Fællessang med Dybdahl

Thomas Dybdahl (support: Sebastian Waldejer), Voxhall, Århus, d. 29 september 2010

Norske Thomas Dybdahl var i går på besøg i Århus, hvor han tog et udsolgt Voxhall med storm. Det gjorde han, efter at hans egen guitarist, Sebastian Waldejer, havde givet den som simpel, men også ganske hæderlig opvarmer. Udstyret med en westernguitar og en håndfuld fine melodier præsterede han – næsten – at overvinde aftenens meget snakkesaglige publikummer. Småsnakken forstummede imidlertid først rigtigt, da fem herrer klædt i hvide skjorter, sorte bukser og med matchende slips trådte ind på scenen. Snakken blev nu afløst af et stort bifald, der ikke nåede at klinge ud, før orkesteret var i gang med en nyere sag fra pladen Waiting for that one clear moment; fremført i en svært velspillet version. Herefter kastede de sig –  til publikums store tilfredshed – over noget af Dybdahls ældre materiale, og ørehængeren ”Cecilia” blev, lidt overraskende, allerede spillet som sættets tredje nummer.

I forbindelse med netop ”Cecilia” var der som så ofte før dømt obligat fællessang (på det der uforglemmelige c-stykke: 'Oooh-ooh, here I am, flesh and bones'), men til aften med en selvironisk og meget nærværende Dybdahl i spidsen: ”Vi bruger en del billige tricks, når vi optræder,” forklarede han med et glimt i øjet. Efter fællessangen og et par joviale skålepauser var det tid til det, i denne anmelders optik, stærkeste nummer fra førnævnte plade, ”Party like it's 1929”. Og også her udmærkede hovedpersonen og hans orkester sig ved at spille ekstraordinært tight og med en tilsyneladende stor spilleglæde. Nummeret var en regulær opvisning i soloekvilibrisme på flere instrumenter, og det var en fryd for både øre og øje, idet et forholdsvis enkelt, men særdeles velfungerende sceneshow bestående af fem rækker persienner blev illumineret af flotte skiftende lys og effekter.

Da Dybdahl kravlede om bag klaveret og gav sine orkesterkammerater til en kort pause, blev der endelig helt og aldeles bomstille i Voxhall. Klaveret klædte ham, og det blev til en enkelt, meget dybfølt sjæler. Herefter hoppede han desværre allerede ud af rollen som balladepianist; lynsnart var han og bandet atter på banen springfyldt med energi. Under de publikumsvenlige sange som ”From grace” og ”A love story” opildnede Dybdahl mildest talt folk til at synge med, hvilket århusianerne da også var flittige til. Faktisk så flittige, at fællessangen undertiden snarere gav associationer til fodboldstadioner og bodegaer end til de små subtile kunstværker, som mange af Dybdahls kompositioner og tekster egentlig er.

Men i det store hele var koncerten en ret uformel affære. Og heldigvis for det, for den afslappede stemning på scenen var en fin afspejling af stemningen hos de fleste publikummer på Voxhall. Mod enden af koncerten forklarede Dybdahl publikum, at han lige ville drikke en øl på scenekanten, mens Sebastian Waldejer spillede 'en slags intro' til ”Stay home”. Dette nummer fik ligesom på årets SPOT Festival lov til at afslutte sættet, men denne gang med en væsentligt mere dramatisk afslutning – både visuelt og volumemæssigt. Vi skulle dog ikke snydes for et par ekstranumre. Det blev til ”Pale green eyes” og ikke mindst den ubegribeligt smukke ”One day you'll dance for me, New York City”, som afsluttede en mindeværdig koncert med Thomas Dybdahl og hans venner. Et musikalsk bekendtskab, der bare aldrig skuffer.