Guide til spektakulære operahuse

Ældre operahuse, nutidige operahuse - alle med en ting til fælles: de er noget ud over det sædvanlige!

Palais Garnier - Pariseroperaen som mønsteropera

Kaster man blikket tilbage i tiden, er mange af de ældre operahuse tegnet med inspiration i Palais Garnier - Opéra national de Paris, der stod færdig i 1875 og var tegnet af arkitekten Charles Garnier. Garnier skabte en prægtig bygning. Når man som turist er på omvisning foran og bag tæppet i operaen, slår det én, at her dur cowboybukserne og den afslappede påklædning vist ikke om aftenen.

Operaen er rigt udsmykket med skulpturer, marmor, forgyldninger, mosaikker, malerier og spejle. Spejlene er placeret, så datidens kvinder i deres store rober kunne forvisse sig om, at de tog sig ud, før de gjorde deres entré og løbende kunne betragte det øvrige publikum og selv blive betragtet fra mange vinkler i de snedigt placerede spejle. Le grand foyer og Le grand escalier er imponerende akkurat som hjertet i bygningen, operasalen med scene og tilskuerrum med den godt 6 ton tunge lysekrone, med særlig loge til regenten og fire balkoner med rødt velour og rød og gylden som gennemgående farver. Teknisk var operaen også yderst avanceret set med datidens øjne. Palais Garnier var forsynet med en speciel indgang til regenten Napoleon III, som han dog aldrig benyttede. Wikipedia på fransk giver en fyldig beskrivelse af Palais Garnier - prøv også den engelsksprogede wiki.

Opera Bastille

I Paris er det i dag Opera Bastille, der huser Opera National de Paris. Bastille Operaen er tegnet af Carlos Ott og stod færdig i 1989. Et af formålene med det ny operahus var, at bringe operaen som kunstform ud til alle. Faktisk skabte Opera Bastille en vældig debat i Frankrig, og man kan roligt sige, at både Palais Garnier og Opera Bastille er præget af den tid, de er skabt i.

Sydney Opera House

Sydney Operaen vakte også furore da den blev indviet i 1973. Operaen er tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon. Den enestående bygning, der i 2007 blev sat på UNESCOs liste over World Heritage i selskab med Akropolis, Versaille, Taj Mahal og Den kinesiske mur, ligger ved vandet i Sydney. Netop dette naturlige partnerskab har inspireret Jørn Utzon. Når man ser operaens utraditionelle form associerer man til sejl eller muslinger. Tagets beklædning, der består af hvide glaserede fliser, er importeret fra Sverige, mens træ og rosa granit, der er anvendt i operaen, kommer fra Australien. Der har været tradition og smag for opera i Sydney siden 1830'erne, og Australien har beriget de internationale operascener med flere store sangere. Med Sydney Opera House fik Australiens opera smukke og funktionelle rammer.

Under bygningen af operaen forlod Jørn Utzon projektet, men Utzon blev genansat i 1999 for at føre tilsyn med renovering og nye arbejder. I 2007 udtalte Jørn Utzon, at det altid havde været et håb, at operaen ville blive et aktiv for Sydney, og at Sydney Operaen altid havde ligget ham meget på sinde og været en stor del af hans liv.

I dag opfattes Utzons opera som Sydneys vartegn, ja endog som et symbol på et helt kontinent. At se fotos af operaen er nok til at man får lyst til at rejse til Sydney for at se bygningen og opleve en opera i den. Du kan finde oplysninger om operaen på den engelske wikipedia.

Operaen på Dokøen

Operaen er tegnet af den verdenskendte danske arkitekt Henning Larsen med Mærsk Mc-Kinney Møller som initiativtager, bygherre og mæcen. Projektet blev skudt i gang i 2000, og Operaen åbnede med en gallaforestilling den 15. januar 2005. Som det har været tilfældet med opførelsen af mange andre operahuse, så skabte ideen om et nyt operahus opsigt og debat om placering, om husets facade og æstetikken og ikke mindst om transport til og fra huset. Ligesom det skete i Sydney under opførelsen af The Sydney Opera House for Jørn Utzon, så tog arkitekt og bygherre også deres kampe, på et tidspunkt overvejede Henning Larsen endog at gå, men valgte at fortsætte, for at undgå at sætte sit firma og sine medarbejderes job på spil.

I dag er danskerne glade for Operaen. Det er en oplevelse at høre operaer i det ny hus, som Henning Larsen - ofte kaldet Lysets mester - har tegnet, og som er skabt i samarbejde med en række kunstnere: Per Kirkeby med bronzerelieffer, Tal R med Takkeloftes foyer og Per Arnoldi med farvesætning og logo, som blandt andet indgår i foyerens gulv og i scenetæppet. Endelig har Olafur Eliasson skabt tre store lysekroner, tre meter i diameter, monteret med 8000 spejle og 300 lamper. Da man skulle have lysekronerne ind måtte man bryde hul i facaden, som på det tidspunkt var færdig, for at få dem på plads. Men resultatet er prægtigt, man ser straks lysekronerne i dagslys, og de stråler, når man om aftenen står på den anden side af vandet, eller forventningsfuld går op mod operaen for at få en musikoplevelse.

Med vandbussen til opera

Vandet har haft afgørende betydning for Henning Larsen, der altid arbejder intenst med bygningens omgivelser og kommende funktion, når han starter på et nyt projekt. Vandet omgiver Operaen, der ligger på en ø, man kan komme til Operaen fra vandsiden med vandbussen. Når man er steget i land, kan man vende sig og nyde udsigten fra operaen til Amaliehaven, Amalienborg Slot og Marmorkirken - gennem Frederiksstadaksen.

Normalt bruges Operaen primært til klassisk musik, men specielt om sommeren er der også mulighed for at høre f.eks. jazz eller crossover i Operaen. Skulle man slet ikke have øre for musik, så kan man tage med på en af de guidede ture på nogle søndage. Her får man masser af information og får lov til at banke på marmoren, som huset er beklædt med indvendigt, og høre toner i den. Man ser alle de spændende ting bag tæppet, al den avancerede teknik. Den fænomenale teknik og de gode forhold som sådan gør, at topfagfolk bl.a. instruktører og udøvende accepterer at prøve kræfter med Operaen.

Der er udgivet flere læseværdige bøger om Operaen, og du kan læse mere om operaen og se billeder på Arcspace.com og på HenningLarsen.com.

Oslo Operaen - et flydende isbjerg af marmor og glas

Det ny operahus, der huser Den Norske Opera og Ballett, ligger på halvøen Bjørvika med en ideel placering ud til Oslo Fjord og dog kun få minutters gang fra Sentralstasjonen via en gangbro.

Den norske regering ønskede, at det ny operahus skulle blive et vartegn for Norge som kulturnation, sætte fokus på Den Norske Opera og Ballett og samtidig være med til at styrke den bydel, operaen er placeret i. Tegnestuen Snøhetta vandt den internationale arkitetektkonkurrence i 2000. Men alle 240 projektforslag i konkurrencen havde været offentligt tilgængelige. Operaen er bygget for offentlige penge, den har været noget dyrere end vort eget operahus i København.

Lys og hav

Lys har en anden betydning for skandinaver end for folk fra f.eks. Sydeuropa. Det kunne være en af grundene til, at  Snøhettas arkitekter har valgt at bygge et operahus af hvidt marmor. På den ene side lyser det op på regnfulde dage eller i efterårsmørke, og på den anden side går det i et med naturen og har i folkemunde allerede givet anledning til betegnelser som gletsjer, isbjerg, iskrystal, skibakke, bræ m.fl. Ser man huset på afstand ligner det en gletsjer, der glider ned i havet.

Udvendigt som indvendigt associerer man til Norge og sne og is. Operaen er bygget over tre elementer. Bølgevæggen, fabrikken og tæppet.

Bølgevæggen, hvor der er anvendt træ (eg), der enten fremtræder lyst eller behandlet med ammoniak mørkt, er skellet mellem land og vand, en tærskel, et overgangspunkt, mellem Norge og verden, mellem kunsten og hverdagen, en tærskel hvor publikum møder kunsten.

Tæppet, der er beklædt med marmor, er symbol på fællesskab og fælles ejendom med fri adgang for alle. Tæppet er operaens tag, der giver mulighed for at bestige operaen og gå på den. På en enkelt augustdag gik 20-30.000 tur på taget. Taget kan også opfattes som en solterrasse, stedet hvor man mødes i Oslo, akkurat som man i syden mødes på piazzaen eller plazaen, eller promenerer ved vandet. Glas er anvendt for at give lys, men også for at give indblik til balletøvesale m.m. og dermed inddrage den lokale bydels indbyggere.

Snøhetta har tidligt inddraget lokale kunstnere, der har sat deres fingeraftryk på operaen og yderligere betonet samspillet med lyset og understreget gletsjertemaet. Kristian Blystad, Kalle Grude og Jorunn Sannes har været med i udformningen af overfladerne i stenene. Astrid Lovaas and Kirsten Wagl har udformet detaljerne i metalfacaderne og islandske Olafur Eliasson har skabt en spændende lysinstallation, der omgiver toiletrummene som en falsk væg. Fortæppet er skabt af Pae White med inspiration fra digitale billeder af aluminiumsfolie. Lysekronen i publikumsrummet i den store sal vejer 8,5 ton og er skabt af 5000 håndstøbte glaskrystaller. Den har ikke kun en funktion som lysgiver, men bidrager også sammen med hele rummets udformning og valg af materialer til den utroligt gode akustik, som kendetegner den ny opera.

Det ny operahus blev indviet ved en gallaaften i foråret 2008. En gennemgang af operaen med mange billeder kan du se på Arcspace.com.

The National Grand Theater Beijing

Et af de seneste projekter inden for opførelser af operahuse er Paul Andreus opera i Beijing. Huset er placeret i en kunstig sø, og indgangen er en tunnel under vandet. Med sit dække af glas og titanium associerer man til Gehrys Guggenheim Museum i Bilbao i Spanien fra 1997. Paul Andreu har arbejdet meget med titanium i sine bygningsværker, også i nogle af de øvrige projekter, han har tegnet i Kina. Operahuset er ovalt. Det har været 10 år undervejs og blev indviet i december 2007.

Et æg til øret

I folkemunde hedder det Ægget. Operaen er tegnet af den franske arkitekt Paul Andreu, der siger, at han i sine projekter er kompromisløs. Beijing operaen er skabt til folket - til kineserne. Andreu har ønsket, at de skal få glæde af den - ung som gammel, musik- og operaelsker eller ej. Operabygningen med dens omgivelser er skabt for øjet og til afslapning i en mere bred betydning, men også for at gøre kulturen tilgængelig for de nye generationer.

Placeringen er valgt, så historien med Renmin Dahuitang (Great Hall of the People) og Zi-jin-cheng (Den forbudte by) omgiver operaen. Da Andreu gik i gang med projektet tænkte han "Lad os skabe en slags ø på vandet ligesom i eventyrene, i sagnene, som man ikke kan røre, men kan gå neden under og være indeni. Det er en fortælling om folk der opdager paradis, oplever en drøm - akkurat som teater og opera er det. Paul Andreu synes at have nået sit mål, at skabe et sted, hvor folk har det godt og har lyst til at komme.

Der er mere information om operaen på nettet. Se også et interview om operaen på fransk med Paul Andreau på YouTube.

Effekten af nye operahuse

Når man vælger at bygge nye operahuse opnår man flere ting. Man får smukke og funktionelle bygninger, der behager øjet og får optimale rammer til opførelse af opera. Gæster fra ind- og udland generelt og specielt operainteresserede vil tiltrækkes og være interesserede i at besøge det ny operahus.

Når rammer, teknik og forholdene som sådan er optimale, så tiltrækkes de internationale kunstneriske kræfter, der skaber en opera fra librettister og komponister over iscenesættere, instruktører, musikere, sangere, dirigenter, videoproducere m.fl. Synergieffekt opstår så mellem de nationale kunstneriske kræfter og de internationale. Ofte vil nationalscenerne også opføre flere operaer af hjemlige operakomponister, og på den måde udbredes det enkelte lands kultur også uden for landets grænser. Alt i alt et befrugtende samarbejde.