Genrer
The Hollies: Stay with the Hollies
Der er næppe noget mærkeligt i, at de engelske pladeselskaber vendte blikket mod Liverpool i 1963 efter The Beatles' formidable publikumssucces. Det var da også i Liverpool, produceren Ron Richards fra Parlophone første gang hørte The Hollies spille på The Cavern Club i begyndelsen af 1963. Og selv om gruppen faktisk kom fra Manchester, var Richards ikke i tvivl: han tegnede straks kontrakt med gruppen.
Fra maj til december 1963 indspillede The Hollies i EMI-studierne på Abbey Road i London, og ved årets udgang var der numre nok til at udsende en lp med gruppen. Undervejs i forløbet var singlen "Stay" blevet sendt på gaden i november 1963, og salget af pladen var gået så godt, at singlens A-side også fik lov til at lægge navn til lp'en: Stay with the Hollies.
The Hollies' primære kendetegn og gruppens største styrke var de flotte harmonier, som Allan Clarke, Tony Hicks og Graham Nash lagde ned over sangene, og som gav dem et nyt og frisk præg i forhold til originalversionerne. For der var stort set tale om covernumre på The Hollies' debut-lp. Ikke mindst amerikanske rhythm'n'blues musikere med Chuck Berry i spidsen var blandt gruppemedlemmernes favoritter, og Stay with the Hollies indeholdt da også en række numre, som oprindelig stammede fra USA, og som siden blev indspillet af en række af de øvrige grupper i den "britiske invasion": "You better move on", "Talking 'bout you" osv.
Kun et enkelt af numrene på debutudspillet var et originalt nummer, skrevet til lejligheden af to af gruppens egne medlemmer: "Little lover" (af Nash og Clarke). Dette billede skulle dog snart ændre sig, så originalnumrene inden længe kom i overtal på udgivelserne med The Hollies.
I rockjournalisten Lester Bangs gennemgang af den britiske invasion i værket The Rolling Stone history of rock'n'roll fik The Hollies – og ikke mindst deres debutudspil - nogle knubbede ord med på vejen: "During the British invasion, they were mostly just bad, grinding out sloppy covers of "Stay", "Do you love me", "Lucille" and "Memphis" in the most shamelessly churn-'em-up, bash-'em-out Liverpudlian manner".
Tak for kaffe. Man siger jo, at overdrivelse fremmer forståelsen, men dette hårde angreb på The Hollies er næppe hverken retfærdigt eller nødvendigt. Det er sandt, at gruppens debut-lp rummede en lang række cover-numre af amerikansk oprindelse og også sandt, at et par af numrene nærmest blev jappet af. Men præsentationen af numrene var trods alt meget anderledes end andre gruppers versioner, bl.a. i kraft af The Hollies' sprøde og velklingende harmonisang. Numrene rummede en friskhed og en energi, som da også gjorde, at lp'en inden længe havnede på andenpladsen på den engelske lp-hitliste og var blandt de 10 bedst sælgende lp'er i England i 18 uger i træk.
Indholdet på pladen var – og er – solidt, selv om den måske manglede et par regulære hit-sange ud over single-hittet "Stay". Det blev der imidlertid rådet bod på ved udsendelsen af debutværket i USA og Canada i sommeren 1964. Her skar pladeselskaberne med hård hånd en række af de oprindelige cover-numre bort til fordel for et par splinternye single-succeser, som allerede havde bevist deres værd i starten af året. "Here I go again" og "Just one look" er to klassiske Hollies-numre med det klassiske Hollies-varemærke i forgrunden: den flerstemmige harmonisang, og begge numre var med til at gøre den amerikanske og den canadiske udgave af Stay with The Hollies til et endnu stærkere udspil end den oprindelige version.
The Hollies blev optaget i The Rock and Roll Hall of Fame i 2010.