Fra punk til englesang

Torsdag aften bød på en anderledes konstellation. Dansk punks grand old man Steen Jørgensen mødtes med det store, etablerede symfoniorkester med den rene, akustiske klang. 

Bundet sammen med Jørgensens partner, den klassiske pianist Marina Botes.

Carl Nielsen-salen i det godt 40-årige Odense Koncerthus er pragtfuld til klassisk musik. Og her behøver man heller ikke at arrangere rockkoncerter. Siden 2017 har naboen Odeon kunnet klare alle andre koncerter.

Steen Jørgensen, var den karismatiske forsanger i den banebrydende punkgruppe Sods, der blev til Sort Sol. Og han har været en af ’de gamle’ i TV2’s udmærkede musikprogram med levende musik i ”Toppen af poppen”. Vi var mange, der desuden nød Jørgensens dybe stemme i hyldestkoncerterne for Leonard Cohen for knap to år siden. 

I 2023 udgav Jørgensen/Botes en plade med nye fælleskompositioner, der forenede rocken, elektronikken og den klassiske musik. 
Fra duoens repertoire fik vi otte numre, og som lovet fik vi genhør med hits fra Jørgensens punkkarriere. Men sandelig i nye udgaver.

Den agtværdige Carl Nielsen-sal blev fyldt med et publikum, der både var til den klassiske linje og som måske havde sværmet for punken. For cirka 40 år siden. 

Fuld plade
Et fuldt symfoniorkester fyldte scenen bag det grandiose flygel, som Marina Botes indtog aftenen fra. På scenekanten fremførte Steen Jørgensen aftenens tekster – vi fik en stor del spoken words, og især på de ældre sange hørte vi Steen Jørgensens karakteristiske sangstemme.

Dirigent for det hele var David Riddell, der virkelig var kommet på arbejde med komplekse rytmiske figurer i de til aftenen skrevne arrangementer. Sort Sols ”Abyss” er i originalen et kort nummer i 1-2-3-4-spil!-stil. 
I aften fik vi komplekse rytmer og klange, der lød som taget fra mesteren Leonard Bernsteins livfulde musik.
Og aftenens dirigent formåede at få musikken til at stå knivskarpt. 

En klædelig ærbødighed
Aftenen startede med Jørgensen/Botes’ ”Glemsel”. Åbningsreplikken blev messet: ”Byen lukker ned”, og en smuk harpe satte gang i aftenens rejse i et fascinerende, rigtfacetteret land med brede klange og vellyd. Pladens oprindelig elektroniske klange kom her fra det righoldige, akustiske instrumentarium – hvilken klang!

Jeg anede en ærbødighed fra aftenens solist – tænk at ha’ et fuldtonende symfoniorkester bag sig. 
Et orkester med en velbalanceret klang – uden den elektriske forstærkning, som ofte forringer den naturlige overtonemængde. Men dén fik vi i aften!

Lyrikken til Jørgensen/Botes numre var flotte, enkeltstående sætninger, der for mig hørtes som Steen Jørgensens instrument, og sammenhængen var for mig ikke var den mest betydende. 
Sætninger blev printet ind i vores sanser; i ”Dråberne part 1 & 2” blev mantraet ”Jeg er sommerregnen, sommerregnen” repeteret grundigt. 
I ”Europas vidner” fik vi de desværre aktuelle påmindelser om bevægelser i vores verdensdel, som ikke er selvvalgt: ”Her er dit hav. Her er det, vi er. Her er det, vi var. Her er det, vi skal, her er det, vi tør. Her. Dit hav.” Steen Jørgensen røst stod klart i lydbilledet, men når orkestret spillede tutti, kunne det til tider være svært at høre vokalen. Men stemmeklangen var der. 

Sort Sol
Det blev til tre numre fra Sort Sol. Steen Jørgensen kunne fortælle os, at ”Daughters of Sad” i aften var omdøbt til ”Una Fantasia de Jean Genet”. Hvorfor? Ja, det må vi bruge vores egen fantasi til at give svar på.   
”Copenhagen” fra den kanoniserede plade fra 1979 ”Minutes to go”, er oprindelig et abrupt punknummer med akkompagnement kun på 2- og 4-slaget. Aftenens udgave startede som en poleret udgave, men udviklede sig til et nummer med komplekse stemmeføringer, der gav nummeret en udstråling anno 2025. 
Koncertens sidste nummer var kæmpehittet ”Let Your Fingers Do the Walking”. Det signaturrige guitarriff var i aften lagt i harpen, og de flittige slagtøjsspillere lagde den sikre bund, vi kender på originalen med Wili Jønsson på mellotron. Nummeret fik også aftenens største bifald – allerede efter de første takters genkendelse. 
Naturligvis har Steen Jørgensens stemme ændret sig de sidste 40 år. Det var tydeligt at høre i disse gamle numre, at den unge Jørgensen havde sunget med en lysere klang. Derfor var det også ekstra behageligt at høre den mørktmessende stemme på de nye numre. 

Cohen
For mig var aftenens højdepunkt sidste nummer før pausen. Her fortalte Jørgensen, at han var blevet bedt om at indspille et Leonard Cohen-nummer til en udstilling med Cohen. Denne opgave udførte han med Marina Botes, og det blev til deres version af det tidlige Cohen-nummer ”Avalanche”. En sang, der hos mesteren er båret af en nervøstpressende spansk guitar. Og på samme måde har en anden dybtsyngende herre indspillet den: Nick Cave.
Men her fik vi sandelig en helt anden udgave. Nu båret med en ro og en sjælden smuk harmoni i det store orkester. 
Og hvad var det? Jeg hørte englesang! De kvindelige medlemmer af Odense Symfoniorkester lagde himmelske vokalakkorder over Jørgensens sang. Og senere var det minsandten herrerne, der lagde et fyldigt og fint kor. Genialt. Og det virkede til, at de topprofessionelle musikere faktisk kunne li’ det.

En helstøbt og velbehagelig aften
Efter ”Let Your Fingers…” var der stående applaus, og i programmet var også trykt ekstranummeret, så vi fik til sidst ”Hvor længe hvorhen”. En dejlig og optimistisk slutning på en aften, hvor lyset vandt over mørket.
Til Botes’ inspirerende klaverindledning messede Steen Jørgensen:
”Jeg har sparket virkeligheden i gang, været der, der, hvor alting virkelig sker. Satte navn på det, der manglede, jeg afviklede med guderne. Gjorde ilden dig kold? Hvor længe hvorhen?”
Ja, Steen Jørgensen, du har været der. Og du og Marina Botes, David Riddell og Odense Symfoniorkester var der. Tak for en skøn aften.
Hvor længe hvorhen? Lad svaret blæse i vinden, og lad os bruge vores fantasi; dén fantasi, som vi har fået beriget denne torsdag aften i Odense.