Genrer


Fredag i Tønder
Tønder Festival fredag den 28. august 2015
Tønder Festivalens andet døgn er påbegyndt, og musikken starter for de morgenfriske allerede kl. 10 på Open Air-scenen med folkBALTICA Ensemble, som består af 50 unge musikere fra grænseområdet med hjælp fra den kunstneriske leder violinisten Harald Haugaard. Det varer ikke længe inden de andre spillesteder kommer ind i kampen og kan divertere med blandt andet Skerryvore, Danú, Mànran, Spiro, Ten Strings and a Goat skin. Alt i alt er der lagt i ovnen til en alsidig festivaldag nummer to.
Igen i år har Tønder Festivalen valgt at etablere “Nola” det hyggelige New Orleans inspirerede område med de to spejltelte Palais de Glaces og La Gayoa, også kaldt Gajolen. De to smukke telte giver en fantastisk stemning og meget nærvær, da man som publikum er i øjenhøjde med musikerne. Eneste minus er at man er nødt til at stille sig i kø en time før koncerterne starter, hvis man skal være sikker på at kunne komme ind, da der er ret begrænset plads. Vi valgte dog at bide i det sure æble og stille os i kø for at kunne komme ind i La Gayola, hvor The Great Malarkey skulle spille - og ventetiden var givet godt ud. Alex Ware og Co. leverede en fantastisk koncert, og hvor man som publikum gik smilende og opløftet derfra helt fyldt op med energisk gypsy-punk.
Det er ikke kun The Great Malarkey, der er gengangere på Tønder Festivalen. Efterhånden er Folkeklubben blevet faste gæster i Tønder. Den folkekære trio rammer perfekt ned i Tønder Festival-segmentet og Telt 1 var fyldt til randen med dedikerede fans, som sang med på Folkeklubbens samfundsrevsende sange. Det er tydeligt at mærke at Folkeklubben elsker Tønder Festivalen, og at Tønder Festivalen elsker Folkeklubben - det er et match "made in heaven".
Traditioner er der mange af på Tønder Festivalen. En af dem er fredagens Fanø Bal med Fristadskapellet på P4 Scenen med tilhørende danseworkshop. Danseworkshoppen giver mulighed for at lære, hvordan man kan danse en ægte sønderhoning i 3/4 takter. Det er en hel videnskab, og det kræver en ihærdig indsats, hvis det skal se bare lidt fornuftigt ud. Heldigvis er der mange danseglade deltagere, som gerne vil lærer den svære kunst fra sig.
Selv om kernen af de musiske oplevelser selvfølgelig foregår på selve festivalpladsen er det også muligt at få lidt anderledes musikoplevelser ude på teltpladsen. Ved siden af Campinghøkeren ligger Campingscenen, hvor alle der går rundt med en musiker i maven kan få spilletid. Sagt på en pæn måde kan man få en meget alsidig musikoplevelse. Et af de mere kreative indslag var “Foreningen til rumsterstangens fremme”. Det omkring femten mand store band gjorde en brav indsats for at udbrede kendskabet til fænomenet rumsterstang til stor underholdning for de fremmødte publikummer. Tønder Festivalen formår at favne de skøre skæve indslag på en fin måde, samtidig med at det officielle musikprogram bliver stærkere år for år - det er en sand fornøjelse opleve.