Gøgens kukken

En af de mest karakteristiske naturlyde i den danske sommer er gøgens kukken. Selv om det nok ikke er alle, der har set en gøg, har alle hørt dens umiskendelige ”kuk-ku”, som ofte gentages i lange serier. Gøgens ankommer først til Danmark fra overvintringsstederne i Afrika i begyndelsen af maj, så den har travlt, når den skal nå at lægge sine æg i forskellige værtsfugles reder - ét æg pr. rede. Efter parringen og æglægningen har de voksne gøge til gengæld ikke mere at gøre med udrugning og opfostring af den nye generation – det tager værtsfuglene sig af. Efter ca. 3 uger er gøgeungen i flyvefærdig og er i princippet klar til at forlade Danmark, hvilket som regel sker i august-september. Gøgen er en almindelig fugl i hele Norden – men dens yngleforhold er særdeles ualmindelige, og det er sikkert hovedårsagen til, at gøgen optræder så relativt ofte i folketroen, i litteraturen og i sangtekster.

Gøgen i danske sange
En af de mest udbredte danske sommersange, H.C.Andersens ”Hvor skoven dog er frisk og stor” (1850), har tildelt gøgen en helt central plads i sangens omkvæd: ”Kuk-kuk, kuk-kuk, faldera”. Gøgen indtager også en vigtig rolle i selv sangteksten, hvor det bl.a. hedder: ”Af kukkeren jeg vide får/ hvor mange kys og leveår”. Ifølge folketroen fortæller antallet af gøgens kuk nemlig, hvor mange år lytteren har tilbage at leve i; men det gælder kun for ældre personer. De unge derimod lytter til gøgens kukken for at finde ud af, hvor mange kys de har til gode. Det hørte afhænger af den, der hører.

Også i Thøger Larsens sommersang ”Danmark nu blunder den lyse nat” (1914) har gøgen fået en hovedrolle som stemningsskabende element i en sang om den sansemættede sommernat: ”Gøgen kukker i skov og krat/ Vesterhavet og Kattegat/ synger, imens det dugger/ sagte som sang ved vugger”. Og i Ludvig Holsteins ”Fyldt med blomster blusser” (1895) optræder gøgen igen som et billede på naturens overflod i den lyse danske sommer: ”Gøg fra fjerne skove/ kukker dagen lang”. Selv om gøgen er en snylter, er den trods alt nært forbundet med den danske sommer og med alle de positive associationer, der knytter sig til sommeren.

Af nyere dato end de tre ovennævnte sange er Børge og Arvid Müllers ”Gå med, gå med” (1932), hvor gøgens rolle i sangen stadig er den at sætte scenen for en idyllisk dansk sommerdag: ”Vi to vil finde et sted/ hvor lærken synger for dig/ og gøgen kukker for mig/ Kuk med! Kuk med!/ Vi to vil kukke i fred”.

I Kim Larsens ”Halleluja” (1994) optræder gøgen kun kort, og indholdet i denne sang er langt fra så optimistisk som indholdet i f.eks. ”Gå med, gå med”. Hos Kim Larsen er der også alvor at finde i naturens store kredsløb, hvor liv og død er to sider af samme sag; men gøgens tilstedeværelse i sangteksten er dog først og fremmest knyttet til livssiden i kredsløbet: ”Svanerne flyver som engle over søen/ Halleluja/ se nu grønnes skoven, hør nu kukker gøgen/ Halleluja”. Man kan jo altid håbe på, at gøgen kukker rigtigt mange gange, som den gør det i folkesangen ”Jeg gik mig ud om kvælden”: ”Jeg spurgte den, hvor mange, hvor mange år endnu?/ Den svarede med lange, sørgmodige kuk-kuk:/ Kuk-kuk, kuk-kuk/ Kuk-kuk, kuk-kuk/ Kuk-kuk, …”. Osv.

Gøgen i engelsksprogede sange
På dansk kalder man nogle gange gøgen for ”kukkeren”; men i en lang række lande (England, Tyskland, Frankrig, mv.) er gøgens officielle navn hentet direkte fra dens stemme: Cuckoo, Kuckuck, Coucou, osv. Det giver god mening, for så er man aldrig i tvivl om, hvilken fugl, der er tale om. Den kendteste sang om gøgen i de engelsktalende lande er uden tvivl den gamle britiske folkesang, ”The cuckoo song”, som indledes med linjerne: ”The cuckoo is a fine bird/ he sings as he flies/ he brings us good tidings/ and tells us no lies” (det med de gode nyheder hænger formentlig sammen med, at gøgen er en rigtig sommerbebuder).

”The cuckoo song” er i tidens løb blevet indspillet af et utal af sangere, med så prominente navne som Bob Dylan, Joan Baez, Janis Joplin og Donovan blandt fortolkerne. Personligt foretrækker jeg nok Steve Forberts version, som kan høres på udgivelsen ”The place and the time” (2009), og som præsenterer sangen i en let amerikaniseret version (jf. omtalen af d. 4. juli) og under titlen ”The coo coo bird”: ”The coo coo, she´s a pretty bird/ and she wobbles as she flies/ But she never hollers coo coo/ till the fourth of July”. Hvilken version man foretrækker, er naturligvis et spørgsmål om smag.

Fra England stammer også børnerimet ”Cuckoo!”, som Benjamin Britten i 1935 satte musik til. I denne korte børneremse får man i komprimeret form fortællingen om gøgens livsrytme i sommerhalvåret: ”Cuckoo, cuckoo, what do you do?/ In April I open my bill/ In May I sing night and day/ In June I change my tune/ In July, far far I fly/ / In August away I must/ Cuckoo, cuckoo!” Al Jolsons “You flew away from the nest” (1925) omtaler også gøgen i en sangtekst, der I øvrigt udelukkende handler om ulykkelig kærlighed og ikke har ret meget med virkelighedens gøg at gøre: ”I often wondered who took you away from me/ if it was a blackbird or a jay/ if a cuckoo bird took you away from me/ Huh! You gone cuckoo, I can tell”. Et meget sjovt ordspil på gøgenavnet og udtrykket “to go cuckoo”, altså at blive skør.

Med omtalen af Al Jolsons inddragelse af gøgen i en sangtekst kunne det i øvrigt være oplagt at undre sig over, hvorfor der optræder så få gøge i amerikanske sangtekster. Man skulle jo ellers tro, at mange amerikanske sangskrivere ville falde for fristelsen til at inkludere den besynderlige fugl med den besynderlige livsrytme i deres sangtekster. Men det er ikke tilfældet, og forklaringen på forholdet er ganske enkel: gøgen findes ikke på det amerikanske kontinent og er derfor slet ikke en del af de amerikanske musikeres bevidsthedsunivers, som det er tilfældet for de europæiske musikere. Når gøgen alligevel en sjælden gang optræder i en amerikansk sangtekst, må det skyldes, at sangskriveren har hørt om fuglen fra europæere eller asiater, eller at han/hun er stødt på en af de tidligere omtalte britiske sange om gøgen og dens kukken.

Der er dog en enkelt undtagelse fra dette billede: amerikanerne kender trods alt gøgens kukken fra de schweiziske kukure, og det er da også netop i denne sammenhæng, man møder gøgen hos en af de gode gamle USA-grupper, The Beach Boys. Sangen ”Cuckoo clock” (1962) fortæller historien om to unge, der gerne vil være sammen, men som hele tiden bliver forstyrret af et kukur. I sangens tredje vers demonterer den unge mand så omsider uret, så det ikke længere kan ødelægge de elskendes hyrdetime: ”I took that clock apart/ I broke the cuckoo´s heart/ He´ll never bother us again/ we just forget about him”.

Der er ganske langt fra den lidt komiske omtale af et irriterende kukur til de mange europæiske hyldester til en af sommerens mest karakteristiske røster. Stakkels amerikanere, som ikke kender til gøgens kukken i den lyse sommer!