Genrer
Grateful Dead: American beauty
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 258
Nogle gange har man en upopulær mening. Og man føler, at man bare mangler at opdage noget, alle andre har set. F.eks. synes de fleste, at American beauty er en bedre Grateful Dead-plade end Workingman’s dead, men jeg mener stadig, at Workingman’s dead er en stærkere og mere helstøbt oplevelse. Man kan vælge at ryste lidt på hovedet ad det, men det er næsten umuligt at undgå at sammenligne disse to plader. Ikke alene blev de udgivet samme år, de repræsenterede sammen et radikalt skift for Grateful Dead. Gruppen havde i løbet af slut-60’erne arbejdet med eksperimentel, psykedelisk blues-rock, men i 1970 skiftede de for en stund karakter. Pludselig handlede det mere om korte, sjove folk-rock-sange, der kunne fortælle interessante historier og fremvise gruppens musikalske kundskaber på mere tilgængelig vis. Disse to albums er i samme stil, og hvis du beder en tilfældig person om at nævne en Grateful Dead-sang, nævner de som regel enten "Touch of grey" eller en sang fra en af disse to plader. Men jeg taler udenom. Lad mig dykke ned i musikken.
På American beauty får vi en masse folk-rock. Helt præcis får vi 10 sange, der på forskellige måder fremviser gruppens evner som sangskrivere. Ligesom på Workingman’s dead starter American beauty med et nummer, der er den rene lykkerus, og afsluttes af et tragikomisk nummer, der er umuligt at få ud af hovedet. Af de to åbningsnumre foretrækker jeg nok "Uncle John’s band" fra Workingman’s dead frem for "Box of rain", men i selve sangskrivningen er de to sange også meget forskellige. "Box of rain" bygger langsomt op mod at blive lykkeligere og lykkeligere, hvor "Uncle John’s band" bare er hyggelig fra starten. "Box of rain" er et imponerende nummer på sine egne præmisser, men ligesom med "Uncle John’s band" bliver jeg usandsynligt glad, når jeg hører de smukke vokalharmonier. "Truckin", der afslutter American beauty minder noget mere om "Casey Jones". Begge er gode til at gentage det sygeligt fængende omkvæd, begge handler om at køre, og begge har referencer til kokain. "Truckin" er dog lettere at synge med på med god samvittighed, for selvom slemme ting sker for vores hovedpersoner, er de trods alt sympatiske.
Denne model fungerer virkelig godt på Workingman’s dead, og derfor hjælper den også på American beauty. Det gør albummet til en flot helhed, og det gør også alle numrene imellem lette at fokusere på. På "Sugar magnolia" og "Friend of the devil" bliver den lystige stemning fra albummet fortsat, og det imponerende samspil mellem instrumenterne bliver kun bedre. "Sugar magnolia" har kreativt trommespil fra Bill Kreutzmann, og det sammen med noget af den mest fuldendte instrumentation, gruppen nogensinde har lavet. Der er også en fantastisk vekslen mellem forskellige stemninger. Det er altid hyggeligt i hippiernes selskab, men undertoner er der masser af. "Brokedown palace" er ganske vist entydigt trist, men de fleste andre sange sørger for at lege lidt med hvad, du kan dykke ned i. Der er også meget variation. Mange af medlemmerne agerer forsanger, og deres stemmer er meget forskellige. Nogle numre har input fra hvert medlem, f.eks. "Ripple", mens "Operator" kun har et lille ensemble til at spille sangen. American beauty er måske ikke min favorit i deres diskografi, men den er tæt på, og hvis du kan lide denne, så bør du virkelig også få lyttet til Workingman’s dead.