Gary Brooker 75 år

I efteråret 1970 var jeg til koncert med Procol Harum i Fyens Forum, men med skam at melde husker jeg ikke meget fra begivenheden – mens jeg udmærket husker koncerterne samme sted med The Who, The Kinks, The Rolling Stones, Country Joe McDonald, osv. Til gengæld husker jeg tydeligt mit første møde med gruppens singlehit ”A whiter shade of pale”, da pladen blev udsendt i foråret 1967. Lige fra de indledende, dystert brusende orgeltoner spidsede jeg ører, for jeg havde aldrig tidligere hørt noget lignende – og det har jeg sådan set heller ikke gjort sidenhen. Procol Harums allerførste udspil var dybt original på rockscenen i 1967, og trods musikalske lån fra salig Johann Sebastian Bach rummede ”A whiter shade of pale” så rigeligt med nytænkning, at nummeret gjorde et uudsletteligt indtryk på alle, som hørte det. I sandhed et stykke langtidsholdbar musik!

Procol Harum var et stort navn inden for rockmusikken omkring 1970, hvilket bl.a. også gav sig udslag i de fyrstelige priser for billetterne til koncerten i Fyens Forum i 1970: 25 kr. pr. billet (men så var garderoben også inkluderet)! Hovedårsagen til gruppens succes var ret let at sætte navn(e) på: komponisten og klaviaturspilleren Gary Brooker og tekstforfatteren Keith Reid, som sammen skabte Procol Harums karakteristiske, skæbnetunge musikunivers. Organisten Matthew Fischers navn bør dog også nævnes i forbindelse med årsagen til Procol Harums succes – efter en retssag i 2005 blev Fischer retfærdigvis krediteret som medkompositør til ”A whiter shade of pale”.

Gruppens tungt fremadskridende musik med de kryptiske tekster blev nok tydeligst eksemplificeret i det skelsættende gennembrudsnummer; men også i en række af Procol Harums øvrige sange fra gruppens tidligste dage møder man en musik, der både er dramatisk og iørefaldende, og som bag den spektakulære facade rummer nogle dybere lag med en uheldsvarslende stemning af død og undergang. Procol Harums tidlige musik kan bestemt ikke karakteriseres som easy listening eller feel-good-musik; men hold da op, hvor lyder den godt!

Gary Brookers senere karriere

Procol Harum udsendte en stribe fine lp'er i årene 1967-1977, hvorefter gruppen gik i opløsning. Selv om medlemmerne i 1991 forsøgte at gendanne Procol Harum, blev det aldrig det samme som før – og især var de nye udgivelser med gruppen ikke så spændende som udgivelserne fra storhedstiden 1967 til 1972, hvor guitaristen Robin Trower forlod gruppen. Måske var inspirationen hos Brooker og Reid ikke længere den samme, eller måske var det nyhedens interesse, der var borte. Procol Harum fortsatte dog med at udsende nye cd'er og spille koncerter – bl.a. i Danmark – og gruppen eksisterer faktisk endnu; men med al respekt må man altså tilbage til slutningen af 1960'erne for at finde baggrunden for dens berømmelse.

I 1979 udsendte Gary Brooker sin første solo-lp, No more fear of flying, og i løbet af de følgende år fulgte et par stykker mere – med et absolut høreværdigt indhold, men med begrænset kommerciel succes. I 1979 blev Brooker fast medlem af Eric Claptons daværende band, og han nåede at være med til at indspille en enkelt cd i denne musikkonstellation, inden bandet blev opløst i 1981. Brooker og Clapton forblev imidlertid venner efter opløsningen, og de to har siden spillet sammen ved adskillige lejligheder, bl.a. ved mindekoncerten for George Harrison i 2003. Desuden har Brooker arbejdet sammen med bl.a. Ringo Starr og Bill Wyman i løbet af sin senere karriere, så han i dag kan se tilbage på et langt og indholdsrigt musikliv – men han må affinde sig med, at højdepunktet i hans karriere indtraf ganske kort tid efter starten på samme karriere.

Tillykke med 75 års fødselsdagen skal det lyde herfra til ophavsmanden til en af rockmusikkens mest markante sange nogensinde. Læs mere om Gary Brooker og Procol Harum på hjemmesiden procolharum.com eller på hjemmesiden classicbands.com.