Gakkede gymnaster glimrede i glædesrus

Dansetrangen kunne få frit afløb, da tUnE-yArDs flippede ud i en musikalsk legestue.

Hvis man bad en afrikansk musikgruppe om at spille balkanmusik, kunne resultatet sagtens lyde som tUnE-yArDs, der spillede op til fest lørdag eftermiddag på Odeon. Overraskende er det derfor at kigge op på en scene, hvor der står otte mælkehvide amerikanere i campingtøj og gymnastikdragter. Det syn er i sig selv mærkværdigt på en velrenommeret musikfestival, men at de lyder som en blanding af Sarajevo og Serengeti er et mysterium.

Løsningen hedder Merrill Garbus. Projektet tUnE-yArDs er nemlig hendes, og den ultramusikalske frontkvinde er det bærende element på scenen. Til koncerten på Roskilde Festival havde hun allieret sig med en bassist og to saxofonister. Alle tre klædt i klassik campingoutfit med svedbånd om hovedet og pangfarvede fritisdssæt. Udover dem rummede scenen også fire kvindelige dansere klædt i gymnastikdraget og med glimtende gamacher.

”Dans. Ikke for vores skyld, men for jeres egen,” lød budskabet allerede fra start.

Med en forvokset ukulele i hånden, en tromme på hver sin side og en looppedal ved foden ledte Merrill Garbus an i en musikalsk legestue nærmest uden regler. De dansable  rytmer stakkede hun ovenpå hinanden i et forrygende tempo, hvorefter hun brugte sin nærmest afroagtige stemme som byggeklodser til heftige harmonier.

Melodierne bød sjældent på hørbare tekster, og meget af tiden var det nærmest udelukkende aue og iha, der kunne synges med på. Kraftigt inspireret af traditionel afrikansk musik sang hun publikum ud på dansegulvet, og med skæve rytmer og bassen som modspil skabtes et unikt udtryk.

De to saxofoner spillede både med hinanden i flydende akkorder og kæmpede mod hinanden i modsatrettede temastykker, som det, der indleder ”Bizness”.

Med et stort overblik og en livsglad energi blev numrene skubbet over scenen af et band, der mest af alt lignede en søndag aften i et musiklokale på en højskole uden hash-regler.

I længden blev det dog lidt omstændigt, at hver eneste nummer skulle bygges op på samme måde, og flere af dem kunne uden problemer have været et par minutter kortere. Det fleste numre udviklede sig kun lidt, når opbygningen af dem var færdig, og derfor skulle man være med på dansefesten, for at nyde koncerten fuldt ud.

Til gengæld var det så oplagt at flytte fødderne, at selv danske Efterklang må have sendt et par misundelige blikke, mens de prøvede at stå stille under teltdugen.

Garbus’ vokal er imponerede, musikken er glad og fyldt med energi, men der mangler et par regulære hits, hvis tUnE-yArDs skal levere en fantastisk koncert.