”Helvedesblomsterne” – en fascinerende ikke-opera

Det er 1. maj. Det er en slags Store Bededag. 
Og det er første dag på SPOT Festival 2026.
Igen er i år er det fantastisk forårsvejr. Men alligevel glæder vi os til at gå ind i de mørkere sale og opleve Dagens Danmarks musikalske mangfoldighed. Fra den akustiske solist til det store, elektriske ensemble. Og alle de uendelige kombinationer af genrer.

Også i år er der SPOT FLUX, hvor der præsenteres ny kammermusik i samarbejde med ”the Danish Composers' Association and Art Music Denmark”.
Og allerede fredag eftermiddag fyldes den mindre Kammermusiksal i Musikhuset med et forventningsfuldt publikum.
Her skal vi opleve ‘Helvedsblomsterne’. ”En sanselig, iscenesat hybridoperakoncert, hvor musik, tekst, krop og rum smelter sammen i et mørkt, dirrende univers.” Som der står i programmet; dét lyder da tiltrækkende.
Overraskende er der ikke stole; værsgo at sidde på gulvet – eller stå op. Så det forholdsvis modne publikum kommer ned på gulvet.

Blasfemi og usædelighed
Vi har kun en sides tekst om denne forestilling i det fine program for SPOT FLUX. Og her er der ikke megen hjælp med hensyn til en operahandling.  
Titlen ”Helvedesblomsterne” kommer fra den seneste oversættelse af den franske digter Charles Baudelaires digtsamling ”Les Fleurs du mal”. Ved udgivelsen i 1856 blev Baudelaire anklaget for både blasfemi og usædelighed. Og han blev frifundet for blasfemi, men dømt for usædelighed. 
I 1927 hed den danske oversættelse ”Syndens blomster”, men i Peter Poulsens oversættelse i 1997 blev det altså til det ret så voldsomme ”Helvedsblomsterne”.

Sangen i centrum
Og voldsom er dagens forestilling. Med musik af Mikkel B. Grevsen, der også styrer elektronikken, tangenterne og et følsomt ventilhorn. 
Da stykket blev opført i marts, var det med recitation af Ture Lindhardt. I dagens program nævnes ingen recitator. Men det er der; efter sigende kom der i går én på: nemlig Michael Rixen. Som med klar diktion læser et par digte op. 
Men værkets kraftfulde centrum er mezzosopranen Sophie Haagen. Hvilket dynamisk energibundt, hvis stemmepragt og nærvær tryllebinder salen. At vi så ikke kan forstå Baudelaires ord nok til at retfærdiggøre en sædelighedsdom… det er i dag underordnet, da vi får en vifte af følelser fra øverste hylde.
En dramatisk mezzosopranrolle, der får Carmen til at lyde som en rengøringshjælp.
Fascinationen kommer øjeblikkeligt fra første melodilinje med en dyb, dyb stemme. Og en melodi, som Sibelius kunne have komponeret i det kolde nord. 

U-hygge og mørke
Aarhusensemblet Hermes, seks supersammenspillede strygere, lægger et tæt- og smuktklingende akkompagnement, der med sine naturklingende klange bliver suppleret fint med keyboardet. Og der er til tider øresammenfald med Angelo Badalamentis kendte klange fra TV-serien ”Twin Peaks”. Der er for mit vedkommende flere flashbacks til den utrolige uhygge – husker I?   

Brugbar elektronik
Strygerne står knivskarpe i halsbrækkende, rytmiske passager, som en Stravinskij kunne have stukket ud. 
I en repetitiv klagesang hører jeg minsandten en tenormodstemme. Og senere bliver der udviklet flerstemmig sang fra Sophie Haagen. 
For mig er det en vederkvægelse, at der her bliver benyttet en vocoder, altså også i klassisk sang. En sindrig maskine, der kan meget mere end at få Cher til at synge rent. 
Hvor giver det uanede muligheder at benytte hinandens teknikker og muligheder i det samlede musikunivers.

Håb trods alt
Og jeg opfanger dog flere ord. Ådselslugt. Giftig sved. Råddent kød. Opløsning. Havde jeg ikke opfattet ordene, havde jeg alligevel ikke været i tvivl: Sophie Haagens udstråling siger det hele. 
Endelig efter en sang i chansonstil med enerverende dødsstortromme under vælger publikum at klappe. 
Uha, vi havde være SÅ stille under hele forestillingen. Det giver nu en forløsning, så vi mod slutningen efter en elegisk hornsolo øjner lys, øjner håb.

Tak for en mættende og fascinerende forestilling. 
Programnoten slutter: ”En intens og poetisk koncertoplevelse, der åbner operaen mod nye publikummer og samler os i et fælles åndedrag i en verden, der brænder”.
Jeg er enig. Altså. Bortset fra, at jeg ikke vil benytte ”Helvedesblomsterne” som operaåbner for nyt publikum.
Det ta’r jeg med til Carmen.

Tak SPOT FLUX for en stor oplevelse. Det er så prisværdigt, at SPOT også favner den såkaldte klassiske musik.