Guthrie & Guthrie

To meget forskellige 50 års jubilæer for far og søn

Oktober 2017 markerer to vidt forskellige runde jubilæer for familien Guthrie. Den 3. oktober i år er det således 50 år siden, den legendariske sanger og sangskriver Woody Guthrie døde af den sygdom, han havde kæmpet med i mange år, Huntington's Chorea. Senere samme måned, den 25. oktober, kan en stadig levende Arlo Guthrie til gengæld fejre et mere muntert jubilæum. Denne dato for 50 år siden udkom nemlig Woodys søns debut-LP, Alice's restaurant. Pladen blev hurtigt populær hos både kritikere og publikum, og i dag har pladen klassikerstatus. Det er da også svært ikke at blive i godt humør, når man hører den dengang 20-årige Arlo fremføre sin herlige beretning om Alice's restaurant-massakren og alt, hvad deraf fulgte.

Woody Guthrie

Det er næppe nødvendigt at præsentere Woody Guthrie, hvis betydning for den amerikanske folke- og countrybluesmusik næppe kan overvurderes. Woody Guthrie skrev massevis af sange selv, og desuden formidlede han den rige amerikanske folkemusik-skat, ofte med nye, politisk ladede tekster til de gamle melodier. Woody Guthries musik har påvirket stort set alle de store amerikanske rockmusikere, fra Bob Dylan og Bruce Springsteen til musikerne i grupper som The Byrds og Grateful Dead. The Woody Guthrie Foundation varetager arven efter musikeren, og hvert år afholdes The Woody Guthrie Folk Festival midt i juli. Woody Guthrie er et fyrtårn i amerikansk musikhistorie og det, til trods for at han spillede sin musik på en guitar med en mærkat med den noget provokerende tekst: ”This machine kills fascists”.

De fleste vil kunne nikke genkendende til Woody Guthries mest kendte sang, ”This land is your land”, som han skrev (teksten til) i 1940. Sangen er en klassiker i originalversionen, og teksten er oversat til en lang række sprog, heriblandt både dansk, norsk og svensk. Ud over Guthries kendingsmelodi vil en del formentlig kende en eller flere af hans Dust bowl ballads, med titler som ”Pretty Boy Floyd”, ”Tom Joad” og ”Dusty old dust”. Den stærke ballade ”The sinking of The Reuben James” fra 1941 foregriber Woody Guthries egne år i flåden under anden verdenskrig, og sangen ”Pastures of plenty” fra samme år fortæller om de omrejsende frugtplukkere, man også møder i John Steinbecks bog Vredens druer. Osv. osv.

Woody Guthries musik er ikke til at komme udenom. Det betyder dog ikke, at man nødvendigvis behøver at lytte til musikken i Guthries egen, afskrællede version med blot en akustisk guitar som akkompagnement. Mange rockmusikere har i tidens løb indspillet en eller flere Guthrie-sange, og disse indspilninger har naturligvis et forskelligt præg, afhængigt af hvem musikerne bag dem er. Mine egne favorit-indspilninger er uden tvivl sangene på Country Joe McDonalds hyldest-LP Thinking of Woody Guthrie fra 1969. Her udsættes de klassiske numre for en vidunderlig behandling af en stribe af Nashvilles bedste studiemusikere, som får sangene til at svinge og leve, som var de skrevet i dag (altså i 1969). Ikke mindst indlednings-nummeret på pladen, ”Pastures of plenty”, findes vist ikke smukkere i andre versioner. Nummeret er godt i sig selv, og fremført af Country Joes klangfulde røst bliver det en ren himmerigsmundfuld at lytte til – altså for mig, som altid godt har kunnet lide Country Joe, selv om jeg i sin tid blev noget overrasket over den psykedeliske flippers uventede bratte musikalske stilskift i 1969. Men godt, det var det – og det er det stadigvæk.

Arlo Guthrie

Arlo Guthrie er et af Woodys otte børn og nok det mest berømte af børnene. Arlo blev født i 1947 og begyndte tidligt at spille den samme slags musik som sin far, folk, blues og folkrock, det hele med en stærk politisk drejning. (Arlos egne fire børn spiller i parentes bemærket alle musik – æblerne falder i sandhed ikke langt fra stammen). Hvad angår politikken, har den gode Arlo skiftet holdning hen ad vejen, så han både har været stærkt venstreorienteret (som ung) og senere sågar har støttet en republikansk politiker (i 2008). Det sidste skete dog med den begrundelse, at ”der er rigeligt med gode demokrater – vi har brug for nogle flere gode republikanere”. Helt overordnet har Arlo Guthries politiske standpunkt dog nok været individualismen, hvor man først og fremmest støtter sin egen holdning.

Arlo Guthrie har ikke lige så mange musik-klassikere på samvittigheden som sin far, og hans betydning for den amerikanske musik kan slet ikke tåle sammenligning med Woodys betydning. Alligevel har Arlo i løbet af sin efterhånden 50-årige karriere en del glimrende musik bag sig, og selv om den lange talking blues ”Alice's restaurant” stadig uden sammenligning er hans mest kendte nummer, er han også ophavsmand til glimrende sange som ”Chilling of the evening” (1967), ”The motor cycle song” og ”Coming into Los Angeles” (1969), som han spillede på Woodstock festivalen og også fik et mindre hit med. Men det nummer, der har præget hele hans musikalske karriere, er og bliver dog ”Alice's restaurant”.

Faktisk handler sangen slet ikke om Alice, og den handler heller ikke om hendes restaurant – ”det er bare navnet på sangen”, som Arlo fortæller i starten af den 18 minutter lange beretning om, hvordan han i sin tid blev arresteret for ”littering”, og hvad det senere førte med sig af både det ene og det andet. Indholdet i teksten er vittigt - jeg kan stort set huske den fulde ordlyd i dag, når jeg lytter til pladen igen her 50 år efter udgivelsen! - men endnu bedre end den vittige historie er Arlos herlige fremførelse af indholdet i form af en talking blues med et iørefaldende omkvæd og en lang række humoristiske højdepunkter. Lyt selv til pladen – indholdet kan ikke refereres, så det yder historien nogen form for retfærdighed.

Så sent som i 2005 var den 70-årige Arlo Guthrie på en 40 års jubilæums turné med sin ”Alice's restaurant massacree” (altså 40 år efter selve begivenheden, ikke efter udgivelsen af pladen). Om han også turnerer med sit 18 minutter lange glansnummer i dag, melder historien ikke noget om, men mon dog ikke. På sangerens hjemmeside, arloguthrie.com, kan man i hvert fald læse, at han fortsat er aktiv på musikscenen, nu i selskab med indtil flere af sine musikalske børn. Hvis ”Alice's restaurant” ikke er på programmet mere, har man heldigvis stadig mulighed for at høre den navnkundige sang, som i slutningen af 1960'erne kom til at definere en hel generations oprørske livsstil, med humor som en vigtig ingrediens. Sangen om Alice's restaurant bliver da også stadig spillet på en række amerikanske radiostationer omkring Thanksgiving Day – dvs. på det tidspunkt, hvor ”handlingen” i sangen udspilles.