Genrer
Gram Parsons
I januar 1973 udsendte Gram Parsons sin første - og eneste – lp i eget navn. Pladen havde titlen GP, og selv om der i januar 1974 blev udsendt endnu et album med Parsons posthumt, Griveous angel, er musikerens produktion ganske begrænset. Alligevel har han i dag status af legende, og hans indsats anses som afgørende for udviklingen af musikgenren country-rock (selv om Parsons selv foretrak betegnelsen "cosmic American music").
Den unge countryelsker
Og hvem var denne Gram Parsons så? Cecil Ingram Connor, som han egentlig hed – Parsons-navnet kom fra en stedfar efter den biologiske fars død – var født ind i en rig sydstatsfamilie, som i løbet af kort tid formøblede en del af formuen på alkohol og lignende udskejelser. En arv, som Parsons desværre førte videre i sit alt for korte og udsvævende liv med et stort indtag af alkohol og diverse stærkere stimulanser. Men også en arv, som indbefattede en stor kærlighed til sydens foretrukne musikform, countrymusikken.
Som helt ung lærte Gram Parsons at spille klaver, og som 14-årig begyndte han at spille sammen med nogle venner i forskellige gruppe-sammenhænge. Efter at være droppet ud af universitetet dannede Parsons International Submarine Band, med hvem han spillede en art country-påvirket rock'n'roll. I 1967 fik gruppen en kontrakt med et pladeselskab i Los Angeles, men da debutpladen Safe at home var på gaden i starten af 1968, var gruppen allerede opløst.
Byrds, Burrito Bros. & Stones
Det korte ophold i forskellige grupper er kendetegnende for Gram Parsons' karriere. Allerede i starten af 1968 var Parsons i gang med at se sig om efter nye partnere, og da han mødte Chris Hillman fra The Byrds, var der tale om en høj grad af gensidig sympati. De to ville det samme med deres musik, og Hillman fik Gram Parsons med i den succesrige gruppe. Her lykkedes det Parsons i løbet af ganske få måneder, under indspilningen af lp'en Sweetheart of the rodeo, at trække Byrds' musik (endnu) mere i retning af country, end hvad den allerede var.
Parsons nåede lige at præge lyden på gruppens 1968-udgivelse, inden han igen var på vej væk. I efteråret 1968 forlod han og derefter Chris Hillman The Byrds for at danne deres egen gruppe, The Flying Burrito Brothers, og her kunne de to for alvor definere deres egen opfattelse af country-rock. I 1969 kunne lytterne også få et indtryk af, hvad de to musikere forstod ved begrebet, nemlig på gruppens debut-plade The gilded palace of sin.
Albummet blev ikke nogen salgssucces, men fik til gengæld stor indflydelse på en række af samtidens rockmusikere, heriblandt medlemmerne i The Rolling Stones. Parsons begyndte at hænge ud med Keith Richards og de andre Stones, og her lærte han for alvor noget om stofmisbrug, hvis han ikke vidste det i forvejen. I 1970, da den anden lp med Flying Burrito Brothers – Burrito deluxe - udkom, havde Parsons allerede forladt gruppen, og det meste af 1971 var han sammen med Rolling Stones på gruppens turne i England. Men i 1972 var Parsons igen parat til at prøve kræfter med musikken, og han tilbragte et halvt år i Los Angeles med at skrive sange til en kommende soloplade.
Emmylou Harris: sjælevennen
I Los Angeles mødte han Emmylou Harris gennem Chris Hillman, og det møde skulle vise sig at blive afgørende for dem begge, såvel musikalsk som personligt. Emmylou Harris' klangfulde stemme passede perfekt til Parsons' dybere vokal, og det er ikke mindst i kraft af mødet mellem de to sjælevenner, at lp'en GP (samt den efterfølgende posthumt udsendte lp) blev så vellykkede og fik status af klassikere. Dertil kommer naturligvis Parsons evne til at skrive og vælge gode numre, hans fornemmelse for at blande udtryksformerne og hans talent for at finde dygtige samarbejdspartnere til sine indspilninger og til sin turné-gruppe, The Fallen Angels.
Først og fremmest er det dog samarbejdet mellem Gram Parsons og Emmylou Harris, der kendetegner lyden på de to soloudgivelser og gør dem til noget helt ekstraordinært, også i forhold til de kunstnerisk vellykkede udspil med Byrds og Flying Burrito Brothers. Man kan kun gætte på, hvordan det ville have lydt, hvis de to sangere havde fået lov til at gå videre med deres samarbejde. Men Parsons' narkotikamisbrug var desværre stadig et problem, og i efteråret 1973, kort efter færdiggørelsen af den anden solo-lp, døde Gram Parsons af en overdosis af morfin og tequila – kun 26 år gammel.
Hvad der siden skete med Parsons' lig er en historie, der er så grotesk, at den næsten overskygger fortællingen om en stor musiker og hans musik. Men også kun næsten. Der skete det besynderlige, at Parsons' manager Phil Kaufman inden begravelsen stjal liget og fragtede det tilbage til Joshua Tree i Californien, hvor Parsons var død, hvorefter han overhældte liget med benzin og brændte det ude i ørkenen. Efter Kaufmans eget udsagn var det sket i overensstemmelse med Parsons' eget ønske; men hverken musikerens familie eller politiet var indstillet på at købe den historie, og i en efterfølgende sag blev Kaufman dømt – ikke for at stjæle liget, men for at stjæle og brænde kisten! Hele den mærkværdige historie kan ses og høres på dvd'en Fallen angel via interviews med de involverede i sagen.
Trods et kort liv og en kort karriere må Gram Parsons' musikalske indflydelse betegnes som endog meget stor, og han har posthumt modtaget et utal af hædersbevisninger. Et stort antal musikere udtaler at stå i gæld til Parsons' musikalske indsats (ikke mindst Emmylou Harris), og hans sange er indspillet af mange forskellige kunstnere. Pladeselskabet Rhino udsendte i 2006 en tredobbelt cd med samtlige Gram Parsons' soloindspilninger fra årene 1972-73 – heriblandt de to soloplader samt diverse outtakes i den forbindelse. Titlen på udgivelsen er The complete Reprise sessions.