Freddie genopstod under Skanderborgs bøge

Anmeldelse: Queen Machine, Rytmehans, Smukfest 2012. Fredag den 10. august 21.30.

BibZooms yngste anmelder har kastet sig over sin forældres generations musik. De musikalske barnesko blev trådt til lyden af kassettebånd i bilradioen og forbudte opdagelser ved den fine plade spiller. Nu er det blevet tid til et gensyn. For at se, om barndommens ikoner har overlevet tidens test.

Det er simpelthen ikke fair at kalde Queen Machine for kopimusik. Det ejerskab, som Bjarke Laursen og resten af bandet tager over et af musikhistoriens største navne, tåler ikke sammenligning med det, der på daglig basis udspiller sig på landets musikskoler.

De store sko, der skal fyldes ud, når man prøver at løfte arven fra et af de mest banebrydende rockbands, er umulige at fylde. Men den entusiasme og energi, som det danske coverband disker op med, er fuldstændig forrygende.

Nok havde de både Thomas Buttenschøn, Kent og Reptile Youth at kæmpe med om opmærksomheden, alligevel var der rekordstort fremmøde på Rytmehans. I alle aldre var festivalfolket troppet op for at mindes, hædre og synge med på en perlerække af hits.

Festfyrværkeriet fik frit løb allerede fra første storfe af åbningsnummeret ”A Kind of Magic”. Det blev efterfulgt af ”Somebody to Love” og ”I Want it All”. Fra podiekasser på scenekanten viste guitaristen, at han ikke bare har lært hver eneste tone i de raffinerede guitarsoloer. Han har også lært at føle. Og det er essentielt, når man forsøger at viderebringe den kolossale musikarv, som Queen og Freddie Mercury har givet verden.

Forsangeren imiterer ikke, han lever og ånder for at bringe musikken videre, og det var tydeligt for enhver, at han var stolt over æren ved at stå med ansvaret for at levere den fest, som publikum havde set frem til.

Stilen var sikker og blev kun brudt, da komikeren Simon Juel blev inviteret på scenen til et enkelt nummer. Her knækkede forsøget på at lade musikken have hovedrollen, og det var slet ikke nødvendigt for at holde publikums fokus fikset.

Heldigvis bragte ”I Want to Break Free” og ”We Are The Champions” hurtigt koncerten tilbage på rette spor, og der blev skrålet med, mens tiden blev skruet tilbage til den magiske koncert på Wembley i 1986

Festen sluttede med en kort udgave af ”We Will Rock You”, hvorefter ”Bohemian Rhapsody” lukkede i et brag af fyrværkeri og ild.

Der er ingen, der formår at løfte arven fra Freddie Mercury, men det forsøg, som Queen Machine gør, er helt fantastisk. Selv om der var flere store hits, som havde været oplagte at spille, nåede de rundt om både de storladne popoperaer og de hårdtslående rockhits.