Genrer
Forbi, forbi
Den 23. oktober i år ville Kim Larsen være fyldt 74 år. Det kommer hverken han eller vi andre til at opleve, men heldigvis kan vi i stedet glæde os over sangerens posthumt udsendte cd fra tidligere på året, Sange fra første sal, ligesom vi i år kan fejre 25 års jubilæet for en af Larsens ”store” udgivelser: Hvem kan sige nej til en engel (i sandhedens interesse er der mange andre bud på cd-titler i denne kategori!).
Selv om der nok blandt de fleste musikelskere er enighed om, at Kim Larsen var et talent ud over det sædvanlige med et særdeles tydeligt aftryk på den danske musikskat, er det ikke så sikkert, at de/vi mange Kim Larsen-fans er enige om, hvilke af hans mange sange og plader, der især har medvirket til at sikre ham en plads i dansk rockmusiks Hall of Fame. Smag og behag er som bekendt forskellig, og en af Larsens store forcer var, at han formåede at spænde uhyre vidt, så mange forskellige mennesker kunne genkende sig selv i hans musikalske univers. Larsen kunne både skrive enkle refrænsange, poetiske viser og medrivende rocknumre, og samtidig vidste den gamle skolelærer, at det ikke er nok at appellere til det flade grin – der skal være noget mere i sangteksten, hvis den skal holde ud over øjeblikket.
For mig er Kim Larsens seriøsitet i forhold til sine tekster den faktor, der mere end noget andet hæver ham fra at være en ferm verssnedker til at være en digter af Guds nåde. Det er bestemt ikke alle Larsens tekster, man kan beskylde for at være stor poesi; men samtidig mærker man næsten altid den bagvedliggende alvor i de små versfortællinger, også selv om digteren undertiden forsøger at skjule den bag nogle kække og charmefyldte rim. Larsen stod på skuldrene af tidligere tiders danske digtere, og af dem havde han bl.a. lært, at det ikke nytter noget at prøve at snyde på vægten: hvis læseren/lytteren ikke kan mærke hjerteblodet i de fremførte vers, bliver sangene ikke siddende i erindringen, men bliver lynhurtigt glemt.
Nu består en popsang jo som regel både af ord og melodi, og en iørefaldende melodi kan i visse tilfælde være nok til, at sangen holder hele sommeren over: men hvis den for alvor skal kunne fæstne sig i lytterens hukommelse, er det nødvendigt, at den ud over at have en god melodi også formår at fremkalde nogle billeder og associationer hos lytteren, som får ham/hende til at ønske at vende tilbage til sangen. Det kræver for det første, at forfatteren vil noget med sin tekst; men desuden kræver det, at han/hun har lagt et arbejde i at få den til at fremstå bedst muligt – og det er ikke det samme som at få den til at fremstå så kunstfærdigt som muligt. Som digter vidste Larsen jo godt, at enkelhed ikke er det samme som banalitet, så for ham gjaldt det om at sige tingene klart og prægnant, ikke om at pakke ordene ind i fine sproglige ciseleringer – så måtte han leve med risikoen at blive beskyldt for at skrive for enkelt (forenklet).
Sange fra første sal
Kim Larsens seneste og sidste udgivelse, Sange fra første sal, rummer blandt andet to sange med tekster af to nyklassiske danske digtere, Ove Abildgaard og Harald Herdal. Ordene i de to sange bærer nok præg af at stamme fra en tidligere epoke end ordene i Larsens egne sangtekster. Men samtidig er det påfaldende, så godt de to ældre sommer-digte passer ind i helheden og langt hen ad vejen lige så godt kunne stamme fra Larsens eget sangskriverværksted. Der er tale om et par fine naturdigte, hvor glæden over lykken i nuet blandes med vemod over livets flygtighed og tidens alt for hastige gang. Digtene rummer som al god poesi en dobbelthed, der på samme tid gør lytteren glad og trist, og som frem for alt giver ham/hende noget at tænke over.
Den beskrivelse gælder samtidig en række af udgivelsens øvrige sange, hvor kun et par bagateller om dagens kvinder knap nok lever op til kvalitetsniveauet i resten af sangene. Sangene om Larsens gamle frakke, ”Frakken”, og om ”Koppen med den skårede hank” har næsten karakter af programerklæringer, der fortæller, at digteren arbejder på at finde sig til rette med, at han befinder sig i sit livs efterår. ”Min tid den er forbi, forbi”, synger Larsen på den sidstnævnte sang; men han skynder sig at tilføje: ”men jeg er her endnu” – og det er han da også, alene i kraft af sangens tilstedeværelse i lytterens rum. Det er vældig vemodigt, men også på en paradoksal måde sært livsbekræftende.
Historien om drengens afsked med barndommen på dagen, hvor han skal begive sig ind i det store ukendte – voksenlivet – er glimrende fanget i Larsens tekst, som bag de mange tilsyneladende hverdagsagtige observationer afslører en afgrund af kaotiske og modstridende følelser hos hovedpersonen: spænding, forventning, glæde, usikkerhed og angst. Det er en sang, der minder undertegnede om svenske Oscar Danielsons fine beskrivelse af en af livets afgørende overgange i sangen ”Flickorna” (se artiklen om Oscar Danielson på Bibzoom). Og så indeholder Sange fra første sal også en sang, som bag den absolut prosaiske titel ”Brønshøj-Husum Ungdomsklub” både gemmer på en god portion livsfilosofi og et godt råd til den unge lytter: ”Men der var en indre stemme / der brændte som en ild / Du skal ikke lade dig tæmme / så får det gå som det vil” Godt sagt og smukt formuleret, Larsen.
Hvem kan sige nej til en engel
Årets 25-års jubilerende plade med Kim Larsen, Hvem kan sige nej til en engel, indeholder et hav af iørefaldende numre, heriblandt de to sange, der er med til at gøre den til en af sangerens ”store” plader (i hvert fald i mine ører): ”Om hundrede år” og ”Guldregn” (begge pudsigt nok med tekstmæssig hjælp fra et par af Larsens venner). Begge sange fortæller om det største i det mindste og om nogle af tilværelsens allermest grundlæggende forhold: tidens gang, kærligheden, uligheden i verden, osv. Det er et par glimrende sange, ikke mindst på grund af Kim Larsens formidabelt medrivende og sangbare melodier. Sangene føjer sig smukt ind i helheden på 1994-udgivelsen – og ville faktisk også passe udmærket til temaerne og motiverne på den 25 år yngre Sange fra første sal.
Når man i dag kan se en emnemæssig og tematisk sammenhæng mellem de 25 år gamle sange og de nye sange fra Kim Larsen og samtidig kan finde den samme lyriske og eksistentielle substans i begge grupper af sange, skyldes det først og fremmest Larsens ovenfor omtalte ønske om og vilje til at ville noget med sine tekster. Både de gamle og de nye tekster er udsprunget af et digtersind med stor (digt)historisk bevidsthed og med tilstrækkeligt talent og disciplin til at omforme arven fra inspirationskilderne til et nyt udtryk for en ny tid.
Når Larsen i 1994-cd'ens afsluttende sang, ”Red min seng”, taler om en ”sønderskudt banegård” og om ”solens gule næse”, er det en hilsen til en af dansk digtekunsts tidlige modernister, Tom Kristensen, ligesom Larsens (og Henning Polds) tekst om ”Den største sorg” (”den største sorg i verden her / er dog at miste den man har kær”) kun kan opfattes som en hyldest til den gamle digter Steen Steensen Blicher. De to ældre digtere nævnes da også direkte i Kim Larsens tak til sine poetiske inspirationskilder, og de lyriske forbindelseslinjer bagud trækker bestemt ikke noget fra de nye teksters udsagn – tværtimod. Her er tale om almengyldige emner og temaer – og altså temaer, som senere dukker op igen i en lidt anden form i de vemodige og bittersøde tekster på Sange fra første sal.
Vemodet og melankolien stikker næsen frem flere steder på Hvem kan sige nej til en engel end i sangen om den største sorg i verden. ”Hvileløse hjerte” slutter med ordene: ”Sidste mand betaler / alt har sin tid” – både trist og trøst på samme tid, og under alle omstændigheder en fint turneret afskedssalut på en god sang. Sangen om Onkel Danny, ”Halleluja”, er ifølge sagens natur fokuseret på et af tilværelsens mest centrale spørgsmål, spørgsmålet om døden: ”Tid til at leve / tid til at dø / man er jo kun på besøg / Men ser du ikke blomsten / der visned i går den blomstrer igen / til næste år”. Døden er kun en illusion, formulerer Larsen det videre i sangen fra 1994, som bl.a. også indeholder de betagende linjer: ”Svanerne flyver / som engle over søen”. Her forenes liv og død i en natursansning, der både er fint set og fint indflettet i et tankevækkende digt om store eksistentielle emner.
Jeg er ikke den rette til at afgøre, om vi kommer til at ses igen, som Larsen skriver i sangen om Dan Turell: ”Der er nogen der siger / man aldrig ses igen / det tror vi ikke på / gør vi vel?”. Men jeg er ret sikker på, at vi nok skal høres ved igen, både via sangene på Hvem kan sige nej til en engel og sangene på Sange fra første sal – samt via perlerækken af andre store Kim Larsen-sange fra musikerens enorme bagkatalog. Vi høres ved. Tillykke på fødselsdagen den 23. oktober.