dummy

Farvel til Marty Balin

3-10-2018
Steffen Kronborg, Rudersdal Bibliotekerne

I disse tider, hvor der – med god grund – er vældig meget fokus på Kim Larsens død, kan det måske være på sin plads at minde om, at et andet af rockmusikkens store navne ligeledes er gået bort for ganske nylig: Marty Balin, forsanger og frontfigur i gruppen Jefferson Airplane. Balin døde d. 27. september i år.

Da jeg var ung, var det ikke Kim Larsen, vi hørte og var begejstrede for, for han var dårligt nok opfundet på det tidspunkt. Til gengæld var et af de helt store navne på rockscenen den amerikanske vestkystgruppe Jefferson Airplane – og et af de tre hovednavne i den gruppe var Martyn Jerel Buchwald, bedre kendt som Marty Balin.

I midten af 1960'erne sang Marty Balin i en folkemusikgruppe ved navn The Town Criers; men der var andre vinde på vej, og i 1965 mødte Balin Paul Kantner, som han dannede Jefferson Airplane sammen med. Gruppens guitarist, Jorma Kaukonen, har i en kommentar i anledning af Balins død beskrevet mødet mellem Balin og Kantner således: ”He and Kantner came together and like plutonium halves in a reactor started a chain reaction that still affects many of us today. It was a moment of powerful synchronicity. I was part of it to be sure, but I was not a prime mover. Marty always reached for the stars and he took us along with him.”

Mellem 1966 og 1971var Balin forsanger i gruppen ved siden af Grace Slick og Paul Kantner, og de tre skabte tilsammen nogle vidunderlige sange med en formidabel energi. Balin skrev en del af gruppens sange, heriblandt en række store hits som ”Today”, ”Coming back to me” og ”Volunteers”, og han fremførte dem selv med sin kraftfulde tenor. I 1971 forlod Balin imidlertid Jefferson Airplane, dels på grund af interne stridigheder og dels, fordi han var blevet træt af turnélivet med dets overdrevne fokus på sprut og stoffer.

I nogle år arbejdede Marty Balin solo, men i 1975 overtalte Paul Kantner ham til igen at blive medlem i hans gruppe, som i mellemtiden havde skiftet navn til Jefferson Starship. Igen bidrog Balin til samarbejdet med en række fantastiske ballader, bl.a. ”Caroline”, ”Miracles” og ”With your love” – og igen varede samarbejdet kun nogle år. I 1978 forlod Balin Jefferson Starship, bl.a. på grund af nye skænderier med Grace Slick, og derefter helligede han sig en – mere eller mindre – succesfuld solokarriere.

Historien om Balins involvering med folkene i Jefferson Airplane var dog endnu ikke helt slut. I 2008 udsendte Paul Kantner sammen med en ny inkarnation af gruppen Jefferson Starship cd'en ”Jefferson's tree of liberty” – og hertil bidrog Marty Balin igen med et par sange. Balins musikalske karriere må i sandhed siges at være uløseligt forbundet med Paul Kantners navn og med historien om gruppen Jefferson Airplane/Starship.

I 1996 blev Jefferson Airplane optaget i Rock and Roll Hall of Fame, og i kraft af sin deltagelse i gruppen blev Balin i 2016 tildelt en Grammy Lifetime Achievement Award.

Læs mere om Marty Balin på hans egen hjemmeside,

Lån musik med Marty Balin