Fremragende Julianna Barwick på Jazzhouse

Julianna Barwick der med august-udgivelsen ”Nepenthe” har høstet flotte anmeldelser, inviterede søndag aften på koncert i intime rammer i Jazzhouse.
Med afdæmpet belysning og stearinlys på bordene, var rammerne helt ideelle for en spirituel dannelsesrejse.
Julianna virkede også fra første øjeblik hun trådte på scenen, som om hun fandt sig godt tilpas indhyllet i søndagsstemning og levende lys. Bag sit Keyboard, navigerede hun sit publikum igennem sine lydlandskaber, med en imponerende musikalitet og sangteknisk med en spændvidde, der uden besvær bar den skrøbeligt fine vokal, hen over det meste af akkord registeret.
Via Loop station og med god mængde rumklang opbyggedes hvert enkelt nummer nøjsomt af fyldige lag, der smøg sig ud og ind imellem hinanden og forenedes i et flerstemmigt kor på smukkeste vis. Ofte var det svært at høre præcis hvad det tekstmæssige indhold måtte være. Men en stemning af melankoli, der til tider nærmest eksploderede i skrig, tilvejebragte et sanseindtryk der mere end overflødiggjorde værdien af et sprog i den gængse forstand. Hun formåede at skabe sit eget.
Juliannas sarte klaverakkorder i samspil med guitarist, Scott Belles pikante fingerspilsfinnesser, skabte nuance og variation og fungerede næsten som vejviser for den til tider monotone vokalside.

En film blev afspillet som et indrammende bagtæppe og fungerede eminent som den tredje aktør på scenen. Ligesom sangene bærer præg af kontraster imellem det simple, forløsende og ligefrem kaotiske - var filmen også en overvældende oplevelse af indtryk. Billeder af havets bølger bliver afløst af en måge der flyver højt i skyerne som bliver afløst af sneklædte bjerge, omridset af en mand, en eksploderende gejser for derefter af gøre holdt ved en kvindekrop der ligger livløst (?) i vandet. Kroppen bliver filmet fra alle vinkler og man forvirres og forundres af hvordan denne scene på én gang er tragisk og trist men samtidig utroligt smuk.

Juliannas fascination af Island var ikke til at overse og afbilledes i filmen i de flotte naturskønne ogivelser på øen – hvor seneste album, Nepenthe også blev indspillet. Nepenthe, der på oldgræsk betyder et stof der sletter følelser af sorg og smerte, kunne meget vel fungere som titel på denne lille film eller for den sags skyld hele denne aften. Det var i sandhed stemning der var i fokus og de mange indtryk forplantede sig som en varm og god afslutning på en weekend i oktober.