Genrer
Fredag på SPOT festival
Dåseøl og sneakers-iførte mennesker står i spredte klynger foran Musikhuset i Aarhus. Indenfor er stemningen lige så afslappet. Der sludres over en chili con carne. Det finske band Kiki Pau spiller velkomst-foyer-guitar. Det føles ganske rigtigt, det er SPOT festival.
Det fede med SPOT er kontrasterne. Efter det første møde med tung og selvoptaget guitar, har hip hop-gruppen Vild $mith gang i en ret festlig debutkoncert. Der er referencer til Rap fyr i L.A., penge og damer – de skal nok blive til noget stort en dag.
I foyeren har en stor mængde samlet sig omkring det aarhusianske band Ulvetimen. Som de andre drages jeg også som et møl om den standerlampeoplyste scene og gruppens charmerende karisma. Forsangerens stemme minder om en Peter Sommer (med en bedre vokal). Det er folk-musik med stor tekstlig dybde, det er storytelling, det er godt.
I køen til Broken Twin når vi lige at få starten af Tako Lako med. Inden nogen for alvor når at registrere, de er gået på, skydes en balkanfest i gang med psykoviolin. Vi når at trække på smilebåndene inden køen leder os ind i mørket af lille sal. Her skal siddes pænt på stolerækker. Ud fra det dybsorte mørke træder Broken Twin, en ung kvinde, et keyboard, en mand, en violin og et udvalg af lydpedaler. Den minimalistiske instrumentering står i dyb kontrast til hendes overvældende vokal. Hun gør ikke noget stort nummer ud af sig selv, det er vokalen, der bærer hele koncerten. Det er lidt ærgerligt at hendes person - trods den store stemme – kommer til at træde i baggrunden for violinistens insisteren på opmærksomhed i de to tredjedele af koncerten, hvor han ligger på knæ på gulvet og roder med lydpedalerne.
Udenfor igen. For dælen der er fest. Balkanrockerne fra før har fået samlet en enorm menneskemængde. Akkompagneret af førnævnte violin råber forsangeren ”Let me see your fucking hands. Dance people”. Som sagt, så gjort.
Einar Stray er storladenhed på norsk. Ti minutter lange post-rock numre krydret med violin og cello. Lyden minder i udpræget grad om danske Lis er Stille. Forsangerens udtryk er til tider skabagtigt, men bare ét blik på hans ansigtsudtryk forsikrer dig om, at han virkelig mener det. Trods storladenheden i lydbilledet er og bliver Einar Stray dog norske og vinder derved på charmen. Især den kvindelige cellists valg af mangefarvede, stribede strømper sidder lige i skabet.
Fredagens mest energiske og festligste højdepunkt var dog ubetinget MØ. For sevans, det var godt! Jeg glæder mig allerede til lørdagens SPOT.