Herfra hvor vi står …og vi stod der!

Forlaget Multivers udgiver en fin serie med markante danske pladers historie. Den ældste plade har været Kim Larsens Værsgo fra 1973. Nu går vi to år længere tilbage, til den ikoniske ”Herfra hvor vi står” fra 1971.

Nærværende bog er skrevet af Jan Poulsen, der sammen med Henrik Marstal redigerer serien. Han har desuden tidligere til denne serie skrevet om punkpladen Minutes to go med Sods.

Jeg husker tydeligt ”Skousen & Ingemann” fra 1970’erne, hvor de var toneangivende på den danske beatscene. Vi var mange, der forsøgte os på den akustiske guitar, og numrene fra ”Herfra hvor vi står” var til at gå til; vi kunne hurtigt spille de enkle akkorder. Og de ordrette tekster gik lige ind med deres almengyldighed. Jeg erindrer desuden klart dén aften på Hansens Værtshus i Odense i 1977, hvor jeg hørte Skousen & Ingemann. Hvor de også spillede monumentale numre fra ”Herfra hvor vi står”.

1960’erne
Jan Poulsen starter sin fine bog med at ridse den tid op, hvor der sker store ting i musikverdenen. Beatles spiller i KB-Hallen i 1964, Bob Dylan to år senere. ”Steppeulvene” udsender ”Hip” i 1967 med Eik Skaløe som den karismatiske forsanger og poet, og Stig Møller er den musikalske ankermand.
Dén Eik, som Poulsen skrev en biografi om i 2012. Hvornår mon der kommer en bog om Stig Møller?

Den unge Niels Skousen hører Beatles, hører Dylan – det er lige noget for ham. Han skriver tekster, som han gerne vil vise idolet Stig Møller. Som i interviewet til denne bog malerisk beskriver deres første møde, hvor Skousen taler og taler. Og Møller bli’r så træt og vil hellere lære Skousen at spille guitar. ”Hahaha” – er Skousens kommentar til Møllers beretning -  ”han er fuld af gode historier!”.

Præcis som denne bog, hvor vi får både kendte og ukendte historier. Og lad sandheden blæser i vinden; vi labber gerne gode historier i os om denne bevægende tid.

En storbroget skare
Jan Poulsen samler et kalejdoskopisk billede af Niels Skousen, Peter Ingemann og de senere involverende – og meget forskellige - musikere: Stig Møller, Knud Bjørnø, Tømrerclaus og Bjørn Uglebjerg. 
Poulsen har interviewet alle hovedpersonerne til denne bog, og han øser gavmildt af citater fra Skousens erindringsbog ”Herfra hvor jeg står”, fra Øvigs grundige ”Hippie”, fra Tømrerclaus’ herlige og ærlige Prisen for at ryge cigar.  

Skousen skriver enkle tekster og han skriver enkle melodier. Musikere mødes og spiller sammen. Tiden byder på løst strukturerede grupperinger; her er plads til alle. Et godt eksempel er den legendariske Thy-lejr, hvor mange nye konstellationer dannes.
Og som fortsætter ”hjemme” i København. Når der optrædes, er scenen åben, alle kan være med. Vi får her fine, rammende beskrivelser af musikerne. Blandt andet er trommeslageren Bjørn Uglebjerg led og ked af de evindelige skænderier i topambitiøse Gasolin’. Hans daværende kæreste, fotografen Susanne Mertz, ridser fint forskellen op mellem Gasolin’ og den familievenlige stemning omkring Skousen & Ingemann.

Indspilningen
Skousen er historisk interesseret og skriver gerne almengyldige tekster med rod i den danske folkevise. I forlængelse af den middelalderlige ”Ebbe Skammelsen” skriver han til et filmprojekt om Knud Lavard en sangtekst på 19 vers. Filmen bliver ikke til noget, men sangen bliver udødeliggjort på ”Herfra hvor vi står”.

Pladeselskabet Polydor får ørerne op for Niels Skousens talent, og januar 1971 underskrives en kontakt. ”Jeg var grøn dengang” er Skousens kommentar.

Musikerholdet samles i hast, og på fire dage i februar indspilles pladens seks numre. Vi får et indblik i indspilningsproceduren. Skousen har en grundlæggende sang og idé, og de fem andre får lov at bidrage med dét, der ligger dem for. Skousen kalder i dag fællesværket for båret af en romantisk tilgang. Og Skousen må medgive, at de to guitarister Stig Møller og Tømrerclaus ikke altid kunne enes; ”Stig fylder sgu også meget”. Stig Møller er ikke i tvivl om, at det er Peter Ingemann og ham som rigtige musikere, der holder sammen på det hele. 

Skousen medgiver gerne, at selvom han har skrevet både tekst og musik, er det ikke en soloplade. Men er kun blevet så god i kraft af den gode stemning i fællesskabet.

Seks sange
Pladen udkommer i 1971; samme år, som både Sebastian, Gasolin’, Culpeper’s Orchard og Røde Mor pladedebuterer. Sandelig et skelsættende år. 

Tømrerclaus konstaterer tørt, at der ikke er noget opstyltet intellektuelt over musikken. Enkle, tidløse tekster og enkle akkorder i musikken. Jeg husker svenske Hoola Bandoolas plader, hvor der var guitarbecifringer med pladerne. Det kunne der såmænd også godt have været her.

Jan Poulsen beskriver de seks sange enkeltvis. Side 1 rummer tre numre i den lyse dur, mens side 2’s tre numre er holdt i mol. 
Det 8 minutter lange indledningsnummer ”Isabel” rummer alle temaer: ’bevægelsen, fængslet, vandringen ud i det ukendte, ofret, og forløsningens blide regn: kærligheden’. Poulsen skriver også få linjer om den enkle musik, der holder sig i de to akkorder A og E. Det er nu ikke helt rigtigt; subdominanten D-dur høres altså også.
Sangen ”Fodbold” er ifølge Skousen slet ikke en sang om fodbold, men er ”eneste politiske sang på pladen”. Alligevel optræder den dén dag i dag i fodboldsammenhænge. Og det er da bare i orden. Og for mange giver sangen flashback til katastrofen på Heysel fodboldtadion i 1985, hvor 39 mistede livet.

Nummer 2 på side 2 er den knap 15 minutter lange ”Knud Lavard”. Og her er ikke engang instrumentale mellemspil, sangen er tekstbåren fra start til slut. Skousen fortæller ærligt, at han var en smule flov over nummeret – det er jo næsten kitsch. Men nummeret var og er stadig populært. Her er det Knud Bjørnøs fabulerende tværfløjte, der medvirker til variationerne i sangen. Med det fastsættende omkvæd ”Sol står op / sol går ned / vi længes efter fred.” Og det gør vi. Stadig.
Pladen slutter med titelnummeret, som Skousen, Møller og de andre gerne stadig spiller i koncertsammenhænge. Omkvædet er én lang bevægelse, afslutningen på ungdomsoprøret. Skousen mener, at ”næsten alt kan læses ind i teksten”: hvem er det, der ta’r afsted før de andre? Det kan både være Eik Skaløe og Jesus.

Fejlagtigt angiver Poulsen sangens akkorder til at være e-mol, G og D. Som der også står i eksempelvis Sangbogen 4 fra Wilhelm Hansen. Men indspilningen er altså en tone lavere, så de rigtige akkorder er d-mol, F og C. Måske blot en – for mange – ubetydelig detalje. 

Enig anmelderstand
Poulsen har gjort et gevaldigt researcharbejde og kan citere anmeldelser fra nok nærmest den samlede danske presse. Som er generelt enige om pladens storhed og betydning. Nyligt afdøde Lasse Ellegaard ser med pladens enkelhed en klar tilnærmelse mellem dansktoppen og danskbeaten. Enkelhed med tydelige budskaber; det ka’ vi li’. Og pop er jo forkortelse for populær.

Efter pladeudgivelsen strammes koncerterne med mere kontrol med de mange, der gerne vil med på scenen. Og efter kort tid forlader Stig Møller bandkollektivet. For dog senere at vende tilbage – bl.a. til tidligere nævnte koncert på Hansens Værtshus… 

Stedsegrønne sange
Afslutningsvist fortæller Jan Poulsen om livet efter ”Herfra hvor vi står”. Mange musikere gi’r gerne deres fortolkninger af Skousens sange. Efter en nærmest tyveårig pause fra musikscenen fra Niels Skousen får han et veritabelt comeback i begyndelsen af årtusindet, og i 2011 udkommer selvbiografien. Til samme års SPOT-festival oplever jeg en forsigtig, ydmyg kunstner, der ikke gør et stort nummer ud af sig. En klædelig ydmyghed, selvom Skousens værker i dag står centralt i dansk sanghistorie. Hans tilbageskuende ”68” ser jeg som en generations mesterværk.

Bogens sidste sætning får Niels Skousen: ”De fleste af mine sange handler om verden, som jeg ser og oplever den og forundres over.” Vi siger tak.

Nærværende bog er – nok især for os, der var der - et vægtigt vidnesbyrd om en tid og en plade, der vil blive ved med at stå. 
Herfra, hvor vi står – i går, i dag og i morgen.