Forvent det uventede

Når Neil Young den 12. november kan fejre sin 75 års fødselsdag, gør han det med en god og en dårlig nyhed. Den gode nyhed er, at han i ugen op til fødselsdagen udsender en ny plade, til glæde for musikerens mange fans. Den dårlige nyhed er, at Youngs nye udspil er en cd med indspilninger fra hans koncertturné i 2003 i forbindelse med udgivelsen af hans koncept-cd Greendale – efter denne lytters mening en af Neil Youngs svageste plader nogensinde, fordi han ved den lejlighed tydeligvis var så optaget af sit konceptpåfund, at han glemte at skrive melodier til pladens 10 sange! Det er en cd af den slags, jeg kun orker at høre én gang; men måske formår live-versionen af cd'en, Return to Greendale, endnu en gang at foretage den manøvre, som har gennemsyret hele Neil Youngs karriere: at overraske lytteren ved at indeholde noget andet end det forventede. Bandet på Greendale-turnéen var trods alt hæderkronede Crazy Horse, som jo burde være god for en solid koncertoplevelse.

Overraskelser er formentlig nøgleordet i forbindelse med Neil Youngs musikkarriere, lige fra hans allertidligste stormfulde medlemskab af grupper som Buffalo Springfield og CSN&Y og til hans særdeles omskiftelige musikliv som solist. Undertiden har overraskelserne budt på mindre interessante – eller måske ligefrem uinteressante – musikalske oplevelser; men langt oftere har Youngs ønske om at give sit publikum noget andet end det, det forventede, resulteret i glimrende og langtidsholdbare udgivelser. Neil Youngs sangunivers rummer ikke de samme tekstmæssige dybder og højdepunkter som sangene hos to af Youngs prominente kolleger i rockeliten, Dylan og Springsteen; men til gengæld tager Young revanche, når det gælder melodimaterialet og guitarspillet på
pladeudgivelserne. Det er svært at få øje på, hvem der skulle kunne gøre dette triumvirat rangen stridig som toppen af rock'n'roll.

En bredspektret musikalsk produktion

Når Neil Young er god, er han uovertruffen; men produktionen er som nævnt uhyre ujævn, og der er også mindre glorværdige øjeblikke imellem højdepunkterne. Det pudsige i denne forbindelse er bare, at på grund af Youngs uforudsigelighed og konstante udfordring af sine egne grænser kan det være svært at blive enige om, hvad der er lavpunkter, og hvad der er højdepunkter. Youngs produktion spænder så vidt med hensyn til musikgenrer og musikalske udtryk, at hans kernepublikum næppe kan defineres entydigt. Nogle foretrækker hans støjrockplader med så meget tryk på guitarerne, at højttalerne står og ryster, mens andre hælder mere til de stille plader med et næsten rent akustisk akkompagnement. Og en del er formentlig fans af begge former for musikalske
udfoldelser. Måske der ligefrem er nogen, der sætter en plade som Greendale højt på deres personlige liste over Youngs bedste udgivelser? Man kan aldrig vide med en så kalejdoskopisk kunstner som Neil Young; men mon ikke de fleste trods alt vil acceptere, at det er blandt de tidlige udgivelser som After the goldrush og Harvest, man finder nogle af højdepunkterne i karrieren? Eller måske blandt de lidt senere guldkorn som Zuma og American stars 'n bars? Eller …?

På min egen private Young-hitliste rangerer plader som de nævnte samt On the beach, Comes a time, Harvest moon og Are you passionate? (bortset fra 9/11-nummeret Let's roll”) ganske højt. Men jeg er helt klar over, at det er personlige præferencer, som ikke nødvendigvis deles af andre end mig selv. Faktisk skete der det for nylig, at jeg diskuterede Youngs produktion med en bekendt, som fortalte, at han kunne lide næsten alle pladerne – altså lige bortset fra On the beach, som vi vel hurtigt kunne blive enige om var et fejlskud? Det kunne vi så bare ikke, fordi netop den plade betød en del for mig, da den blev udsendt i 1974, og fordi det stadig er en af de Young-plader, jeg hører med jævne mellemrum. Hver person har sin egen private Young-hitliste; men til gengæld kan
jeg næsten ikke forestille mig den musiklytter, som slet ikke kan lide nogen del af Youngs værk.

Tillykke med de 75 år, som passende kan markeres med nogle fine citater fra et par afsangene på en af mine favoritplader med Neil Young: On the beach:

”Good times are coming / but they sure are coming slow”
“The world is turning / I hope it don't turn away”
“I need a crowd of people / but I can't face them day to day”
“Though my problems are meaningless / that don't make them go away”