Fremtidens format

Cd'en kom på markedet i 1982. Næsten et halvt århundrede senere er lp’en endnu ikke forsvundet. Den er ude på et sidespor, javist, men altså ikke væk. Store pop-udgivelser kommer typisk både som cd, dvd og lp, og vinylen dyrkes inderligt inden for bl.a. electronica.

Derfor skal man heller ikke vente, at cd'en er forsvundet til næste år, sådan som kloge hoveder har påstået siden årtusindskiftet. Men at den i en nær fremtid vil indtage samme ydmyge plads som vinylen er der ingen tvivl om. Fremtiden tilhører download og streaming. Og måske bliver dette så endestationen for musikkens udvikling som håndgribelig vare – fra valser og voks over lakplader, vinyl og cd-skiver – til noget uhåndgribeligt. Musik bliver noget, man køber, låner eller stjæler i elektronisk form.

Vejen går mod større sammenhæng i medieforbruget. Bøger, film, musik, nyheder og anden information kan hentes ind og konsumeres via en lang række apparater, som hver dag bliver mindre og kan mere. Endestationen for denne udvikling er let at forestille sig: en lille håndholdt ting, som simpelthen kan det hele. Tv, internet, sms, gps, radio, billedtelefoni, you name it.

Med andre ord - en iPhone? Er vi allerede nået frem? Nej, selvfølgelig ikke. Producenterne skal stadig tjene penge, og derfor fortsætter de med at udvikle. Alligevel er det et faktum, at vi her og nu kan købe en modtager til alverdens information og underholdning. Altid ved hånden. Og måske for meget på én gang. Kan øjne, ører og hjerne blive ved at følge med maskinerne? Er man interesseret i denne problemstilling, kan det anbefales at dykke ned i Nicholas Carrs bog The shallows, som beskriver, hvordan de nye medier ændrer vores måde at tænke, huske og omgås på.

Forbruget af musik samles i et eller nogle få apparater – og mainstream-musikken bliver koncentreret om stadig færre, stadig større navne, hvis nye udgivelser præsenteres som verdens ottende vidunder og lanceres i alle medier på én gang. Udviklingen går på den ene side mod sammensmeltning og forenkling, mens musikmarkedet som helhed derimod vil blive ganske kaotisk. Det skyldes den gør-det-selv mulighed, som de elektroniske medier tilbyder. Allerede nu er der meget musik, som indspilles på en pc hjemme i soveværelset, og som kunstneren selv distribuerer via nettet. Det er en tendens, som givetvis vil eksplodere i de kommende år. Stadig flere håbefulde musikere vil sende ufærdig, underlig og unødvendig musik ud på nettet. Så vi får en uoverskuelig elektronisk jungle, hvor der selvfølgelig også kan gøres gode fund.

Hvordan lyder mon fremtidens musik? Her kan man kun gætte, og udmale scenarier, som altid vil være påvirket af ens personlige smag. Det bliver som man håber – eller frygter. Mit eget (dødkedelige) gæt er, at de tendenser, vi ser nu, simpelt hen vil fortsætte. Altså ...

At der stadig vil være et stort publikum til Bach, Mozart og de andre gamle drenge, men at indtagelsen af klassisk musik vil blive stadig mindre højtidelig og ritualiseret. Bare fødder og t-shirts i Den Kongelige Opera.

At populærmusikken vil fortsætte i et utal af genrer og undergenrer, som dels dyrkes af fans i ren form, og dels befrugter hinanden og flyder sammen i nye klange. Sambametal. New age folk. Countryjazz med et skvæt punk og arabisk sang.

At nye generationer vil blive ved at genopdage Abba, The Beatles, Duke Ellington og Miles Davis. Og at gammel vin fortsat vil blive hældt på nye flasker – fx som vi for nylig har genhørt heavyrock fra 1970-80'erne, nu blot med betegnelsen "true metal".

At populærmusikken vil blive markedsført i stadig skrappere indpakning, både på scenen og i musikvideoen. Mere vold, mere porno, dybere ind. Se på Madonna, gang med Triers "Antichrist" og læg tyve procent til hvert år. Intet er os helligt, for det handler jo om penge.

Og selvfølgelig vil Bob Dylan stadig være på landevejen med sin neverending tour, uanset hvor langt vi kigger ud i fremtiden ...

Artiklen blev oprindelig bragt på Bibzoom 29. april 2011.