Hot burrito

Når jeg leder efter nye musikoplevelser i genbrugsbutikker, i brugtpladeforretninger eller på plademesser, er der nogle bestemte signalord, jeg især kigger efter (hvormed jeg formentlig går glip af en masse god musik). Ordene kan – ikke overraskende – være navnet på en bestemt musiker, en bestemt producer eller en bestemt sangskriver – men det kan også være ord i titlen på en udgivelse (f.eks. forbinder jeg lidt irrationelt ordet ”train” med potentielt god musik) eller ord i et gruppenavn. Det sidste er tilfældet med ordet ”Burrito”, som altid udløser en form for Pavlov´sk refleks hos mig og får mig til at kigge nærmere på den pågældende udgivelse.

Jeg har vist aldrig smagt en mexicansk burrito, kun dens tyrkiske pendant durumrullen, så det er ikke på grund af det kulinariske indhold, jeg hæfter mig ved ordet ”Burrito”. Ordets betydning i musikalsk sammenhæng hænger naturligvis uløseligt sammen med dets tilknytning til en af de bedste countryrock-grupper nogensinde, The Flying Burrito Brothers, som jeg har elsket siden gruppens debutalbum, ”The gilded palace of sin” (1969), og som jeg i tidens løb har købt alt tilgængeligt materiale med, når jeg er stødt på det. 

For de fleste mennesker er navnet The Flying Burrito Brothers nok synonymt med den gruppe, Gram Parsons og Chris Hillman dannede i 1968, da de forlod The Byrds efter indspilningen af albummet ”Sweetheart of the rodeo” (1968). Men historien om gruppen, der tog navn efter en mexicansk ret (eller efter ordet for et lille æsel) er mere kompliceret end som så.

Efter to glimrende albums med Parsons og Hillman som omdrejningspunktet blev Parsons smidt ud af gruppen, og Rick Roberts overtog hans plads som sanger og sangskriver, og det kom der endnu et forrygende album ud af i 1971. Derefter blev det mere diffust, hvem der egentlig tegnede The Flying Burrito Brothers, og selv om gruppen i dens 70´er-version udsendte to albums mere under dette navn – men med skiftende besætninger – var storhedstiden for et af de allerførste countryrock-bands tydeligvis ved at være forbi. Gløden og de gode sange var borte.

Det var også her, min interesse for gruppen forsvandt, bl.a. fordi jeg fejlagtigt troede, at burritoernes tid nu endegyldigt var forbi. Men der tog jeg fejl, som flere cd-fund i pladeforretninger for nylig har demonstreret med al ønskelig tydelighed. Derfor denne lille artikel om Burrito-navnets liv efter The Flying Burrito Brothers.

The Burrito Brothers
Starten af 1970´erne anses med god grund som storhedstiden for The Flying Burrito Brothers, og det var også her, gruppen havde sit oprindelige udseende. Men det var i starten af 1980´erne, gruppen kunne fejre sine største kommercielle succeser – selv om det ikke længere skete under det originale navn, men under navnet The Burrito Brothers. Navneskiftet, som ikke var større, end at gruppens fans kunne genkende deres idoler, skyldtes efter sigende Chris Hillmans ønske om, at den nye gruppesammensætning ikke anvendte ordet ”Flying” i sit navn, og det ønske blev opfyldt.

Nok så vigtigt som den lille navneændring var dog de nye gruppemedlemmers beslutning om at gøre deres musik til en blanding af pop og countryrock – ”mere radiovenlig musik”, som det blev udtrykt i medierne – og den beslutning gav gruppen adskillige hits samt en Billboard-pris som ”Best new crossover group”. Det eneste tilbageværende medlem fra 1970´ernes Flying Burrito Brothers var på dette tidspunkt steelguitaristen ”Sneaky” Pete Kleinow, som i mellemtiden havde fået følge af de to garvede musikere Gib Guilbeau og John Beland – to navne, der i de følgende årtier i høj grad kom til at tegne The Burrito Brothers. Både Guilbeau og Beland var dygtige sangskrivere, og deres navne figurerer i forbindelse med mange af de nye succesfulde Burrito-sange, bl.a. ”She belongs to everyone but me” og ”She´s a friend of a friend”. Meget radiovenlige og meget lyttevenlige numre.

Guilbeau og Beland spillede sammen som Burrito-brødre i ca. 5 år, fra 1980 til 1984, inden de igen overlod tjansen som Burrito-bestyrer til Pete Kleinow og Skip Battin, der efterfølgende turnerede med gruppenavnet i en årrække. I starten af 1990´erne var Guilbeau og Beland imidlertid igen tilbage i Burrito-stalden, og op gennem årtiet udsendte musikerne endnu en række albums med iørefaldende og radiovenlig countryrock, nu under det oprindelige band-navn, The Flying Burrito Brothers (måske havde Chris Hillman opgivet sin modstand mod, at andre end ham selv brugte det fulde Burrito-navn?). Eventuelt interesserede kan læse mere om de mange mandskabs- og navneændringer på Gib Guilbeaus hjemmeside, burritobrother.com. 

Burrito Deluxe og The Burritos
Historien om The Burrito Brothers rummer ud over 3 albums i startfirserne også et senere udsendt dobbeltalbum, ”Back to the sweetheart of the rodeo”, der oprindelig var tænkt som et afskedsalbum til gruppens mange fans i Europa, hvor burritoerne var meget populære. Flertallet af sangene på dobbeltalbummet er skrevet af Guilbeau og Beland. Ved indgangen til det nye årtusind var de to musikere imidlertid definitivt ude af sagaen om Burrito-bandet; men det var ”Sneaky” Pete Kleinow ikke, og i 2002 stod han klar med endnu en inkarnation af den legendariske gruppe. Beland havde på dette tidspunkt rettighederne til det oprindelige gruppenavn, så Kleinows nye udspil fandt sted under navnet Burrito Deluxe (som var titlen på album nr. 2 med den oprindelige gruppe).

Burrito Deluxe udsendte endnu 3 albums med vellydende countryrock, inden Pete Kleinow – det sidste gruppemedlem fra tiden med Parsons og Hillman som Burrito-brødre – måtte trække sig på grund af sygdom. Det tredje og sidste album med Burrito Deluxe, ”Disciples of the truth”, er dedikeret til Kleinow, som døde i 2007. 

Men historien om Burritoerne er ikke slut endnu; i 2011 udsendte to af medlemmerne fra Burrito Deluxe, Walter Egan og Rick Lonow, nemlig et album under navnet The Burritos og tænk engang: igen var der tale om en udgivelse med fin og behagelig countryrock, som kunne tilfredsstille alle yndere af genren. Mange af sangene på den nye cd, ”Sound as ever”, er skrevet af de to musikere fra Burrito Deluxe, og det har de gjort godt. Men for lige at binde en sløjfe på den vidtforgrenede fortælling om The Flying Burrito Brothers og gruppens omskiftelige karriere er det værd at nævne, at et af de nye numre på ”Sound as ever”, ”Carolina Calypso”, har to forfatternavne tilknyttet: Walter Egan og Gram Parsons! 

Historien bag nummeret er, at Gram Parsons i 1973 var så imponeret af Egans sangskrivning (bl.a. succesnummeret ”Hearts on fire”) at han gav ham udkastet til en ufærdig sang og bad ham om at kigge på den. Så kunne de sammen gøre sangen færdig i løbet af de kommende uger – hvorefter Parsons tog af sted til den herostratisk berømte lokalitet Joshua Tree, hvor han kort efter døde af en overdosis. Men sangen blev skrevet færdig af Egan og kan altså nu høres på The Burritos´ album fra 2011. Det er altid interessant med en stemme fra graven, og sangen er bestemt værd at lægge ører til. 

Der er helt sikkert endnu mere at fortælle om The Burrito Brothers, som er fortsat med at udsende ny musik helt frem til i dag, dog nu med helt andre musikere end i de ovenfor nævnte gruppekonstellationer. Jeg har ikke selv hørt musikken fra de nye versioner af The Flying Burrito Brothers; men hvis jeg en dag i en brugtpladeforretning støder på cd´er med navnet ”Burrito” under en eller anden form, køber jeg dem straks – ligesom jeg på det seneste har gjort med flere af de ovennævnte cd´er, som jeg ikke vidste eksisterede, før jeg tilfældigt stod med dem i hånden ved et hollandsk pladeudsalg. 

Længe leve overraskelserne.