”Kinda Kinks” (i sandhedens interesse havde ”Betales for sale” dog på dette tidspunkt allerede toppet hitlisten i et godt stykke tid; men alligevel …). The Beatles og The Stones kunne The Kinks trods alt ikke hamle op med på salgslisterne i midttresserne; men langtidsholdbarheden af gruppens musik fejlede ikke noget. En pudsig dokumentation af dette forhold fik man i 2024, hvor IKEA brugte Kinks-hittet ”You really got me” i en storstilet reklamekampagne – ca. 60 år efter, at Ray Davies i sin tid skrev sangen. Godt gået!

Inden udgivelsen af ”Face to face”
En af grundene til, at The Kinks formåede at erobre og forsvare gruppens topplacering blandt tidens talrige øvrige musikalske tilbud, var, at gruppens ubestridte leder Ray Davies var i stand til at honorere pladeselskabets og publikums konstante krav om nye hits og nye pladeudspil med umenneskeligt korte mellemrum. Et nyt hit hver anden måned og en ny LP hvert halve år var almindeligt i midttresserne, og det krævede både en stærk konstitution og et højt niveau af originalitet at kunne leve op til sådan et præstationskrav. Originaliteten havde Ray Davies, som tilsyneladende kunne ryste nye og indbyrdes stærkt varierede sange ud af ærmet; men den fysiske og psykiske konstitution kneb det til gengæld lidt mere med.

I løbet af foråret 1966 fik Ray Davies et mindre nervøst sammenbrud (som han senere selv har beskrevet som et udslag af mangel på søvn), som man bl.a. kan læse om det her på hjemmesiden i artiklen En solrig eftermiddag i 1966. Samtidig blev der trukket store veksler på bandets medlemmer i form af hyppige turnéer og andre sceneoptrædender, og for at fuldende billedet af en turbulent og stresset periode for The Kinks kom bassisten Pete Quaife på samme tid alvorligt til skade med sin hånd i en bilulykke. Det betød, at han var ukampdygtig i en periode og måtte erstattes af bassisten John Dalton, som både deltog i indspilningerne af The Kinks´ kommende LP, ”Face to face”, og som også var med gruppen på turné i 1966.

På trods af de mange forhindringer lykkedes det for Ray Davies & Co. at få indspillet nye numre nok til en hel LP (og mere til) i løbet af forsommeren og sommeren 1966. Den ene af de 14 sange på LP´en, hittet ”Sunny afternoon”, var allerede færdigindspillet i maj og var ude i butikkerne som single d. 3. juni 1966; men hovedparten af de nye numre blev indspillet ved forskellige sessions over en periode på 3 måneder. Derefter gik mixningen i gang, og også her stødte Ray Davies på forhindringer, denne gang fra sit eget pladeselskab PYE. Her var man ikke begejstret over hans planer om en form for konceptplade, hvor lydeffekter og lignende skulle danne overgang mellem de forskellige numre. Fra selskabets side ønskede man en helt almindelig plade uden dikkedarer og med en række indbyrdes klart adskilte sange. Pladeselskabet fik sin vilje; men Ray Davies fik dog lov til på flere af numrene at krydre musikken med lydeffekter og specielle musikalske indslag, bl.a. af sitar of hawaiiguitar. 

Heller ikke coveret til den nye udgivelse var Davies og selskabet enige om. Igen endte pladeselskabet med at få det sidste ord, som i dette tilfælde betød et farvestrålende, præ-psykedelisk cover, der efter Davies´ mening slet ikke afspejlede indholdet på pladen. ”Jeg brød mig ikke om coveret. Jeg ønskede, at coveret skulle være sort og stærkt som lyden på pladen, i stedet for alle de fantasifulde farver”. På dette område er undertegnede nu ikke enig med Ray Davies; efter min mening repræsenterer det farvestrålende cover udmærket opfindsomheden og mangfoldigheden i Davies´ musikalske univers.

Men jeg kan godt være enig i Ray Davies´ utilfredshed med pladeselskabets tredje benspænd i forhold til den nye plade: kort inden udgivelsen af ”Face to face” d. 28. oktober 1966 udsendte PYE opsamlingsalbummet ”Well respected Kinks”, indeholdende en række af gruppens store hits! Denne LP opnåede fine salgstal i butikkerne; men gæt, om den gjorde det lettere for gruppen at få sat fokus på den splinternye plade med 14 nye numre. Pladeselskabets benspænd betød da også, at opsamlingsalbummet opnåede en højere placering på hitlisterne end den nye LP! Sådan modarbejder man effektivt sine egne samarbejdspartnere.

Sangene på pladen
I modsætning til situationen omkring The Kinks´ 3 forudgående LP´er, der alle var indspillet i løbet af en kort og heftig arbejdsperiode, strakte indspilningerne til den nye plade sig over flere måneder, hvilket dog ikke betød det store i forhold til det kunstneriske udtryk, idet de nye sange ikke havde nogen dybere indholdsmæssig eller musikalsk sammenhæng. Ray Davies har selv udtrykt det på denne måde: ””Face to face” er en samling sange, ikke et album”, og det kan han til en vis grad have ret i – men også kun til en vis grad. Davies´ forkærlighed for at spidde tidens modetrends på sin satiriske pen og for at indfange velkendte hverdagssituationer i sine sangtekster, som man bl.a. stiftede bekendtskab med det på ”Dedicated follower of fashion” (februar 1966), kan genfindes i en stor del af de nye sange.

Titlen på det nye album, ”Face to face”, kan både referere til den ærlighed og oprigtighed, man møder i den direkte kommunikation mellem to mennesker – ansigt til ansigt – og titlen kan opfattes som en henvisning til sangenes panorering hen over en række skæbner: en bevægelse fra det ene ansigt til det næste. Begge betydninger af titlen understøttes af de enkelte sange, som beskæftiger sig med så forskellige emner som musikverdenen (”Session man”), klasseforskellene i samfundet (”Sunny afternoon”, ”Most exclusive residence for sale”) og turistindustriens skinverden (”Holiday in Waikiki”) – og desuden indeholder en stribe andre nedslag i det engelske samfunds bagside.

Pladen indledes med en lille musikalsk vittighed, ”Party line”, som Ray´s bror, Dave, har været med til at skrive (i modsætning til udgivelsens øvrige 13 sange, der alle har Ray Davies som eneforfatter): ”I´m on a party line/ wonderin´ all the time/ who´s on my party line?/ Is she big, is she small/ is she a she at all?/ Who´s on my party line?”. Men derefter bliver det mere alvorligt, selv om de fleste af sangene bærer Ray Davies´ ironisk overbærende stempel frem for blot at nedgøre ofrene i teksterne. Vi hører f.eks. om kvindebedåreren, der snart er ved at være for gammel til at spille Don Juan (”Dandy”), og vi hører om den ubehagelige mand, der både har en sportvogn og et hus på landet, men som ikke har noget rigtigt hjem ”A house in the country”).

Og så indeholder LP´en også et par sange, der forekommer mere personlige end de øvrige sange, fordi de direkte synes at afspejle Ray Davies´ egen situation på dette tidspunkt i karrieren: ”Fancy”, som beretter om ønsket om at kunne stikke af til et fantasiland, hvor der ikke er nogen, der stiller krav til én, samt ”Too much on my mind”, som ifølge Ray Davies selv også kunne være skrevet på mange andre tidspunkter i hans liv: ”There´s too much on my mind/ and I can´t sleep at night/ thinkin´ about it/ (-) / It´s ruinin´ my brain/ I´ll never be the same/ my poor demented mind is slowly going”. Det lyder ikke rart, og det samme kan siges om den kulsorte tekst ”Rainy day in June”, hvor alle verdens ulykker synes at samle sig over jeg-personens stakkels hoved: ”There was no hope, no reasoning/ this rainy day in June”. Tilsat dramatiske tordenbrag.

Men heldigvis er der da også lyspunkter at finde på ”Face to face”, ikke mindst i form af de mange iørefaldende og velkonstruerede melodier til de 14 sange. Pladen er fuld af ørehængere, som burde kunne have givet den en oplagt topplacering på samtidens hitlister, men som på grund af pladeselskabets snigløb først har givet ”Face to face” dens velfortjente anerkendelse og senere klassikerstatus i eftertiden.

Hvis man har mulighed for det, kan man med fordel lytte til den udvidede cd-version af ”Face to face” fra 1998 (og 2004), hvor de 14 oprindelige sange har fået følgeskab af yderligere 7 små perler fra 1966-indspilningerne (samt fra indspilninger i 1967). Blandt disse ekstranumre finder man to af Ray Davies´ karakteristiske, samfundskritiske nålestik i forhold til det engelske klassesamfund: den trøstesløse ”Dead end street” og den nådesløse hudfletning af storbyens bagside: ”Big black smoke”. Men blandt ekstranumrene finder man også den smukke kærlighedssang ”This is where I belong” med ordene: ”I can´t think of a place I´d rather be”.

Tak for sangene, Ray, og tillykke med 60 års jubilæet d. 28. oktober.