Genrer
Grateful Dead: Anthem of the sun
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 287
Grateful Dead er en ret sær gruppe. De er bedst kendt som livenavn, og de har udgivet så mange live-albums, at det muligvis slet ikke kan tælles. Deres studiealbums er dog det, de i første omgang lavede musik gennem. Deres anden plade er fra 1968 og hedder Anthem of the sun,. Den består af kun fem numre, men de er meget syrede og generelt også ret lange. Åbningsnummeret, "That’s It for the other one", starter stille med en sød melodi, og den virker som sådan ikke som noget særligt. Efter 40 sekunder skifter den fuldkommen form, men den er stadig bare stille og sjov, og den vender tilbage til udgangspunktet igen. Halvandet minut inde i nummeret går gruppen en smule amok, især trommeslageren og guitaristen. Det virker som ren jam, og da vokalen endelig vender tilbage, er den også meget vildere end før. Fire minutter inde når sangen det, der kunne være dens klimaks, men den er kun halvvejs gennem galskaben, der nu begynder forfra, men denne gang eskalerer det hurtigere. Sangens sidste tre minutter er vild improvisation, der ender med at have syrede lydeffekter på. Det er ret interessant at lytte til.
Pladens andet nummer hedder "New potato caboose", og igen har vi at gøre med en stille start. Det er faktisk næsten kedsommeligt stille, men efter en 40 sekunder kommer noget lyd på nummeret. Der bliver sunget om psykedeliske billeder, og nogle flotte vokalharmonier opstår. Nummeret består mest af alt af en ret lang guitarsolo, og den er ganske imponerende, men jeg føler selv, at pladen går lidt i tomgang. Det er ellers synd, for de vokale indslag er virkelig kreativt udført og skrevet. Jeg kunne sagtens overleve, hvis de var lidt længere, og guitarsoloen, der til slut fremføres samtidig med en orgelsolo, havde været skåret lidt ned. Der kommer dog virkelig gang i den med den maniske "Born cross-eyed", der kun er to minutter lang. Det er her, gruppen virkelig begynder at fange mig. Al denne jam kulminerer her i en virkelig stærk sang, der ganske vist ikke varer længe, men den blander virkelig smukt mariachi-horn, vilde orgeler, syge guitarer og smukke vokalharmonier.
En anden kandidat til pladens bedste sang er sjovt nok den længste, "Alligator". Den starter ret simpelt, og man kunne let blive narret til at tro, at det er et af pladens korteste numre. Præcis som "Born cross-eyed" har "Alligator" bindegal instrumentation, og sangerne synger forskudt af hinanden, så det lyder skævt og psykedelisk. Guitaren er virkelig fængende, og brugen af kazoo i starten gør det til en meget alternativ sang. I løbet af de 15 minutter får vi både en trommesolo, et par guitarsoloer, en orgelsolo og nogle omkvæd, der får det hele til at hænge sammen. Tolv minutter inde forvandler det sig meget naturligt til en ret fed bluessang, og sådan fortsætter det i noget tid. Nummeret ender på en virkelig sær måde, som jeg ikke vil afsløre, men det er alligevel også næsten umuligt at beskrive. Bluesstilen fortsætter på afslutningsnummeret, "Caution (Do not stop on the tracks)", der måske er lidt for syret, til at jeg ærlig talt forstår den. Det er dog en god fortsættelse til "Alligator", og den afslutter også albummet godt med dejlig meget støj og efterklang. Anthem of the sun er en meget syret plade, og selv efter adskillige gennemlytninger ved jeg ikke helt, hvad jeg synes om den. Men interessant, det er den.