Genrer
Frode Haltli: Air
Når koncertoplevelsen mangler
"Intet er fastlagt på forhånd i Hans Abrahamsens og Bent Sørensens musik," skriver den norske accordeonist Frode Haltli i covernoterne. Det er jeg nu ikke så sikker på. Der er nogle ting, vi ved, begge komponister vil levere. Et Sørensen-partitur vil for eksempel vanligvis bede musikerne lave lyde med noget andet end deres instrumenter, og det vil sandsynligvis ikke ligge langt fra komponistens etablerede musikalske stil.
Faktisk er It is pain flowing down slowly on a white wall ærketypisk Sørensen. Vi hører komponistens typisk udtværede, tonale harmonier – så uhåndgribelige som røg. Vi hører virkninger af tid og forfald, da hele lærredet uafvendeligt glider ned mod støvet. Og ja, vi hører ekstrainstrumenterne og instruktionerne: Medlemmer af Trondheim Solistene spiller på deres strengeinstrumenter, så nynner de, så spiller de harmonikaer, og til sidst bedes de forlade scenen. En enlig violinist dukker så op bag publikum og indlader sig på en duet med den ensomme accordeonist.
Disse fysiske indslag kommer ikke til deres ret på en lydoptagelse, selv ikke en så stemningsfuld som denne. It is pain flowing down slowly on a white wall skal opleves live; uropførelsen i Trondheim Katedral i 2010 var usædvanlig stemningsfuld. Den ekstreme finfølenhed, der er kræbet ind i Sørensens musik i det seneste årti eller mere, finder en fascinerende partner i Haltlis accordeon. Heldigvis går det ikke tabt på indspilningen. Sigrids vuggevise (2011), oprindelig et klaverstykke skrevet til Leif Ove Andsnes' første barn, anvender en blid melodi bygget over Sørensens yndlingsintervaller indkapslet af flere af disse udtværede harmonier.
Imens Sørensens brug af neobarok kontrapunkt ofte beskrives som kalligrafisk, opleves Hans Abrahamsens kontrapunkt mere forhistorisk og evig. I Air (2006) for solo-accordeon afspejler han den modsatrettede bevægelse i instrumentets mekanik, men musikken er så resonant, at det ville fungere på hvilket som helst instrument. Som kontrast er de Tre små nocturner (2005) for strygekvartet og accordeon uadskillelige fra accordeonets nænsomme åndedræt og um-ti-ti-folkemusik. Altlis spil viser, at ægte sensititet og mådehold er ligeså vigtigt på accordeon som på et koncertflygel.