Fællessang under Brians bøge

Anmeldelse: Bryan Adams på Bøgescenen, Smukfest. Onsdag den 8. august 20.30.

Bibzooms yngste anmelder har kastet sig over sin forældres generations musik. De musikalske barnesko blev trådt til lyden af kassettebånd i bilradioen og forbudte opdagelser ved den fine pladespiller. Nu er det blevet tid til et gensyn med grundlaget for fællessang på bagsædet, og det er tid til at se, om barndommens ikon overlever tidens test.

På det, man engang kunne kalde Skanderborg Festival uden at komme galt af sted, er det meste tilladt. Man må tage sin kæreste på røven, man må danse grimt, man må meget gerne synge med og man må spille luftguitar. Der var brug for alle fire ting, da Bryan Adams gav koncert på festivalens første dag.

I et hæsblæsende hittempo sendte den canadiske pop-rocklegende sine sange ud over det fadølsdrikkende publikum fra første minut. ”Waking Up The Neigbours”,”Somebody”, ”Here I Am”, ”Kids Wanna Rock” og ”Can’t Stop This Thing We Started” blev fyret af i høj kadance og i helt korte versioner. A til B til C til solo. Og så var det blevet tid til den mere formelle velkomst.

”Hi, my name is Brian,” lød det fra canadieren, der for længst har rundet de 50 år. Hans danske tilhørsforhold fornægtede sig ikke, og mange numre blev sluttet med et ”Tusind Tak”, når det obligatoriske afslutningsbrøl havde klinget af sammen med firserguitaren.

Og med et bagkatalog, der tæller 15 top-20-singler, er der ikke plads til mange dikkedarer, hvis alle publikumsønsker skal opfyldes. Den charmerende sangskriver nåede fire mere, før fællessangen nåede et foreløbigt klimaks med ”Summer Of ’69”.

Men hvis stemmebåndet ikke vil synge, eller man løber tør for Royal-øl, fiser gassen hurtigt af festen. Og selv om guitaren hviner, og trommerne bulder taktfast, var der ikke nogen musikalsk ambition om fornyelse eller et håb for, at den gamle trubadur kunne genopfinde sig selv.

Til gengæld kunne selv den mindst musikalske sjæl synge med på na-na-na-na-stykket i ”Cuts Like A Knife”. Og da Bryan Adams hev en tilfældig pige på scenen for at synge med på ”When You’re Gone”, måtte vi andre stå at drømme om at være ”The Blond In Pink”, som han kaldte hende. For der er stadig charme i blikket og en brændende ungdommelighed at spore. Og på trods af, at sætlisten ikke har fået mange nye tilføjelser de sidste tyve år, er der stadig hits til både luftguitaristerne og de nyforelskede par.

Den magi, der opstod, da Bryan Adams klingede ud af bilradioen i barndommen, kan ikke genskabes af manden bag de mange hits, men det fadølsbevæbnede folk under bøgetræerne fik den fællessang, de var kommet for. Og ikke noget som helst andet eller mere.