Genrer
Finlands svar på Volbeat
Den finske rock er ikke bare chok-rock bandet Lordi i skrækindjagende gevandter fra Melodi Grand Prixet i 2006. Scenen er ganske mangfoldig og fyldt med trendsættende navne fra det progressive rock band Wigwam (1968), hard rock/glam rock bandet Hanoi Rocks (1979), power metal bandet Stratovarius (1984), mainstream rock bandet The Rasmus (1994), det symfoniske metalband Nightwish (1996) til indie rock bandet Wiidakko (2003). Talentmassen er i den grad til stede! Måske fordi man i Finland har en lov som byder børn at spille fløjte to år i grundskolen. Og ikke alle bliver til nye Sibeliusser. Fløjteriet kan sagtens føre tungere sager med sig. F.eks. nød Sweden Rock 2013 i den forgående weekend godt af Leningrad Cowboys og Sonata Arctica fra Finland. Og så udgav det populære melodiske death metal band Amorphis deres vellykkede 11. album Circle indspillet i hhv. Petrax og 5K Studios i Finland den 19. april i år. Amorphis består af Tomi Joutsen (vokal), Esa Holopainen (guitar), Tomi Koivusaari (guitar), Santeri Kallio (keyboards), Niclas Etalävuori og Jan Rechberger (trommer) Circle er produceret af Peter Tägtgren, som under optagelserne - efter sigende - placerede guitarer og keyboards helt i front og lod bassisten benytte en femstrenget bas som var tunet et helt trin ned. Man skal dog nok være feinschmecker for at høre dette. Noget nemmere er det at konstatere at sangere lyder meget som sangene på fx albummet The Beginning of Times fra 2011. Om bandet går i ring (circle), eller om en cocktail af melodisk dødsmetal med elementer af doom metal, folk, og progressiv rock med en snert af goth, bare ER den bedste formel for bandet og dets fans er ikke til at sige. Efter udgivelsen lå Circle i alt fald nummer et i Finland. Det er bombastiske, storladne melodier som veksler mellem melodiske rolige og dystre, snerrende passager. Synes man det lyder godt, så kan den populære gruppe opleves på Posten i Odense den 5. december 2013 i anledning af deres Circle World Tour.
Mht. teksterne har Amorphis også denne gang ladet den eksterne samarbejdspartner Pekka Kainulainen stå for indholdet. Denne gang er historien dog en historie om en outsider, fremfor som så ofte før, et tekstunivers baseret på det finske nationale epos Kalevala. Et kig på albummets sangtitler sætter stemningen.
Albummet består af 9 relativt korte sange. De lyder helt igennem som Amorphis og veksler mellem diverse sub-genrer som her først på ”Shades of Gray” med den tykke symfoniske atmosfære i et kravlende doom-orienteret tempo med en growlende Joutsen, for så at afløses af noget helt andet nemlig ”Mission” som er en afbalanceret melankolsk sang som henleder tanken på både Runrigs folklore og Volbeats groovy udtryk og toneleje. ”The Wanderer” fortsætter i Volbeat stilen, og ligeså det groovy nummer ”Narrow Path”. På Hopeless Days lægges der langsomt ud (næsten helt Marillionsk sunget) for at buldre løs med aggressive trommer og guitar som lægger en god tung bund til forsangers knurren. Nightbird´s Song er en kompleks komposition fremført med barsk vokal, bastant riff og svingende trommerytme. Og sørme om fuglen ikke fløjtede lidt ved 02:19. De to år i grundskolen fornægtede sig ikke. ”Into the Abyss” er det ret progressive tredjesidste nummer med mange breaks før den episke ”Enchanted by the Moon” - hvor forsangeren knurrer og growler af månen så jeg blev en anelse utryg! - samt ”A new Day” som lukker og slukker uden at imponere. Et flot velspillet metalalbum helt i tråd og på niveau med bandets forrige præstationer. Måske skal de fremover vogte sig lidt for metaltræthed, men Finlands svar på Volbeat har mange followers og de skal nok hænge ved mange år endnu.
Lyt til: ”Mission” og ”Nightbird´s Song”