Gammel rødvin på nye flasker

"Et spøgelse går gennem Europa", ja sådan starter jo Marx og Engels i 1847 deres manifest for kommunismen. Og aldrig stod kommunismens "spøgelse" stærkere i kunsten end i 68'ernes storhedstid i 1970'erne, hvor vi i Danmark bl.a. fik musik- og kunstkollektivet Røde Mor (dette stykke skriveri vil kun beskæftige sig med det musikalske udtryk i gruppen, med en Troels Trier hele vejen igennem som den musikalske og tekstlige knastakse, og så med skiftende besætning på instrumenter og supplerende sangskrivning) som et vægtigt og folkeligt alternativ til den fimsede og etablerede kunst for de få, rige (fy!) og eksklusive. Omkring 1980 blev der lukket ned for de røde farver i samfund og kultur - men årtier senere, hvor alle regnede med at de Røde Mødre var på plejehjem, drog bandet på en lille genforeningsturne og manifesterede sig med en mammut af en box med alt hvad de nåede at skære på vinyl (og lidt bonus i form af obskure båndoptagelser) gennem deres syv-årige eksistens i 70'erne.

Man skulle nok tro at agit-pop og politisk kamp er en dårlig cocktail for langtidsholdbar kunst, men sådan er det jo ikke når man blander budskaberne igennem med talent. Og talent det havde Røde Mor - uanset om man er enig i deres kamp og syn på sagen eller ej. Så her følger nu en vurdering af samtlige box'ens otte plader set udfra dagen i dag, dvs. med en lettere satiriserende og overbærende vinkel på det politiske og et strengt øre (kan man det?) på det kunstneriske. Begge måder at lytte på er sikkert lige givtige, men alene den kunstneriske, som det vil vise sig, er så sandelig givtig nok i sig selv. Og for dem, gamle som nye lyttere, der tror Røde Mor i kisten sammen med alt det andet skramlede og bulede arvesølv fra 70'erne er der bare at sige: Tro om igen!

1 - Bonus cd (1970)

Cd'ens 16 numre består for de første fire af den fantastiske ep Johnny gennem ild og vand, der solgte i 80.000 eksemplarer og siden er blevet både kult og samlerobjekt. Så følger fire sange fra Røde Mor illustreret sangbog og to fra ditto nr. 2. Endelig er pladen fyldt op med ting og sager gravet frem fra Nørrebros Radio - slumstormernes kommandocentral i 70'erne. Personlig vil jeg mene at det kun er den af spansk guitar indpakkede lille søde sag "Du drømmer om sværdet" (fra Røde Mor illustreret sangbog nr. 1 - findes i øvrigt også i en lidt for "overpæn" version på Rok Ork nedenfor), der overhovedet kan bide skeer med den overlegne ep, hvor Lil' Johnnys mund både giver os et første glimt af Triers poetiske geni ("Lufthavnens arme fanger flyverne ind / de trætte fugle vender hjem / Lil' Johnnys mor står i den kolde vind / Lil' Johnnys mor venter på sin dreng"), men også en sang som viser os at Røde Mors bedste materiale stadig er gangbar mønt i vore dage. Det her er ganske enkelt et stykke af det mest glimtende guld i kronen på den danske rock.

2 - Rok Ork (1971)

Kernen i kollektivet blev her udvidet betydeligt med bl.a. sangskriverne Michael Boesen og Finn Sørensen, og således blev den primært latinsk inspirerede Trier suppleret med en traditionel rock'n'roll tilgang (Boesen) og Sørensens galgenhumoristiske slagsange. De to sidstes bidrag tilsammen deler med Trier pladen over i to, med Boesens og Sørensens samarbejde om "Strømer, kom og dans med mig" (kan man overhovedet sige noget fornuftigt til en sådan titel?), "Spænd livremmen ind" (som er en nærmest De Gyldne Løver-agtig sag - og faktisk ganske interessant!), "Sanseløs?" (som er en hardcore udgave af Kim Larsens senere og blåøjede bidrag til en arbejdersang med "Blip Båt") og "EEC-rok" ("At proletarerne bliver magre, det' der ikke noget ved / Så vi sir socialisme skisme nej til EEC" - og hva'be'har?). Det er dog Triers bidrag, der er de mest synlige for de historiske øjne som stærkt og nøjagtigt vidne på 70'ernes danske arbejderkultur, og sjældent har han været mere skarpt sansende end med ikke mindst "Nylonvinden", "Rotten" og "Vuggesang". Ved siden af "Lil' Johnnys mund" er de klart de vigtigste sange, Trier og Røde Mor i det hele taget har leveret i starten af kollektivets liv. Det er først på Betonhjertet (1975), at Trier genfinder den overlegne stil som poetisk nøjagtigt fortæller os om den kolde vind i forstæderne før januarudsalget ("Nylonvinden"), giver os en veritabel kulturens dystopi ("Nu blomstrer natten / og byens lys er tændt / Nu gløder mørket / i byens krater af cement" - som det hedder på tangoen "Rotten") samt ikke mindst den, stadigvæk i dag, politisk overlegent disponerede "Vuggesang", om vores rige og søde søvn før opgøret med den tredje verdens elendighed vækker os. Stor, stor kunst.

3 - Ta hvad der er dit (1972)

Udskiftningen af personel i venstrefløjskollektiver pga. politisk divergens var ganske almindelig i de dage, så på denne anden reelle plade var Røde Mor reduceret til brødrene Lars og Troels Trier og den nytilkomne Kim Menzer fra Burnin' Red Ivanhoe. Sidstnævnte gav gruppen en indsprøjtning af jazz og professionalisme i produktionen. Ud var bl.a. gået de to andre sangskrivere i kollektivet, Michael Boesen (senere Overkaj i 5 x Kaj) og Finn Sørensen. Og således var Troels Trier ene om posten som sangskriver, og sandt at sige er det denne plade der bedst viser, at hans geni ikke er en isoleret entitet, men florerer i sam- og modspil. Og modspil mangler han tydeligvis på pladen, så hvis det ikke var for den noget nær geniale "Du bliver først menneske når du dør" (vi er her til en funktionærs begravelse hvor hans omgivelser pludselig indser, for sent, at han ikke bare var en brik i produktionsmaskinen, men også et menneske) burde denne plade arkiveres lodret på Arbejdermuseet!

4 - Grillbaren (1973)

En utrolig retur til form! Kollektivet har tydeligvis vokset sig ud i noget nyt og større med tilgangen af Peter Ingemann på bas og vokal og Peter Mogensen på trommer. Måske var sidste plade en fin ting i sin egen tid, men med tilbageskruede ører er det så sandelig Grillbaren, der står som Røde Mors første fuldendte mesterværk - ingen svage sange, hver og en har i det mindste en eller flere gode ideer, og hvor ideerne er stjålet er der stjålet med charme, og så må man jo godt! Der lægges ud med to sange (den politiske smædevise "Al magt til folket" og miljøsangen "Fuglene"), der elegant sætter sine budskaber til rådighed med folkemusik. Især "Fuglene" er ganske foruroligende, ja den starter med en nærmest horrorfilm-agtig figur af overlegen poetisk styrke med fugle, der falder ned fra himmelen ("En vinternat gik jeg ud / og søen den var blank af is / Ingen spor på markens hvide hud / kun månen skinned dødt i nattens dis / Da faldt en flok af fugle ned fra himlen / i et nu var luften fuld af skrig / Jeg stod forstenet midt i fuglevrimlen / - på et øjeblik var det forbi"), men illusionen bliver dog, med moderne ører, brudt når det viser sig at fuglene er faldet ned pga. forurening - det scenarie er sgu nok lidt svært at skrive sange over i dag. "Hotel España" er stedet hvor Trier for første gang introducerer den lille bulefede, intolerante gennemsnitsdansker i sparkedragt og med en næse så lang som Pinocchios - genial satire, hvor et humoristisk håndværk let og elegant sniger stadigvæk aktuelle budskaber om småborgerlighedens fadæser og dumheder ind under huden. "Automathallen" er en nærmest Steppeulvsagtig sag - hvilket måske ikke er så mærkeligt, eftersom det er Peter Ingemann, der sammen med Niels Brunse (som i øvrigt er den tekstskriver for Røde Mor som tiden har haft sine tænder mest i - det er godt nok fæl anakronisme i dag at læse hans stive og firkantede slagsange) har skrevet sangen, og selvsamme Ingemann har jo tidligere optrådt i bl.a. Young Flowers, som var af ganske samme generation og intention som Steppeulvene. Og så er vi ellers elegant ovre i pladens perle i form af titelsangen; en sang så god at næsten alle ideer senere blev (gen)brugt af Trier og konen Rebecca Brüel i deres, i øvrigt fantastiske, "Taxa" fra lp'en Bøf med løg (1987). Og sådan bliver det kunstneriske overskud ellers ved med fæste sig (afslutningsvis skal lige den Giro-413-agtige sag "Jeg har ikke en chance" lige nævnes som et stykke genial satire - igen!), og muligvis er titelsangen den ene sang, der står ud på en "greatest", men hele denne samling er sandelig velfortjent til mere end bare en enkelt lytning.

5 - Linie 3 (1974)

Med Kim Menzers afgang gik gruppen nu i studiet som ren rockgruppe, og med en Trier der for det første har lagt sit latinsk/spanske udtryk på hylden, men også har flyttet sit personlige udtryk overvejende over i solo-arbejdet med debuten Rosa, gives der pludselig mere plads til de andre i gruppen, og især den nytilkomne Henrik Strube ses ganske tydeligt i lydbilledet. Som blind Trier-fan er jeg dog ikke bleg for (igen) at udnævne hans sange til de bedste på albummet, og her især den fantastiske, stadigvæk aktuelle, "Dør om dør", der tematisk allerede var blevet indvarslet med sangen "Grillbaren", nemlig to potentielt elskende der hele tiden går fejl af hinanden ("Hun ved alt om Prins Henrik / han ved alt om sine tændrør / Men hvad ved de om hinanden / selv om de bor dør om dør?"). Et tema han skulle komme tilbage til igen og igen i det senere samarbejde med konen Rebecca Brüel efter Røde Mor. Og med den overlegent svedige sag af en rockbanker i "Rotterne revolterer" er konklusion til de nysgerrige ører ganske klar: Vi hører os her et helt igennem glimrende rockalbum, og ja tak!

6 - Betonhjertet (1975)

Med tilgangen af gøglerparret Leif Sylvester Petersen og Erik Clausen var scenen, bogstaveligt talt, sat for denne rockopera om forstædernes og betonhjertets Sylvester. En lille mand fanget i systemet og på scenen spillet i slåbrok af Leif Sylvester selv, der i øvrigt intet selv siger på pladen, men som imellem numrene introduceres og kommenteres af sin læge, Erik Clausen. Optagelsen er live på Tatuba i København og fungerer faktisk forbløffende godt her så mange år efter. Måske er scenesætningen i starten af cd'en lidt af en lidt langtrukken affære -  f.eks. dedikeres den ellers glimrende "Uret" helt og holdent til det selvoptrækkende guldur Sylvesters far får i 50 års jubilæum - inden vi når frem til de mere "psykologiske" og vægtige sange om Sylvester. Men så får vi også guldet i de to fantastiske kærlighedssange "To sjæle samme ensomhed" ("Jeg kan se på dit ansigt du er træt / og dine øjne afslører du har grædt / Og selv om din mund nu adlyder dig og ler / ved jeg godt hvorfor vi mødes her") og den direkte hjerteknugende "Brevet" ("Entreen er tom - hendes tøj er borte / han lammes af en pludselig skræk / Skabene gaber tomme og sorte / og han ved hun er væk / På sofabordet ligger et brev / han hoster nervøst - han er hæs / udenpå står: Det er længe siden jeg skrev / det her men prøv at læs"). Den ny ensomhed kaster selvmordsforsøg og sindssyge af sig og de indfattes nu i de to klaustrofobiske sange "Ud af skyggerne kom de" og, efter det hvide snit, "Hotel Psyko". Meget effektivt. Til sidst sluttes pladen dog af med den fandens anakronistiske "Brødre lad våbnene lyne" - for ufriheden i Sylvesters liv er naturligvis at ikke alle kan være frie, og det lyder jo ganske meget som Sartre, men som Røde Mor selv skriver i noterne til "Vampyren" (læs: kapitalisten): "Han [Sylvester] er blot et symptom på hele det kapitalistiske samfundssystems umenneskelighed"! Så hvis ikke den fantastiske illusion af totalteater, rockcirkus og kunst på denne plade skal briste her så mange år efter, så stop for guds skyld før sidste nummer! Betonhjertets ulykkelige fortælling om Sylvester har i øvrigt været stor inspiration for Magtens Korridorer. Sylvester som symbol bruges ikke mindst på "Fnasksangen" ("I et fnaskhus i Sundyvester ligger Sylvester / han har drukket alt for meget, røget alt for meget hash") fra deres fantastiske cd Bagsiden af medaljen. Så Røde Mor fik skam sine børn!

7 - Hjemlig hygge (1976)

Konceptet fra Betonhjertet blev ført videre over i rock-revyen Hjemlig hygge fra sommeren 1976 - dog med den forskel, at de skærende socialistiske paroler nu er væk og helt erstattet af en gennemført satire for at fokusere på den almindelige danskers fremmedgørelse og isolation i velfærdssamfundet. Og resultatet er så klart det mest folkelige fra Røde Mor, men så sandelig også kollektivets, efter min mening, bedste plade overhovedet. Selv uden klassikere som anti-alkoholiker-sangen "I emhættens skær", den smægtige (!) "Smæk" (hvor Triers versefødder er sat bedre end nogensinde, hør bare her: "Så sagde jeg til min kone: "Hør min ven / nu smækker jeg dig!" Men hun smækked igen / Hun ramte mig lige i øjet og jeg skreg: "Av for Søren!" / Så for jeg ud og så smækked jeg med døren") og "Ta' på landet" ("Nej hvor er den solnedgang fantastisk / Selve solen er som bukket i neon / og skyerne som støbt i plastik") -ville resten af pladens numre sagtens kunne holde vand - ja, selv Erik Clausens eneste bidrag til kollektivet i form af "Bolighaj" er jo sørgeligt aktuel igen. Nok er "Lil' Johnnys mund" fra debut-ep'en det enkeltnummer, der vil give Røde Mor det hurtige opslag i fremtidens store fortælling om dansk rock, men det er så sandelig med Hjemlig hygge at de har givet os deres album-mesterværk. Cirklen er sluttet.

8 - Sylvesters drøm (1978)

Gruppens mere eller mindre posthume plade (for i hvert fald deres kreative liv!) er indspillet live ved to koncerter i Saltlageret, december 1977 og er som en slags opsamling blevet forstået som en "greatest hits" - og det selv om mange af de bedste sange "brillierer" ved deres fravær (f.eks. er der ikke en eneste sang repræsenteret fra hverken den overlegne Grillbaren eller den endnu mere overlegne Hjemlig hygge - og så meget for "greatest"!). Oveni er der dog to numre som aldrig har været udgivet før, "De hvide kitlers land" og "Ud af skyggerne", men ingen af de to når dog nok omkring til overhovedet at blive en parentes om noget som helst, så dem der har overlevet de første syv plader (og stort tillykke til dem!) kan roligt stoppe op ved godt og veludført arbejde ved denne sidste plade i boxen. Røde Mors totalteater og rockcircus kommer nemlig her ikke specielt godt ud over højtalerne - man sku' sgu nok ha' været der sæl!

Bestil boxen hos dit nærmeste bibliotek

Først bragt påBibzoom 17.4.2013