Fotominder

Om sommeren kan det være svært at komme frem i de store byer pga. turister, som tager billeder af små og store seværdigheder. Og ikke nok med det; ud over at fotografere seværdighederne skal turisterne også tage billeder af hinanden sammen med seværdighederne, samt måske endnu mere udbredt i dagens samfund: billeder af sig selv sammen med seværdighederne. Overalt, hvor man færdes i byerne, støder man på folk i færd med at forevige sig selv ved en bygning eller en statue, og før den proces er overstået, kan det være svært at passere de fotograferende, som kun er optaget af deres billeder.

 Moden med at tage billeder af sig selv på diverse turistlokationer er relativt ny og hænger naturligvis sammen med mobiltelefonens lavineagtige udbredelse de seneste årtier. Men trangen til at tage billeder af steder, man har været, og mennesker, man har kendt, er langt fra ny. Den er tværtimod lige så gammel som opfindelsen af fotografiapparatet, dvs. omkring 1840 (selv om apparatet først blev almindeligt udbredt omkring århundredskiftet). 

 Fotografiets primære rolle er at fastholde en situation eller en oplevelse for eftertiden og dermed gøre det lettere at mindes billedmotivet engang i fremtiden. Fotografiet kan også bruges som dokumentation af eksistensen af billedets motiv – og i sidste ende også som dokumentation af den fotograferendes egen eksistens, hvilket sikkert er baggrunden for de mange selfies, der karakteriserer nutidens billedverden. ”Jeg er med på et billede, altså eksisterer jeg”, kunne være rationalet bag den udbredte praksis med absolut at ville være en del af motivet på et billede. Hvad det fortæller om selvbevidstheden – eller manglen på samme – hos de fotograferende kan man diskutere, hvis man ellers er i det humør.

Billeder fra før
Inden selfierne overtog verdensherredømmet, var billeder af andre end én selv den almindelige afbildningsform, både i den virkelige verden og i rockmusikkens sangtekster. En gruppe, der flere gange har sunget om fotografiets tilstedeværelse i hverdagen, er The Kinks, som på den nostalgi-dryppende plade ”Village Green Preservation Society” (1968) har indtil flere sange om at tage billeder. 

I sangen ”Picture book”” handler teksten om at bladre i et fotoalbum, der bl.a. indeholder billeder af mor og far, af onkel Charlie samt billeder fra ferien i Southend i august. Og så er der billederne af sangens jeg-person som baby, fra ”those days when you were happy”. Pludselig får teksten en drejning, da de hyggelige familiebilleder erstattes af en henvisning til dengang, hvor jeg-personen var lykkelig – ”a long time ago”. Jamen, er han da ikke lykkelig nu? Og hvorfor ikke? Svaret må man selv tænke sig til.

Det er en ofte genkommende situation i sangteksterne om gamle fotografier, at disse stammer fra en periode, hvor alting var meget bedre, og hvor der var grund til at være glad. Kinks-sangen ”People take pictures of each other”, fra samme LP som den ovennævnte sang, fortæller netop om den slags billeder. Men billederne vækker ingen glæde hos betragteren: ”Pictures of things as they used to be/ don´t show me no more, please”. 

Sagen er nemlig den triste, at jeg-personens kæreste har forladt ham, så han nu kun har billederne fra den sorgløse tid, hvor de var sammen – og dem kan han ikke holde ud at se på. Så vil han hellere undlade at tænke tilbage på dengang, hvor han betød noget for nogen, dvs. kæresten.

Baggrunden for sangtekstens fortælling er altså ulykkelig kærlighed; men til forskel fra mange andre tekster om billeder skal man et godt stykke ind i sangen, før denne sammenhæng går op for én. I starten af sangen tror man blot, at teksten er en typisk ironisk Ray Davies-tekst om folks tossede (u)vane med hele tiden at ville tage billeder af hinanden (jf. sangtitlen): ”People take pictures of the summer/ just in case someone thought they had missed it/ and to prove that it really existed/ Fathers take pictures of the mothers/ and the sisters take pictures of the brothers/ just to show that they love one another”.

Man fornemmer konturerne af en ganske skarp hudfletning af tidens dårskab og de moderne omgangsformer i linjer som disse; men bag de køligt ironiske iagttagelser gemmer der sig altså en trist historie om forlist kærlighed og hedengangen lykke, og det giver sangens muntre melodi en noget bitter bismag, når man har forstået sammenhængen. 

Triste fotominder
Fotoalbums er jo normalt ikke lavet for at gøre iagttageren ked af det; men ligesom i den ovennævnte Kinks-sang er det – i rockteksternes univers – desværre ofte den virkning, de gamle fotos har på den, der kigger på billederne. Her kommer nogle eksempler. 

En af de sørgeligste, men samtidig en af de smukkeste sange, om gamle fotos er Jackson Brownes ”Fountain of sorrow” (1974), hvori jeg-personen falder over nogle gamle billeder af en ”you”, som han nu ikke længere er sammen med. Billederne får ham til at tænke på de gode og de mindre gode minder fra deres tid som par, og selv om han godt med sin fornuft kan forstå, at tingene er, som de er, er det alligevel svært for ham at acceptere forandringen.

Hans overvejelser giver sig bl.a. udslag i følgende rigtige, men ubrugelige erkendelse: ”And while the future´s there for anyone to change/ still you know it seems/ it would be easier sometimes to change the past”. Det kan bare ikke lade sig gøre at ændre på fortiden. Den bittersøde sangtekst ledsages af en vemodig melodi, som godt kan give lytteren en klump i halsen.

Ringo Starrs sang ”Photograph” (1973) er en helt enkel historie om en mand, der kun har et billede af sin kæreste tilbage, efter at hun har forladt ham, og det er næsten ikke til at bære: ”Everytime I see your face/ it reminds me of the places we used to go/ but all I´ve got is a photograph/ and I realize you´re not coming back anymore”. Det er præcis den samme sørgelige historie, lytteren får serveret i Jim Croces sang ”Photographs and memories” fra 1972: ”Photographs and memories/ all the love you gave to me/ somehow it just can´t be true/ that´s all I´ve left of you”.

Willie Nelson har flere sange om billeder, som minder jeg-personerne i sangene om deres tabte kærlighed. Han har selv skrevet ”Send me a picture” (2014), hvori jeg-personen beder den tidligere kæreste om at sende ham et billede fra dengang, hvor det var de to, der havde hele livet foran sig. Og i ”Mendocino County line” (af Taupin og Serletic, 2002) har jeg-personen stadig billederne fra dengang, hvor de to var sammen: ”I have these pictures and I keep these photographs/ to remind me of a time/ (-) / I used to make you happy once upon a time/ but the sun sank west of the Mendocino County line”. Sangen, som han indspillede som duet med Lee Ann Womack, blev et stort hit og indbragte bl.a. Nelson og Womack en Grammy for ”Best Country Collaboration”.

Fotos kan minde os om lykkeligere tider – men de kan også, som i Don Henleys ”Take a picture of this” (2015), stille sig i vejen for de umiddelbare oplevelser og den livsglæde, der ellers burde være så enkel at gribe. Sangen fortæller om et par, der har haft et langt og godt liv sammen, men som nu er gledet fra hinanden: ”When you spend all your time living in the past/ with all those pictures that you took/ here´s one more for the book/ Take a picture of this, this is me leaving/ Take a picture of this, this is me walking away”. Tak for kaffe, det var ellers noget af en barsk afskedssalut. Var det virkelig nødvendigt, Don? Det ligner dig ikke.