Hovedstolen

Hvis en skønlitterær forfatter skriver så tæt op ad sit eget liv og sine egne erindringer, at læseren kan genkende forfatterens biografi i det skrevne, kan man tale om, at forfatteren tager af hovedstolen. Udtrykket stammer fra bankverdenen, hvor hovedstolen er det oprindelige beløb, man låner, og som ikke ændrer sig, når man betaler afdrag. I overført betydning refererer ”hovedstolen” til individets faste kerne, barndommen og minderne, som ikke ændrer sig, selv om man tager af dem. Hovedstols-begrebet kan genfindes i alle former for fiktion, herunder også i rockmusikkens sangtekster, som er emnet for denne artikel.

At en forfatter tager af hovedstolen betyder blot, at læseren må gå ud fra, at en del af fiktionen ligner noget fra forfatterens eget liv. Ligesom i forbindelse med selvbiografier er der dog ingen garantier for, at det skrevne er udtryk for nogen objektiv sandhed, for sådan en kan være vanskelig at finde frem til, når det drejer sig om mennesker og menneskers erindringer. 

Enhver nedskrevet erindring er jo filtreret igennem en bevidsthed, som måske kan have sine grunde til at pynte på erindringerne – eller som måske bare ikke husker så godt. Selvbiografien er en upålidelig genre, som man gør klogt i at omgås med stor varsomhed. Det samme gælder naturligvis processen ”at tage af hovedstolen”, som altså bare betyder, at en forfatter trækker på sine erindringer og sine erfaringer i sine skriverier. Naturligvis; for hvad skulle vedkommende ellers gøre?

Man kan tage af hovedstolen på forskellige måder. F.eks. kan man på baggrund af sine erfaringer og sine erindringer tegne en løs skitse af et liv eller en periode i et liv, som ligner ens eget liv. Man kan også fremmane en atmosfære eller nogle stemninger, der minder om de stemninger, man forbinder med sin barndom eller med et bestemt tidspunkt i sit liv.

Man kan tage af hovedstolen ved at nævne reelt eksisterende personer og steder i sin fiktive tekst (uden at den af den grund nødvendigvis bliver mere virkelighedstro), eller man kan skrive om ikke-navngivne personer og steder, som dog sagtens kan være let genkendelige alligevel – og måske endda være tættere på virkeligheden, end de navngivne personer og steder er det. Mulighederne er mangfoldige.

Bob og Sara   
Hvis man er ude efter rocksange om et bestemt emne eller efter en bestemt type sange, er det ofte en god ide at henvende sig til Bob Dylan, som har skrevet sange om de fleste emner. Dylan har også skrevet selvbiografiske sange, men de fleste af dem er alt andet end eksplicitte i forhold til deres emne. Det hedder sig, at albummet ”Blood on the tracks” (1975) er en ”skilsmisseplade”, direkte inspireret af sangerens egen skilsmisse. Det har helt sikkert sin rigtighed; men man skal nok kende de faktiske omstændigheder omkring Dylans skilsmisse ret nøje, før man – muligvis – kan relatere pladens sange til hans liv.

Det samme gælder til en vis grad sangen ”Sad-eyed lady of the Lowlands” (1966), hvor der hverken nævnes navne eller omtales konkrete begivenheder. Sangen er en kærlighedserklæring fra en mand til en kvinde, og man behøver ikke at kende meget til Dylans biografi for at regne ud, at manden er Dylan selv, og kvinden er Sara Lownds, som Dylan var blevet gift med i november 1965, og som han senere fik børn med (Lownds er en sammentrukket form af Lowlands). Men selv om man let kan genkende Bob Dylans første hustru i beskrivelsen af kvinden med de sørgmodige øjne, er sangteksten – ligesom de fleste af Dylans tekster – så fuld af kryptiske formuleringer og omskrivninger, at man næppe kan betegne sangen som direkte selvbiografisk. Hvis det ikke lige var, fordi Dylan selv i sin mest direkte, selvbiografiske sang, ”Sara” (1976), fortalte, at det var sådan, tingene hang sammen.

Nu skal man som bekendt altid være forsigtig med at sætte lighedstegn mellem indholdet i en fiktionstekst og virkeligheden. Men i tilfældet med sangen ”Sara” fra albummet ”Desire” tror jeg godt, man kan tillade sig at læse Dylans og Saras personer ind i sangteksten. Når Dylan således synger: ”Stayed up for days in the Chelsea Hotel/ writing ”Sad-eyed lady of the Lowlands” for you”, tør denne lytter godt satse et mindre beløb på, at Sara i sangen af samme navn ikke er nogen anden end digterens egen hustru. De øvrige fakta-oplysninger i sangteksten passer lige så godt på Dylans eget liv med kone og børn, så mon ikke den ellers så vanskeligt tilgængelige sangskriver for en gangs skyld her har taget af hovedstolen og har brugt sit eget liv som direkte udgangspunkt for en sang?

The Beatles og hovedstolen
Medlemmerne i The Beatles har flere gange skrevet stærkt selvbiografiske sange, både i Beatles-tiden og i løbet af deres respektive solokarrierer. Singlepladen fra 1967 med ”Penny Lane” på den ene side og ”Strawberry Fields forever” på den anden side må i udstrakt grad siges at tage af hovedstolen. Begge lokationer i sangtitlerne eksisterer i virkeligheden, og sangene kan opfattes som tekstforfatternes forsøg på at tage lytterne med tilbage til Beatles-medlemmernes barndom i Liverpool. 

Hvor John Lennons ”Strawberry Fields” er ret uhåndgribelig i sit udtryk, er Paul McCartneys ”Penny Lane” imidlertid et langt mere helhjertet forsøg på at genkalde sig stemningen og følelserne fra dengang, hvor han selv var barn i en mere idyllisk og fortryllet verden end den, han nu befinder sig i.

John Lennons ”The ballad of John and Yoko” fra 1969 er umiddelbart en selvbiografisk beretning om Johns og Yokos spidsrodsløb gennem sensationspressens aktører, som står parat til at jagte det celebre par jorden rundt. En del af begivenhederne i sangteksten ligner da også til forveksling Johns og Yokos oplevelser med medieverdenen, så der er ingen tvivl om, hvor materialet til teksten stammer fra. 

Men samtidig er det tydeligt, at sangen er et partsindlæg, en smædesang om den irriterende og grænseoverskridende revolverjournalistik, og man kan nok roligt regne med, at Lennon har strammet retorikken en del i sine formuleringer, så hans tekst bedst muligt kommer til at fungere som en anklage mod mediehysteriet. Der er nok snarere tale om en form for paroletekst end om en egentlig selvbiografisk tekst her – selv om overgangen mellem de to fænomener ofte kan være glidende.

I 1970 skrev John Lennon den voldsomt selvbiografiske ”Mother” om sin mor og sin far, som forlod ham i en meget ung alder, og sangen skal vist nærmest ses som et led i Lennons primalterapi hos Arthur Janov. Året efter var det Paul McCartney, der stod for skud i den ganske ubehagelige sang ”How do you sleep?”, hvori John skælder heftigt ud på sin gamle kollega; men mest af alt hænger han nok kun sig selv ud i den aggressive sangtekst. 

Paul selv svarede aldrig på angrebet, fordi han ikke ønskede at optrappe konflikten; men i den langt senere sang ”That was me” (2007) tænker han bl.a. tilbage på Beatles-tiden, som han primært har gode minder om: ”Mercey-beat´n with the band/ that was me”. Sangen kan måske ses som en slags pendant til ”Penny Lane”. Også George Harrison har sunget om sin tid i The Beatles, bl.a. i ”When we was fab” (1987): ”And we did it all/ Fab – long time ago when we was fab”. I sangen “Postcards from paradise” (2015) har Ringo på finurlig vis prøvet at anbringe så mange Beatles-titler som muligt I sin sangtekst, og resultatet er ganske humoristisk; men nu har vi vist bevæget os et godt stykke væk fra denne artikels overordnede emne.

John, Van, Rick, Bruce og alle de andre
I stil med ”The ballad of John and Yoko” fortæller John Phillips´ sang “Creeque Alley” (1970) i 5 humoristiske vers historien om tilblivelsen af gruppen The Mamas and The Papas. Man kan ikke tale om, at sangteksten graver dybt i baggrunden for de faktiske begivenheder op til dannelsen af den legendariske gruppe; men teksten gengiver i store træk de historiske realiteter med en masse navne involveret, og med den samme slutning i hvert vers: ”And everybody´s getting fat except Mama Cass”, så der er helt klart taget af hovedstolen her.

Et par andre (delvis) selvbiografiske sange krydret med en række navne på virkeligt eksisterende personer er Van Morrisons ”Cleaning windows” (1982) og Rick Nelsons ”Garden party” (1972). Det er ikke til at sige, i hvor høj grad den første sang trækker på Morrisons hovedstol, selv om han rent faktisk arbejdede som vinduespudser i en periode omkring 1961-62; men det er nok hævet over enhver tvivl, at den unge Ivan brugte en del af sin fritid på at lytte til Sonny Terry og Muddy Waters, som det fortælles i sangteksten. De to navne giver genlyd mange steder i den nordirske sangers egen musik.

Også i Rick Nelsons sang optræder der en række musiknavne fra virkelighedens verden; men igen kan man tvivle på autenticiteten i sangteksten, der primært skal læses eller høres som en advarsel mod at blive fanget i sin egen myte: ”But if memories were all I sang/ I´d rather drive a truck”.

Et rocknavn, der oplagt bør nævnes, når talen falder på selvbiografiske sange, er Bruce Springsteen, hvis sangkatalog til dels bygger på hans egne erindringer fra en barndom præget af familiens arbejderklassebaggrund. Ikke mindst bedstefaderen, en italiensk immigrant, var med til at skabe grobunden for Springsteens fortælletalent med sine historier om de mænd, han havde arbejdet sammen med. De historier kan genfindes overalt i Bruce Springsteens mange sange om arbejdere på bunden af samfundet – men med store drømme.

 I forbindelse med selvbiografiske indslag i rocklyrikken er det dog især to Springsteen-sange, det er værd at hæfte sig ved: ”The wish” (1998), som er en hyldest til Springsteens mor, og ”Independence day” (1980), der handler om sønnens problematiske forhold til sin far: ”There was just no way/ this house could hold the two of us/ I guess that we were just too much/ of the same kind”.

Masser af sangtekster inden for rockmusikken har et selvbiografisk islæt, og undertiden er det relativt let at identificere, hvor grænsen mellem det selvoplevede og det selvopfundne går. Men som regel kan det være ret ligegyldigt at finde frem til denne grænse. Med mindre teksten er rent privat og nærmest har karakter af terapi for den skrivende, kan både de personlige erindringer og/eller den frit opfundne fiktion nemlig bruges til at fortælle noget almengyldigt om menneskets lod på jorden – og det er der heldigvis mange sangskrivere, som har gjort.

Bl.a. Ray Davies fra The Kinks og Rodney Crowell har udsendt hele plader, hvis indhold trækker stærkt på oplevelser fra deres egne liv – uden at deres hovedstol af den grund er blevet mindre. For sådan fungerer princippet om en hovedstol, som stadig vil være der, selv om man afdrager på lånet.