Grønne glæder og våde fødder

En anmelders beretning fra Grøn Koncert i Randers fredag den 15. juli 2011

Så blev det tid for årets folkefestival, familiefestival – festivalen for hele Danmark: Grøn Koncert 2011.

Siden 1983 har Muskelsvindfonden, i tæt samarbejde med bryggerigiganten Tuborg, afholdt en rytmisk koncert med danske topnavne i Danmarks største byer. Al overskud går til Muskelsvindfondens arbejde. De første år var med gratis adgang, så blev det en symbolsk 20’er, og nu er det stadig billigt: I forsalg 170 kr. for 8 timers musik af bedste kvalitet.

Alene offentliggørelsen af årets navne er en mediebegivenhed, ligesom den efterfølgende debat er forudsigelig; her er overskrifterne: Ingen nytænkning; ”sikre” navne igen og igen. Alligevel tropper vi op år efter år på de udvalgte grønne græsarealer i København, Næstved, Odense, Kolding, Ålborg, Aarhus, Esbjerg eller Randers og holder en gevaldig fest. Og så slipper man for at skulle i et klamt festivaltelt, når sidste forstærker bliver slukket, for der er sandsynligvis ikke alt for langt hjem …

Årets navne spænder fra TV-2, som spiller på Grøn Koncert cirka hvert andet år, til Danmarks nye duo De Eneste To samt dj’en Kato & Friends, der vil sætte gang i dansefødderne.

Premieren i Esbjerg 14. juli nærmest druknede i regn, så det var spændende, hvordan det danske sommervejr ville arte sig dagen efter, hvor karavanen med Grøn Koncert for første gang ville stoppe i Danmarks 6. største by Randers.

Svær start

Ved indgangen oplyste skilte os om, at man pga. uvejret dagen før var forsinket. Men kun 20 minutter forsinket gik første band på scenen; Dúné leverede deres efter eget sigende ”hårdtpumpede og følelsesladede elektro-rock”. En svær opgave en fredag eftermiddag for en tyndt besat festivalplads, dog med en pæn rand af dedikerede fans foran scenen. Hmm, en pæn gang opvarmning, hvor dog Mattias Kolstrup leverede en overbevisende og huskbar vokalpræstation, eksempelvis i slutnummeret ”Dry lips”.

Grøn Koncert veksler mellem to scener: P3 scenen og Grøn scene. Det betyder, at der ikke er de lange pauser mellem de enkelte orkestre. (Jeg husker tydeligt de mange Midtfynsfestivaler, hvor en times pause til nedtagning og opstilling af orkestrenes gear var hurtigt!) Til gengæld betyder det også, at rigtigt mange publikummer starter en folkevandring mod den anden scene, medens sidste nummer – ”ekstranummeret” – spilles. Det er så vilkårene.

Det er medvirkende til, at jeg ind i mellem kan opfatte den igangværende koncert som en opvarmningskoncert. En opvarmningskoncert til den hovedkoncert, som måske så slet ikke kommer?

Konceptet er dog fint – og jeg kan håbe, det giver større lyst til at høre musik live at blive præsenteret for så meget god musik på så kort tid til en så billig penge.

Velkommen til Medina, Simon & Peter … & Tim

Efter et cool, stramt og nærværende show med tidens hotteste sangerinde Medina leverede den forholdsvis nye duo De Eneste To (Simon Kvamm og Peter Sommer) et helt anderledes show – mere skramlet og upoleret, mere eftertænksomt og på overfladen mere dystert. Med tunge orgelklange, påtrængende stortrommeslag og enstemmig middelaldermunkesang (oftest i oktaver) fra de to sangere og komponister. Men teksterne mundede trods alvorlige emner omkring svigt, sygdom og død ud i en livsbekræftende glæde; finalenummeret ”Jeg har ikke lyst til at dø” blev visualiseret ved at en tilhører, 11-årige Elliot, fra scenekanten fik os alle til at hoppe og synge med.

Nu var turen kommet til vores store guitartalent med flair for at skrive gode sange: Tim Christensen. Han blev som teenager et dansk topnavn med bandet Dizzy Mizz Lizzy og startede en solokarriere i 2000. Til denne grønne koncert fik vi et tilbagelænet program med højdepunkter fra solotiden samt enkelte sange fra Dizzy-perioden, bl.a. ”Rotator”. Lyden var ikke optimal fra starten, Tim C’s sarte vokal med den specielle nasale klang var næsten for sart, og orkesterklangen mudrede lidt. Men som vanligt stod hans guitarklang flot; til tider brugte han effekter på sine gamle Fender Telecaster’e, så man med lukkede øjne ville sværge på, at det var den akustiske Hummingbird, han spillede på. Personligt holder jeg mest af hans stille ballader; vi fik her ”Superior” og ”Love is a matter of”. Fra min plads lød det overraskende som om, at trommeslageren Jesper Lind pressede tempoet lidt. Vi fik også et nyt rocknummer fra den kommende plade; ”Now we’re getting closer” – en fin, lille rocksang. Men det er ikke det mest overbevisende Tim-sæt, jeg har hørt.

 Her, cirka midt i koncerten, indbød dj’en Kato & Friends til party. En fest, der fortsatte med TV-2, der trods eget udsagn om at være Danmarks Kedeligste Orkester formåede at holde festdampen oppe for alle aldre.

Støj og party

Grøn koncerts sidste navne kæmpede mod et mere og mere stædigt regnvejr, som fik den randrusianske grønsvær til at nærme sig et udseende af roskildesmat. Enkelte opløftede ungersvende fik festivallys i øjnene og tog et par fuldbefarne glideture – jow jow, det kan man også i Jylland.

Kashmir spillede en intens lille koncert (opvarmningskoncert?) med gode hits fra bagkataloget og en ind i mellem helt manisk Kasper Eistrup, som brugte flere af el-guitarens muligheder, end man ellers oplevede. Der blev hevet i og slået på strengene og benyttet såmeget feed-back. Den feed-back, som Jimi Hendrix udviklede rent ekvilibristisk – og som Eistrup fortsatte i dag. Her blev rykket grænser for støj vs. musik, og guitaren fik det sidste ord: I sidste nummer ”The cynic” opbyggedes et crescendo, hvor instrumenternes eget samspil med forstærkere blev mere og mere dominerende, og koncerten sluttede med en efterladt guitar på scenegulvet, som spillede sin egen ørersønderrivende støj … eller musik?

Mærkeligt og mærkværdigt – og så luntede vi op til den anden scene for at gøre klar til sidste navn. Partydrengene Nik & Jay leverede deres svedige, swingende show i overhalingsbanen. Her var dansende dansere, bassende bas og rappende rap – et audio-visuelt show, med den store LEDskærm blev det lækre musikvideoer – live. En rigtig opvarmning til … en tur i byen?

Vi var nok en del, der bare skulle hjem og have tørt på.

Men en god oplevelse rigere – selvfølgelig skal også Randers bruges til hele Danmarks festival – Grøn Koncert.