Genrer
Hank Williams: The complete Hank Williams
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 225
Før jeg begynder for alvor, er der vist brug for en introduktion. Jeg ønsker ikke at sige noget ondt om folkene bag en plade, når jeg anmelder den negativt - min anmeldelse skal udelukkende reflektere min personlige oplevelse med albummet. På samme måde prøver jeg ikke at få musikerne til at tage sig uvæsentlige ud i musikhistorien. Det kan jo som regel antages, at de her har lavet en enkelt svipser, og at resten er noget bedre. Det går dog ikke med denne plade, for med The complete Hank Williams har jeg hørt ALT, manden har lavet. Alle singler, alle album-tracks, alle alternative udgaver af alle sangene, alle radiooptrædener, hvert eneste sekund af Hank Williams-lyd, der var tilgængeligt i 1998, da opsamlingen udkom, selv interviews og lignende. Opsamlingen er imponerende, tag ikke fejl af det. De har fundet næsten 10 timers lyd, og selvom det er noget af en præstation, så gør det også pladen svær at lytte til, medmindre man er stor fan af Williams.
Jeg synes selv godt om mange af Williams’ klassiske sange. Både "Lovesick blues", "Kaw-liga", "Hey good looking" og mange andre fungerer så godt som f.eks. Frank Sinatras klassiske popsange, men countrygenren giver dem noget kant. Det er ikke min yndlingsmusik, men det er uden tvivl godt håndværk, og Williams laver meget hæderlige udgaver af sangene, uanset om han selv har skrevet dem eller ej. Denne opsamling har dog vist mig mange dårlige Hank Williams-sange ved siden af. De fleste af dem er religiøse. Åbningsnummeret, "Calling You", er en ensformig sang om at høre Guds kald, og det er langt fra den bedste indledning, man kunne få, men det bliver heldigvis bedre. Det er dog først med den syvende sang, "Honky tonkin'", at jeg får noget, jeg kan lide bare det mindste. Og de dårlige sange er der mange af. Ikke alle er dårlige, fordi de er religiøse, selvom det absolut hjælper på uudholdeligheden. Nogle er bare virkelig kedelige, langsomme og klichéfyldte countrysange.
Man kan altid sige, at de dårlige sange ikke var klichéfyldte efter den tids standarder, og at det ikke var Hank Williams, der opfandt disse tendenser. Det er muligt, men der er to problemer ved det argument. For det første gør det ikke musikken mere interessant at lytte til nu til dags, og derudover var Williams også med til at gøre ting til klichéer. Bare at kigge på hans sangtitler kan være forvirrende, når de er så ens: tre titler indeholder ordet “lonesome”, 11 indeholder “blues” og hele 12 forskellige numre har “heart” eller “hearts” i titlen. Det lyder måske ikke af så meget, men vi taler om en karriere, der spreder sig over mindre end seks år i alt. Det ender med at være meget ensformigt, også musikalsk. Det hjælper ikke, at mange af hans mest berømte sange findes i adskillige udgaver på pladen. Man kommer f.eks. til at høre "Honky tonk blues" hele fire gange. Set udelukkende som et arkæologisk værk er opsamlingen vildt imponerende – hele 53 tracks var aldrig før udgivet, og indpakningen såvel som infohæfterne er smukt udført. Som et album, som man lytter til fra start til slut, så er det noget sværere at holde af eller bare holde ud, hvis man ikke er meget stor fan. Men det har da gjort mig lidt gladere for mandens musik.