Fraklip fra Roskilde

Kommentar om Roskilde Festivalen 2010

Urinstøvet har lagt sig oven på Roskilde-festival nr. 40. Musikerne leverede, vejrguderne leverede, gæsterne leverede, de frivillige leverede… så hvorfor er det alligevel et halvmat indtryk og en gul advarselslampe, der står blinkende tilbage efter årets fest?

Den samlede presse er enige om, at Roskilde slet og ret har drejet en omgang eller to for hårdt på den skrue, der hedder (gys!) profitmaksimering. Alt hvad der kan koste, skal koste, synes at være  budskabet – de grønneste campingområder, de nærmeste parkeringspladser, adgangstegnet til Mediebyen, der ud over presseområde også er arbejdsplads for hundredevis af branchefolk.

Til gengæld er der nedlagt to scener, hvoraf ikke mindst Astoria var hårdt savnet. Det kunne mærkes i programmets udbud, og selv om Astoria og Lounge objektivt set aldrig trak et massepublikum, bidrog deres fravær måske til den følelse af trængsel og køer overalt.

Garderoben på selve festivalpladsen er forsvundet, hvilket især er paradoksalt nu hvor endagsbilletter er blevet en fast hyldevare, og der således må være endnu flere mennesker med behov for lige at smide en taske med ekstra tøj eller opbevare noget af det indkøbte merchandise og mærkegrej, der sælges i rigt mål.

Og mest kritiseret af alt: forbudet mod at medtage egne drikkevarer. På papiret måske meget rimeligt, og almindelig praksis de fleste andre steder – men som alle gamle vaner brandfarligt at pille ved fra festivalledelsens side. Og også her et paradoksalt indgreb, når talspersonen siger, at de medbragte drikkevarer aldrig har haft den store økonomiske betydning. ’Medbragte drikkevarer’ betyder i øvrigt også varer købt på den forkerte side af hegnet; dette gik lidt for sent op for en glad gut, der blev bedt om at bunde fem nyindkøbte, kølige fadøl af det officielle fabrikat fra en officiel ølbod, inden han kunne komme ind på pladsen igen.

Alt sammen ændringer, der hver især er små, men tilsammen tegner et billede. Selvfølgelig skal festivalen tjene penge for at kunne fortsætte - men selv om overskuddet går til et godt formål, er det aldrig sjovt at føle sig plukket. Og så betyder det mindre, om billedet er fortegnet eller uretfærdigt – det er det billede, som festivalledelsen kan spejle sig i og må forholde sig til.

Så kære Roskilde: Lad nu ikke Orange Feeling gå hen og blive reduceret til et corporate slogan. Vi vil så gerne komme igen næste år...og året efter.