Genrer
Grateful Dead: Workingman's dead
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 262
Der er to sider af den amerikanske rockgruppe Grateful Dead: Den vilde, eksperimentelle side, hvor man får massevis af sange på omkring 10 minutter og den mere poppede folk-rock-side, der nok ærlig talt er mere min stil. Pladen Workingman’s dead fra 1970 var den første, de lavede i sidstnævnte stil, og det er en af mine favoritter. Den starter godt ud med den let tilgængelige og lystige "Uncle John’s band". Denne sang er virkelig godt sammensat. Alle instrumenter passer perfekt sammen, og vokalharmonierne er ikke blot smukke, men de er også nærmest livsbekræftende. Jeg bliver latterligt glad, når jeg lytter til dette nummer. Det går fuldstændig naturligt over i den langsomme, psykedeliske "High time", hvor vokalharmonierne er fraværende det meste af tiden, fordi fokus bare er på forsanger Jerry Garcia og hans imponerende guitarspil. Men harmonierne er der skam, og på grund af, at de ikke altid er der, bliver de til højdepunktet og det, man bedst kan huske. De skaber dynamik til dette ellers konstant langsomme nummer, der derfor føles meget kortere end det er.
Den dynamiske albumopbygning fortsætter elegant med "Dire wolf", hvor kontrasten mellem den lystige melodi og den ret så grumme tekst skaber en gribende oplevelse. Det er en af de mest country-prægede sange på pladen, og det er faktisk ikke særlig langt fra Gram Parsons udfoldelser i The Byrds og The Flying Burrito Brothers, men man føler sig stadig i selskab med hippie-slænget fra Grateful Dead, og den passer ret naturligt ind. "New speedway boogie" er meget inspireret af blues, og der er et fedt groove. Der er en flot kontrol over tempo, som de færreste ville kunne gøre så godt, og sangen er bare afslappet og fængende, og vigtist af alt mindeværdig. Det ville den ikke nødvendigvis være, hvis ikke albummet var så godt sammensat, så hvert nummer leder opmærksomheden hen på det næste. "Cumberland blues" er da også ironisk nok meget langt fra en bluessang, selvom guitaren klart skylder blueslegenderne meget i første halvdel. Halvvejs gennem nummeret bliver guitarens rolle ubesværet overtaget af en banjo. Man lægger ikke engang mærke til det, det sker så naturligt. Det er en rigtig sjov sang, og det er endnu en af pladens mange mesterværker.
Det bliver langsomt igen med "Black Peter", der starter ret simplelt med blot guitar, vokal, trommer og bas, men efter halvandet minut kommer et orgel og sparker lidt liv i det hele. Den simple melodi er lidt i fare for at gå i tomgang, men tre minutter inde i sangen kommer albummets muligvis bedste vokalharmoni på en virkelig smuk bro. Nummeret er måske lidt længere end hvad godt er, men det afsluttes formidabelt. Der vendes tilbage til gruppens eksperimentelle rødder med den sumpede "Easy wind", der har blues-inspireret lyd og stor fokus på soloer. Den er dog lettere at tilgå end det meste fra Live/Dead og Anthem of the sun, og det sætter jeg pris på. Her er en flot middelvej, som jeg ville ønske, de havde udforsket lidt mere. Albummets sidste nummer, "Casey Jones", åbner med lyden af et lille snif, hvorefter det fængende omkvæd begynder med “Driving that train, high on cocaine“. Dikotomien mellem det mørke emne og den sjove melodi er helt perfekt, og det føles på et eller andet niveau forkert at synge med med et smil på læben, men jeg kan ikke lade være. Workingman’s dead er et fantastisk album, og jeg kan nu for alvor sige, at jeg har lært at elske Grateful Dead.