Højt at flyve

Hvis man gerne vil gøre noget godt for det skrantende klima, skal man nok undlade at rejse for meget med fly og i stedet prøve at finde nogle mindre klimabelastende transportmidler. Man skal nok også prøve at minimere længden af sine flyrejser, for de lange flyrejser belaster klimaet mest. Og man skal især undlade at flyve med privatfly, hvor CO2-udledningen pr. passager er langt større end i forbindelse med almindelige rutefly.

Derfor virker det noget paradoksalt, at når Skatteministeriet i 2025 indfører en afgift på flyrejser, kommer afgiften ikke til at gælde dem, der rejser med privatfly. Her er der slet ingen afgift. Selv om rejsende i privatfly forurener markant mere end rejsende i rutefly, i gennemsnit 17 gange mere, slipper disse rejsende altså helt for at være med til at betale for deres forurening. Det kan man kalde, hvad man har lyst til.

Men selv om flyrejser altså i princippet helt burde undgås, kan der være tilfælde, hvor de er nødvendige, som de fremgår af følgende lille gennemgang af nogle rocksange, hvis tekster handler om fly og flyrejser.

Nødvendige flyrejser
En af de kendteste rocksange om nødvendigheden af at flyve er nok The Box Tops´ ”The letter” fra 1967. Sangen handler hverken om luftforurening eller om CO2-udledningen ved de forskellige transportformer, men derimod udelukkende om den vigtigste ting her i livet: kærlighed. Og over for kærligheden falmer alle overvejelser om flyvningens skadelige klimapåvirkning totalt; her er der tale om en nødsituation, og så helliger målet naturligvis midlerne: ”Gimme a ticket for an aeroplane/ ain´t got time to take a fast train/ Lonely days are gone/ I´m a-going home/ my baby just wrote me a letter”. En født klassiker med en vidunderligt slagkraftig melodi.

Situationen for jeg-personen i The Kinks´ ”Gotta get the first plane home” (1965) er næsten den samme som for jeg-personen i ”The letter”. Livet har været tomt og kedeligt for denne jeg-person, siden han forlod hjemmet, så der er ikke meget at betænke sig på: han tager det første fly tilbage til den pige, der venter på ham derhjemme: ”I gotta get the first plane home”. Heller ikke her i Ray Davies´ sang kan man vel tillade sig at bebrejde den forelskede jeg-person, at han ikke vælger et mere klimavenligt transportmiddel end en flyver.

Det fremgår ikke af teksten til The Beach Boys´ ”Airplane” (1977), om jeg-personen direkte har haft brug for at tage et fly for at komme ekstra hurtigt hjem til den elskede. Men han er i hvert fald på vej til hende, og han glæder sig til gensynet: ”My lover is waiting at the airport/ soon she´ll be kissing me hello”.

Og når han nu alligevel har valgt at belaste klimaet med en flyvetur for at nå frem til kæresten, kan han jo lige så godt nyde udsigten fra flyet: ”I can see everything below/ the houses they look so tiny/ the cars look like dots/ we´ve only got fifteen minutes to go”. Det er svært for alvor at blive vred på Brian Wilson for hans lovprisning af flyrejser, når han har pakket sin lille fortælling ind i en så fortryllende melodi, som tilfældet er.

I John Denvers sang ”Leaving on a jetplane” (1967) er situationen den omvendte af situationen i de tre ovennævnte sange. Her er det jeg-personen, der om bord på et jetfly forlader den elskede, og han kan ikke sige noget om, hvornår han kommer tilbage. Godt nok lover han at tænke på hende hele tiden, og han lover også at have en vielsesring med, næste gang han kommer tilbage; men der er formuleringer i afskedssangens tekst, som nok burde give den efterladte kvinde bange anelser: ”There´s so many times I´ve let you down/ so many times I´ve played around/ I tell you now, they don´t mean a thing”. Men denne gang bliver det altså anderledes end tidligere? Tja, man har jo lov til at håbe.

Unødvendige flyrejser
I Steve Miller Bands sang ”Jet airliner” (1977) får lytteren indtryk af, at det er nødvendigt for jeg-personen i sangen at drage ud i verden for at opnå et eller andet, selv om han virkelig ikke har lyst til det. Han ville meget hellere blive hjemme hos sine venner og sin familie, men nu er han altså på vej et sted hen – ”but my heart keeps calling me backwards/ as I get on the 707/ riding high I got tears in my eyes”. Han beder oven i købet flyvemaskinen om ikke at bringe ham for langt bort fra hjemmet: ”Big ol´ jet airliner/ don´t carry me too far away/ Oh, big ol´ jet airliner/ ´cause it´s here that I´ve got to stay”. Jamen, var det dog så ikke meget bedre at blive hjemme og samtidig skåne klimaet en smule?

Det samme kan man sige til jeg-personen i Dierks Bentleys galgenhumoristiske ”Drunk on a plane” (2014), som er på vej på bryllupsrejse med et 737-fly – men desværre uden bruden. Der er sket et eller andet i forbindelse med brylluppet, som har gjort, at det er kommet til et brud, og eftersom han ikke har kunnet få refunderet flybilletterne, sidder han nu alene i flyet med et tomt sæde ved siden af sig og arbejder metodisk på at drikke sig fuld for at drukne sorgen.

”I´m getting drunk on a plane/ I might be passed out/ in the baggage claim/ but right now I´m drunk on a plane”. Sikke en historie; og igen kan man måske tillade sig at spørge, om det ikke havde været bedre at blive hjemme og drikke sig fuld, og så i det mindste have gjort noget godt for klimaet? Men følelser er ikke fornuft.

I Gordon Lightfoots ”Early morning rain” fra 1966 undlader sangens jeg-person at tage et fly, selv om han ellers godt kunne have tænkt sig at komme hurtigt hjem til sine kære; men det er ikke på grund af omsorg for klimaet, at han dropper flyturen, men simpelt hen fordi han ikke har råd til en flybillet. Det er jo en god grund til ikke at belaste klimaet unødigt; men der er næppe nogen tvivl om, at hvis det havde været muligt, havde han været om bord på det 707-fly, der netop nu forlader lufthavnen. Men desværre: ”You can´t hop a jet plane/ like you can a freight train”. Så der er ikke andet for end at begive sig af sted mod hjemmet i den tidlige morgenregn – til fods.

Flyskræk
Hensynet til klimaet og manglende økonomisk formåen er to gode grunde til at lade være med at flyve. En tredje og lige så god grund er den flyskræk, en del mennesker med god grund lider af – jeg er selv et af dem. Det er jo totalt naturstridigt, at en stor metalkasse på 75 tons skulle kunne holde sig svævende i luften, og så oven i købet i flere timer ad gangen! Det siger sig selv, at det ikke burde kunne lade sig gøre, og derfor er flyskræk vel kun den logiske reaktion på mødet med det ulogiske?

Der er mange, der har skrevet om at være bange for at flyve, bl.a. George Harrison, Bill Wyman og Keith Reed/Gary Brooker, som alle har skrevet sange med titlen ”Fear of flying”; men i disse sange er flyskrækken ikke så meget en psykologisk størrelse, en fobi, som den er en metafor for at være bange for at kaste sig ud i livet og prøve noget nyt.

At der er reelle grunde til at være bange for at flyve, finder man dog eksempler på i sangens verden, f.eks. i Woody Guthries sang ”Deportee (Plane wreck at Los Gatos)”, der bl.a. er indspillet i en fin version af Gene Clark – som i parentes bemærket selv var bange for at flyve.

Guthries sang er dog ikke primært en advarsel mod at flyve, men derimod en protest mod myndighedernes lemfældige og urimelige behandling af de illegale indvandrere i USA. Men samtidig indeholder sangen en særdeles reel og ganske afskrækkende beskrivelse af et flystyrt, hvor et stort antal indvandrere bliver dræbt.

”The sky-plane caught fire over Los Gatos Canyon/ a fireball of thunder, it shook all the hills/ who are all these dear friends scattered like dry leaves/ the radio said they were just deportees”. Så kom ikke og påstå, at det er en god ide at ville bevæge sig rundt I luften, når Gud nu engang ikke har forsynet os med vinger til formålet! Det ligner næsten hybris at tro, at vi kan flyve som fuglene.