Fra toppen er der kun én vej

I 1965 udsendte en række rockgrupper deres første albums, som altså i år kan fejre 60 års fødselsdag. At mange af disse debutalbums var af høj kvalitet er ikke så mærkeligt, for 1960´erne var et usædvanligt frugtbart og kreativt årti for den hastigt fremvoksende nye musikform. Hvad der derimod i eftertidens perspektiv kan forekomme overraskende er, at flere af de albumdebuterende grupper i 1965 samtidig med at debutere udsendte deres bedste og mest helstøbte albums.

Som regel forholder det sig nok sådan, at en debutudgivelse rummer en del begynderfejl, som gruppen eller solisten bag udgivelsen senere får rettet op på, så de efterfølgende udgivelser bliver bedre end debuten. Men man ser også eksempler på, at debutudgivelsen ved sammenligning med senere udgivelser viser sig at være gruppens eller solistens bedste udspil nogensinde.

Det må vel anses som lidt nedslående for en kunstner, hvis vedkommendes debut senere viser sig at være hans/hendes mest vellykkede indsats, for det må jo betyde, at karrieren kun har været for nedadgående efter debuten. Heldigvis er tingene ikke altid helt så entydige. F.eks. kan man udmærket forestille sig, at succes og kvalitet ikke nødvendigvis hænger sammen på denne enkle måde, ligesom der jo ikke er nogen facitliste for, hvad god kvalitet er. Den betegnelse beror i høj grad på en subjektiv vurdering. Derfor er der heller ingen garanti for, at jeg har ret, når jeg i det følgende fremhæver et par eksempler på rockmusikere, som efter min mening toppede allerede ved deres debut.

Endnu et par indledende bemærkninger: jeg omtaler her to debutalbumudgivelser fra 1965, som i mine øjne og ører hæver sig kvalitetsmæssigt over de pågældende kunstneres senere udgivelser; men der er kun tale om et par – for mig – oplagte eksempler på forholdet. Jeg kunne også have valgt andre udgivelser, hvor man som et minimum kunne diskutere, om de er overgået af senere titler i de pågældende kunstneres kataloger, f.eks. Them´s ”The angry young Them”, The Yardbirds´ ”For your love” og The Moody Blues´ ”The magnificent Moodies”, for blot at nævne 3 titler fra årets britiske pladeudbud. Men i denne sammenhæng nøjes jeg altså med at fokusere på to indlysende 1965-favoritter til betegnelsen ”Ikke overgået senere i karrieren”.

What´s been did and what´s been hid
I maj 1965, 4 dage efter sin 19 års fødselsdag, udsendte skotske Donovan Leitch sin første LP med titlen “What´s been did and what´s been hid”. Pladen var ligesom Donovans sceneoptrædender overvejende akustisk med mundharpe og akustisk guitar som de dominerende instrumenter. Repertoiret var tydeligt inspireret af den type folk-musik, som også prægede Bob Dylans første udgivelser, hvilket hurtigt indbragte Donovan den tvivlsomme karakteristik: ”Englands svar på Bob Dylan”.

Det er jo sjældent morsomt at blive udnævnt til ”et svar” på noget andet, for det indikerer som regel en inspiration så kraftig, at den nærmer sig plagiat. Men benævnelsen var ikke Donovans eget påfund, og desuden var den allerede her i forbindelse med debutpladen mere misvisende end korrekt. Musikken på pladen indeholder ganske vist elementer af folk – men også af blues, jazz og traditionel engelsk folkemusik, og derved adskiller Donovans tidlige musikalske univers sig meget fra Dylans musikalske univers. Desuden var Donovans debutudspil slet ikke præget af den type protestsange, som var Dylans varemærke i starten af karrieren, og som dengang indbragte ham den tvivlsomme og uønskede betegnelse ”protestsanger”.

Hovedtemaet i sangene på Donovans første LP er den vanskelige og på samme tid vidunderlige kærlighed, som i sangteksterne præsenteres i ret forskellige anretninger og sammenhænge. I singlehittet ”Catch the wind” er det den fraværende og umulige kærlighed, der er i fokus, mens det i en sang som ”To sing for you” er den lykkelige og holdbare kærlighed, der tages under behandling. Begge disse sange er skrevet af Donovan selv, og det samme gælder ca. halvdelen af LP´ens indhold.

De selvskrevne sange viser en overraskende moden og stilbevidst musiker – selv om sangene netop udmærker sig ved at præsentere en bred vifte af musikalske stilarter. Den anden halvdel af sangene på debut-LP´en viser til gengæld en musiker med en fin fornemmelse for, hvilken type sange, der gør sig godt i hans musikalsk nedkogte arrangementer, hvor den karakteristiske stemme spiller en hovedrolle. Pladen er i høj grad et udstillingsvindue for Donovans klare og følsomme stemme, hvilket ikke betyder, at der er noget i vejen med sangerens håndtering af sine instrumenter. Bl.a. viser instrumentalnummeret ”Tangerine puppet” en guitarspiller med en fornem beherskelse af sit instrument; men også de andre numre på pladen demonstrerer på bedste vis Donovans musikalitet.

Debutpladens sjove titel ”What´s been did and what´s been hid” blev senere ændret til “Catch the wind” for at lukrere på single-hittets popularitet. Men uanset under hvilken titel man stifter bekendtskab med pladen, er det tydeligt, at man her står over for en klassiker, der ikke har mistet noget af sin friskhed i de 60 år, der er gået siden udgivelsen.
I dag er man måske nok vant til et mere fyldigt lydbillede end det, der præger Donovans debut. Men ophavsmandens vokale formidling og hans dygtige repertoirevalg fremstår lige så overbevisende i dag som i 1965. Og nok så vigtigt i denne artikels sammenhæng: udgivelsen hæver sig trods sit indhold af flere forskellige musikstilarter som et usædvanligt homogent kunstværk, der – i denne lytters ører – med lethed overgår Donovans senere udspil, både hvad angår udtryksfuldhed og gennemslagskraft.
Donovan har i sin senere karriere haft større publikumssucceser, end han havde med debutalbummet; men kunstnerisk er det nok tvivlsomt, om han på noget tidspunkt har nået større højder, end han gjorde med debutpladen. Lyt selv og døm.

My generation
Da The Who sidst i 1965 udsendte gruppens debutalbum med titlen ”My generation”, skete det efter udgivelsen af et par pænt succesfulde singleplader. Tilblivelsen af LP´en var imidlertid en ret rodet affære, og gruppemedlemmerne omtalte selv det færdige resultat som et hastværksarbejde, der ikke afspejlede gruppens aktuelle niveau på udgivelsestidspunktet. Indholdet på debut-LP´en bestod af en stribe r´n´b´-numre, hvoraf ¾ var skrevet af gruppemedlemmerne selv, først og fremmest af guitaristen Pete Townshend.

Under indspilningen af ”My generation” bestod repertoiret af flere sange skrevet af andre kunstnere; men i den endelige version var der kun 2 James Brown-sange samt ”I´m a man” af McDaniel tilbage af det oprindelige materiale. I stedet blev de først udvalgte sange erstattet af nyskrevne Townshend-sange, og det var en god beslutning, som helt sikkert har været med til at gøre debutpladen til det (næsten) perfekte værk, det endte som. Der er ikke noget som gode originalsange, hvis man vil skabe et langtidsholdbart musikalsk kunstværk.

Pete Townshends mange fremragende sange til ”My generation” er helt sikkert en stor del af forklaringen på albummets øjeblikkelige publikumssucces ved udgivelsen. Blandt numrene finder man de ualmindeligt iørefaldende sange ”The kids are alright”, ”A legal matter” og ”La-la-la-lies”, der alle efterfølgende blev udsendt som singleplader, og man finder naturligvis også titelnummeret, der allerede tidligere var blevet udsendt på single. Sangen ”My generation” indeholder bl.a. den bemærkelsesværdige linje: ”I hope I die before I get old”, hvilket er præcis sådan noget, man kan finde på at sige, når man er ung og tror, at man vil leve evigt. Heldigvis er Pete Townshend ikke død endnu, selv om han i dag er en ældre herre.

Yderligere forklaringer på debutalbummets succes finder man i gruppemedlemmernes præstationer på deres instrumenter, heriblandt Townshends formidable syngende guitar, der sammen med Roger Daltreys kraftfulde stemme og rytmesektionens dynamiske drev var med til at definere The Who´s nye musik som ”power pop”. Den betegnelse kan vel være lige så god som så mange andre.

Endnu en omstændighed, der medvirkede til at give gruppen dens gennembrud med debutalbummet, afspejles i albummets coverbillede, som utvetydigt knyttede The Who sammen med den hastigt fremvoksende Mod-bevægelse (i modsætning til rocker-bevægelsen, som udgjorde den anden af tidens dominerende subkulturer i England). Mod-tilknytningen gav med det samme The Who en stor og trofast fan-skare.

Den eneste skønhedsplet på ”My generation” er – i denne lytters ører – det instrumentale afslutningsnummer ”The ox”, som er skrevet af 3 af gruppens medlemmer, og som er både larmende og overflødigt og i bedste fald kun tjener til at sætte pladens øvrige perler i relief. Det er ikke på grund af afslutningsnummeret, man skal høre ”My generation”, og det er næppe heller dette nummer, der har fået kritikerne til at fremhæve pladen som et af de bedste rockalbums nogensinde.

Prædikatet er snarere kommet i stand på trods af ”The ox”, der dog ikke formår at ødelægge det i øvrigt gode indtryk af en stribe stærke og fyndige sange, som tilsammen udgør et værk, The Who ikke senere formåede at overgå, ikke engang med udmærkede udgivelser som ”Who´s next” og ”Live at Leeds”. ”My generation” blev i 2016 udsendt i en luksusudgave med 5 cd´er, hvor man bl.a. kan høre en stribe outtakes fra indspilningerne af materialet til LP´en. Albummet har i tidens løb modtaget en lang række udmærkelser – efter min mening med god grund.