Genrer


Habbahabbasut for begyndere – Skanderborg i børnehøjde
Mek Pek & Søn Smukfest 2012, Blusen, fredag d. 10. august 2012 kl. 12.00
Den fjerdestørste scene på Smukfest er Blusen, som befinder sig uden for selve festivalområdet. Det betyder, at hele Skanderborg og omegn holder byfest her omkring. Teltet har en nat- og en dagfunktion – eller Dr. Jekyll & Mr. Hyde - , idet der om dagen er decideret børnemusik, og fra sidst på eftermiddagen er rendyrket, beskidt blues og det, der ligner.
Denne fredag havde Kristian og Katrine fra DR-programmet Lille Nørd henrykket et fyldt telt, hvoraf mange blev til kl. 12-nul-dut, hvor festaben Mek Pek gik på scenen med sin 23-årige søn Emil, der af konferencieren blev præsenteret som ”& Søn”, som der stod i programmet. En del børn og forældre var sivet i den korte pause, men applausen var stor, da en spændstig Mek Pek i ulastelig gråmeleret habit med matchende six-pence hoppede ind på scenen fulgt af sønnen i afslappet stribet T-shirt og cap. Første nummer ”Åh abe” blev serveret med samme jungletrommer som på pladen fra 1993, der startede en renæssance for den ”klassiske”, danske børnesang. Det blev til syv plader fra 1993 til 1999, hvor danske pop- og rocksangere gav deres versioner af ”Oles nye autobil”, ”Spørge-Jørgen” og alle de andre. Det gav en god og hed debat om autenticitet og troskab mod forlægget, men det betød, at vore klassikere igen blev kendt af størstedelen af de danske børn. Og det er jo godt!
Mek Pek er en bramfri entertainer, der fyldte godt på scenen med store armbevægelser og oratoriske udbrud. Sønnen Emil var lærlingen, der holdt sig pænt tilbage. Men som spillede en overbevisende, swingende guitar, og som sandelig også kunne servere gode jazzsoloer.
Der var knald på den forstærkede lyd, derfor blev det også mere en én-vejs kommunikation end dén to-vejs, som elllers er så befriende, når man har med uimponerede børn at gøre. Det var faktisk mest de såkaldt voksne, man hørte i de fællessanglige omkvæd – så børnene har da oplevet, at deres far eller mor har skrålet godt med på ”Josefine Baker, hun er skidelækker. Hun har flæskesvær under sure tæer!”
Mek Pek spillede trommer, guitar og gav en fin trompet på det superswingende jazznummer ”Tre små fisk”. Ligeledes brugte han det børnevenlige instrument kazoo; lad os få mere af det på de danske scener!
Sidste ordinære nummer i sættet måtte en Asbjørn på syv år vælge. ”Hvad vil du synge? spurgte Mek Pek, men det ville Asbjørn altså alligevel ikke, så luften i teltet stod lige stille i et splitsekund, inden Mek Pek & Søn satte i med ”Dyt dyt dyt – ska' vi byt”. Nu var også børnene tændte, og fra de unge struber lød nu ”Ekstra! Ekstra!”. Først fik vi en fordanskning af ”Pick a bale of cotton” med den svære tekst ”Vi plukker frugt med en brugt frugtplukker”, men hvor omkvædet ”Å Abe” kunne høres – måske helt over til de voksnes festival. Og til slut lød Mek Peks signatur ”Habba habba zoot zoot” på habbasut-sproget; så kunne vi alle være med!
Det er fint, at Smukfest har disse dagkoncerter for de yngste. I Skanderborg hører alle aldre i disse dage musik på den bedste måde: LIVE !