Hardcore - livskraft og modstand

Skramlende, larmende rock, som punk, 80'er metal, støjrock, lo-fi og garage har siden min helt tidlige ungdom været en stor del af min musikalske dagsorden, men det er først indenfor de seneste 1-3 år at jeg er blevet begejstret for genren hardcore.

Hardcore er – som regel - en meget hårdtslående fusion af metal og punk med råbevokal og et ideologisk og politisk indhold, der går i den venstreorienterede retning og hos mange i hardcoremiljøet ender ovre i noget med veganisme og anarki. For eksempel kunne en del af brugerne af det tidligere Ungdomshus også siges at tilhøre hardcore miljøet, selvom de nok ville frasige sig den slags kategorisering.

Nu handler min begejstring for hardcore ikke i særlig høj grad om det politiske indhold, men mere om musikkens kvaliteter, livsindstilling og energi. Jeg får simpelthen et kick af at lytte til god hardcore. God hardcore stråler af en kampgejst, livskraft og modstand mod uretfærdighed, der tiltaler mig umådeligt meget.

Hardcore kan deles op i mange undergenrer, og den undergenre jeg hælder til er nok af den mere eksperimenterende slags - ofte kaldet post-hardcore. Men det er overhovedet ikke entydigt, for den hardcore, jeg synes om har nok enten interessante brud med genren eller en stærk personlig inderlighed - eller begge dele. Jeg kan ikke li' skematisk metalhardcore og er også én af disse bløde typer, der egentlig synes meget godt om emo, der, som et crossover mellem hardcore og indie, byder på en meget følsom, eksistentiel inderlighed, der skriges eller croones ud. Emo er med storsælgende, overvejende amerikanske bands som Bullet for my Valentine, Panic! at the Disco, Fall Out Boy og ikke mindst My Chemical Romance stadig i vælten - særligt i USA og England, hvor emokids er en stor subkultur.

Mit absolutte favorit hardcore band er svenske Refused, der sluttede karrieren med udgivelsen af albummet The shape of punk to come i 1998. Et mesterværk, der - meget ligesom London calling af The Clash gjorde indenfor punk - paradoksalt og fantastisk gør næsten alt for ikke at være et hardcorealbum - og som sådan vel nærmest er definitionen på post-hardcore.

På en af de tidligere Fredericia Hardcore Festival, jeg har været til, fremførte – også svenske – Raised Fist et absolut tæt og godt spillet sæt, der satte en tyk streg under, at de er et af de mest interessante, tunge hardcorebands.

Danske Lack må jeg også anbefale. Deres to plader blander inderligheden fra emo med en mere politisk hardcore. I den tid, Lack eksisterede - 1998-2008 - optrådte bandet mest på de små spillesteder og gjorde det bemærkelsesværdigt godt på deres helt egen musikalsk stærke og jazzede måde.

Af andre favoritter kan jeg nævne traditionelle amerikanske hardcore punks Sick of it All og Fugazi, metalliske svenske The Haunted og Breach, hedengangne amerikanske, skønne og livsbekræftende At the Drive-In og nytraditionelle Rise Against.

Til slut vil jeg nævne svensk-amerikanske Zegota, som i Ungdomshuset 2005 leverede en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har oplevet, men som er så ukendte - som langt de fleste af de fede hardcorebands - at bibliotekerne desværre ikke har nogle udgivelser af dem. Men hér kommer MySpace heldigvis til hjælp. I dette slaraffenland af et online musikfælleskab kan man være heldig at finde nogle guldkorn indenfor hardcore - således også Zegota.

Men tag ud og oplev hardcore i den fysiske verden - live – det er dér den lever bedst!